Markpiber yngler i Danmark i tørre, åbne klitområder nær kysten med store arealer med bart sand og sparsom vegetation. Arten er trækfugl og overvintrer i Afrika og på Den Arabiske Halvø. Danmark ligger på den nordlige grænse af artens udbredelse (Nyegaard m.fl. 2014).

Arten yngler på lokaliteter, som er populære mål for rekreative aktiviteter i sommerhalvåret, og forstyrrelser er formentlig den mest oplagte trussel. Tilbagegangen på Sjællands nordkyst hænger således sammen med det intensive badeliv i yngletiden (Sørensen 1995). Tilgroning af de åbne, sandede ynglelokaliteter, blandt andet som følge af kvælstofnedfald, spiller også en rolle. De tidligere yngleområder på Læsø er i dag mere eller mindre groet til (Hagemeijer & Blair 1997, Grell 1998, Nyegaard m.fl. 2014).

Markpiber blev i 2013 og 2015 eftersøgt efter Intensiv 1-metoden på kendte og potentielle ynglelokaliteter ved Skagen og på Anholt. I perioden 20. maj til 6. juni blev lokaliteterne gennemgået for syngende hanner og andre yngleaktive fugle. Optællingen fulgte en på forhånd fastlagt rute med transekter med ca. 200 m's afstand (Holm m.fl. 2013).

Efter revisionen af NOVANA-programmet i 2017 overvåges markpiber hvert år efter Intensiv 2-metoden i fuglebeskyttelsesområde F5 Råbjerg Mile og Hulsig Hede, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Her opgøres bestanden på grundlag af DOF's oplysninger om sikre og sandsynlige ynglepar (Holm & Søgaard 2017, Holm 2022).

Til vurdering af landsbestanden og bestandsudviklingen (Figur 1) er NOVANA-data suppleret med DOF's opgørelser af truede og sjældne ynglefugle og med Atlas III (Nyegaard m.fl. 2014, Vikstrøm & Moshøj 2020).

Der blev ikke registreret ynglepar af markpiber i NOVANA-overvågningen i 2024 og 2025 (Tabel 1, Figur 1). Siden 2017 er arten heller ikke registreret som sikker eller sandsynlig ynglefugl andre steder i landet. I den seneste Artikel 12-rapportering er bestanden opgjort til 0 par (Fredshavn m.fl. 2025).

Udvikling i antal og udbredelse

Markpiber har altid været fåtallig i Danmark. Bestanden blev i 1950'erne vurderet til ca. 50 par og i 1971-1974 til 30-50 par, men begge tal er formentlig for lave (Nyegaard m.fl. 2014). I 1976-1991 blev landsbestanden vurderet til 35-40 par. Den største bestand fandtes på Skagenhalvøen, hvor der i 1981 blev optalt 24-25 par, og på Anholt blev der optalt 8-10 par i 1988-1989 (Sørensen 1995). I 1998 ynglede der 18-24 par på Skagens Odde, Læsø og Anholt. Bestanden faldt herefter til 3-4 par i 2004 og 2 par i 2011, og på Læsø er der ikke registreret ynglepar siden 1999 (Nyegaard m.fl. 2014). I NOVANA-overvågningen 2004-2011 blev arten fundet ynglende i fem af de otte år, tre år i Skagen-området og tre år på Anholt, med 0-3 par om året (Pihl m.fl. 2013). Siden 2012 er arten kun fundet ynglende i ét år, idet der i 2017 blev registreret et sandsynligt ynglepar i Ørkenen på Anholt (Vikstrøm & Moshøj 2020).

Bestanden er dermed faldet fra 35-40 par i 1976-1991 til 0 par i dag og vurderes som faldende på lang sigt (1980-2025). På kort sigt (2014-2025) har arten kun ynglet i 2017. I den seneste Artikel 12-rapportering vurderes både bestanden og udbredelsen at være gået tilbage på kort og lang sigt (Fredshavn m.fl. 2025).

Udbredelsen er tilsvarende indskrænket. Mellem atlasundersøgelserne 1971-1974 og 1993-1996 forsvandt arten fra 70 % af sin udbredelse (Nyegaard m.fl. 2014), og siden 2000 har den kun ynglet på Skagenhalvøen og Anholt. Markpiber må nu betragtes som en uregelmæssig dansk ynglefugl.