Aarhus Universitets segl

Hvepsevåge

Pernis apivorus

Sammenfatning

StatusFuglebeskyttelsesdirektivRødlisteBestandBestandsudvikling
YnglefuglBilag INæsten truet (NT)350-450 par (2025)2014-2025: Faldende
1980-2025: Stabil

Bestanden og udbredelsen af hvepsevåge voksede i starten af firserne og har ligget stabilt på 600-700 par i det meste af tiden herefter. De seneste år ser bestanden dog ud til at være faldet fra ca. 650 til 350-450 par. 

Om arten

Hvepsevåge yngler i Danmark overvejende i ældre løvskove, hvor reden ofte placeres i de mere lysåbne dele, og fuglene synes at foretrække skove over 100 ha. Føden består især af larver og pupper af hvepse og humlebier, som graves ud af boerne, suppleret med padder, fugleunger og insekter, og fuglene fouragerer både i skoven og på nærliggende enge og i moser. Arten er trækfugl og overvintrer i det tropiske Afrika. Den ankommer i maj og trækker bort i august–september og har derfor en kort ynglesæson med ét kuld på normalt to æg.

Hvepsevåge er udbredt i løvskovområder på Øerne og i Jylland øst og nord for israndslinjen, men fåtallig i Vestjylland (Vikstrøm & Moshøj 2020). Bestanden blev i slutningen af 1980'erne opgjort til 650 par (Jørgensen 1989) og lå på 600–700 par frem til midten af 2000'erne (Grell 1998, DOF 2009), men er siden gået tilbage til 500–600 par i 2015 og 350–450 par i 2021 (Nielsen m.fl. 2023, Fredshavn m.fl. 2025). Estimaterne hviler på få optællingsområder, da arten er den vanskeligste danske rovfugl at overvåge (Nielsen m.fl. 2023).

Arten er meget sky i yngletiden, og forstyrrelser og skovdrift nær reden er formentlig den væsentligste trussel herhjemme. Hertil kommer tab af ældre løvskov og kolde, våde somre med få hvepse, som nedsætter ynglesuccesen. På trækket er arten formodentlig fortsat udsat for nedskydning (Vikstrøm & Moshøj 2020).

Overvågningsmetoder

Hvepsevåge blev i 2012 og 2015 overvåget ekstensivt i NOVANA, dvs. alene på udbredelse opgjort på baggrund af observationer i Dansk Ornitologisk Forenings database (DOFbasen), hvor observationer af hvepsevåge med adfærdskoder, som indikerede yngleaktivitet såsom redebygning, parringsflugt og territoriehævdelse blev benyttet (Pihl m.fl. 2012).

Fra og med 2018 overvåges hvepsevåge hvert andet år efter NOVANAs Intensiv 1-metode. Overvågningen foregår kun i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Holm 2018, Holm 2022).

Resultater

I 2024 blev der i NOVANA registreret 48 ynglepar af hvepsevåge inden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget, mod 32, 24 og 44 par i 2018, 2020 og 2022 (Figur 1, Tabel 1). Landsbestanden er senest opgjort til 350–450 par (Nielsen m.fl. 2023, Fredshavn m.fl. 2025), så 11–14 % af bestanden yngler inden for de udpegede områder. 

Udvikling i antal og udbredelse

Bestanden blev i 1971–1974 skønnet til 200–300 par (Dybbro 1976), hvilket senere er vurderet til at være et minimumstal (Grell 1998). Herefter voksede bestanden til 600–700 par i midten af 1980'erne og lå omkring 650 par frem til midten af 2000'erne (Jørgensen 1989, Nielsen m.fl. 2023), mens Grell (1998) mere forsigtigt anslog ca. 400 par. Artikel 12-rapporteringerne i 2011 og 2019 videreførte begge 650 par (Pihl & Fredshavn 2015, Fredshavn m.fl. 2019). Den seneste gennemgang af Rovfuglegruppens data viser imidlertid en tilbagegang siden omkring 2008, fra 600–700 par i 2005 til 500–600 par i 2015 og 350–450 par i 2021 (Figur 2, Nielsen m.fl. 2023). Grundlaget er dog spinkelt, da kun fem optællingsområder har data efter 1995. På kort sigt (2014–2025) vurderes bestanden derfor som faldende med en tilbagegang på omkring 30 %, og på lang sigt (1980–2025) som stabil, idet bestanden efter fremgangen frem til omkring 2008 er faldet tilbage til omtrent niveauet omkring 1980 (Fredshavn m.fl. 2025). Udbredelsen var i 2014–2017 større end i 1971–1974, men uændret i forhold til 1993–1996 (Vikstrøm & Moshøj 2020).

Referencer

DOF (2009). Oversigt over danske ynglefugles bestande. – Upubliceret liste udarbejdet i forbindelse med rødlistning af de danske ynglefugle.

Dybbro, T. (1976). De danske ynglefugles udbredelse: Resultaterne af Atlas-projektet, kortlægningen af Danmarks ynglefugle 1971-1974. – Dansk Ornitologisk Forening, København.

Fredshavn, J.R., Holm, T.E., Sterup, J., Pedersen, C.L., Nielsen, R.D., Clausen, P., Eskildsen, D.P. & Flensted, K.N. (2019). Størrelse og udvikling af fuglebestande i Danmark – 2019. Artikel 12-rapportering til Fuglebeskyttelsesdirektivet. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 46 s. – Videnskabelig rapport nr. 363. dce2.au.dk/pub/SR363.pdf

Fredshavn, J.R., Holm, T.E., Bregnballe, T., Sterup, J., Pedersen, C.L., Nielsen, R.D., Clausen, P., Nyegaard, T., Eskildsen, D.P. & Flensted, K.N. (2025). Størrelse og udvikling af fuglebestande i Danmark – 2025. Artikel 12-rapportering til Fuglebeskyttelsesdirektivet. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 48 s. – Videnskabelig rapport nr. 672. dce.au.dk/fileadmin/dce.au.dk/Udgivelser/Videnskabelige_rapporter_600-699/SR672.pdf

Grell, M.B. (1998). Fuglenes Danmark. – Gads Forlag. 825 s.

Holm, T.E. (2018). Overvågning af hvepsevåge Pernis apivorus som ynglefugl. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A111, version 1. 7 s.

Holm, T.E. (2022). Overvågning af hvepsevåge Pernis apivorus som ynglefugl. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A111, version 2. 7 s.

Jørgensen, H.E. (1989). Danmarks rovfugle – en statusoversigt. – Frederikshus, Øster Ulslev.

Nielsen, J.T., Storgaard, K., Preston, G., Jørgensen, H.E., Birkholm-Clausen, F., Jensen, S.M., Ekberg, P., Kryger, S., Bomholt, P., Ekberg, L., Laursen, J.T., Hansen, H., Andersen, S., Holm, J., Broksø, F., Bang, J., Staun, J., Andreasen, N.P., Nielsen, L.F. & Rasmussen, P. (2023). Danmarks ynglende rovfuglebestande 1972-2021. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 117: 69-85.

Pihl, S., Holm, T.E., Kahlert, J. & Søgaard, B. (2012). Ekstensiv overvågning af ynglefugle. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A199, version 1. 4 s.

Pihl, S. & Fredshavn, J.R. (2015). Størrelse og udvikling af fuglebestande i Danmark. Artikel 12 rapportering til Fuglebeskyttelsesdirektivet. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 44 s. – Videnskabelig rapport fra DCE nr. 176. dce2.au.dk/pub/SR176.pdf

Vikstrøm, T. & Moshøj, C.M. (2020). Fugleatlas. De danske ynglefugles udbredelse 2014-2017. – Dansk Ornitologisk Forening. Lindhardt og Ringhof. 840 s.

Hvepsevåge / Foto: Rasmus Due Nielsen ©

Figur 1. Monitering af ynglende hvepsevåge i Miljøstyrelsens NOVANA-overvågning 2024, hvor arten er eftersøgt i de fuglebeskyttelsesområder, hvor den er på udpegningsgrundlaget.

Hvepsevåge bestand 2004-2025

Figur 2. Hvepsevåges bestandsudvikling i Danmark for NOVANA-perioden 2004-2025 og for de seneste 12 år. Data stammer fra NOVANA-overvågningen suppleret med data fra andre kilder. Trendlinjerne viser retningen og skal ikke læses som præcise bestandstal, se Resultater.

ÅrDækningAntal
2018Fuglebeskyttelsesomr.32 par
2020Fuglebeskyttelsesomr.24 par
2022Fuglebeskyttelsesomr.44 par
2024Fuglebeskyttelsesomr.48 par

Tabel 1. NOVANA-overvågning af ynglende hvepsevåge i Danmark 2018-2024.