Alcedo atthis
| Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
|---|---|---|---|---|
| Ynglefugl | Bilag I | Sårbar (VU) | 440-942 par (2014-17) | 2014-2025: Fluktuerende 1980-2025: Stigende |
Isfugl blev i 2024 registreret med 5 ynglepar i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget, og NOVANA-tællingerne har siden 2018 svinget mellem 4 og 10 par. Landsbestanden blev vurderet til 440-942 par i 2014-2017, og der er ikke efterfølgende gjort forsøg på at estimere antallet, da arten er meget svær at registrere i yngletiden. Arten er følsom over for isvintre, og bestanden svinger derfor meget fra år til år, men den er gået markant frem siden begyndelsen af 1980'erne, hvor den efter isvinteren 1981/82 kun talte 20-30 par. Udbredelsen er ligeledes gået frem, og isfugl yngler i dag spredt over det meste af landet, men mangler eller er sjælden på Bornholm og de fleste mindre øer.
Isfugl yngler i stejle brinker og skrænter, også kunstige, tæt på fødesøgningsområder i form af klare vandløb og søer med en rig bestand af småfisk. De danske isfugle er overvejende stand- og strejffugle, idet 71 % af genfundene af isfugle ringmærket i Danmark er gjort mindre end 10 km fra ringmærkningsstedet. Om vinteren får Danmark desuden besøg af isfugle fra nabolandene (Bønløkke m.fl. 2006).
Isfugl er en fåtallig ynglefugl, som er udbredt over det meste af landet, men den mangler eller er sjælden på Bornholm og de fleste mindre øer (Vikstrøm & Moshøj 2020).
Isfugl er sky og derfor sårbar over for forstyrrelser ved redestedet. Bestanden kan desuden svinge stærkt fra år til år, fordi mange fugle dør i isvintre, hvor vandløb og søer fryser til (Hagemeijer & Blair 1997, Grell 1998).
Isfugl blev i 2007, 2012 og 2015 overvåget ekstensivt. Udbredelsen blev opgjort i 10 x 10 km-kvadrater på grundlag af observationer i DOFbasen. Der indgik både observationer med adfærdskoder, der viste yngleaktivitet, såsom redebygning, parringsflugt og territoriehævdelse, og alle andre observationer fra perioden 15. april til 15. august, bortset fra trækkende fugle. Overvågningen dækkede hele landet og byggede alene på frivilliges observationer uden feltarbejde. Der blev ikke gjort forsøg på at estimere størrelsen af den nationale ynglebestand (Pihl m.fl. 2012, 2013).
Efter revisionen af NOVANA-programmet i 2017 overvåges isfugl hvert andet år efter Intensiv 1-metoden, første gang i 2018. Overvågningen foregår i perioden 25. marts til 31. juli i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Kendte og potentielle ynglelokaliteter udvælges på luftfotos og opsøges i felten. Det drejer sig om søer og vandløb nær skov eller krat, hvor der er stejle brinker eller skrænter, som redehullet kan graves i. Forekomsterne opgøres som sikre og sandsynlige ynglepar, og det er redestedets placering, der afgør, om et par medtages i overvågningen (Holm 2018, 2022).
Til vurdering af landsbestanden og bestandsudviklingen er NOVANA-data suppleret med resultaterne af DOF's atlasundersøgelser (Dybbro 1976, Grell 1998, Vikstrøm & Moshøj 2020).
I 2024 blev der i NOVANA registreret 5 ynglepar af isfugl i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Figur 1, Tabel 1). Det er på niveau med de tidligere tællinger, som gav 4 par i 2018, 10 par i 2020 og 4 par i 2022. Det eneste sikre ynglefund var i skovene syd for Silkeborg, hvor en isfugl fløj ind i et redehul med fisk. Sandsynlige ynglepar blev registreret i Rold Skov, ved Fiskebæk i Nordsjælland, i Gråsten Skov og i Pamhule Skov. Der er ikke lavet en ny opgørelse af landsbestanden, som fortsat vurderes til 440-942 par (Vikstrøm & Moshøj 2020, Fredshavn m.fl. 2025).
Bestanden af isfugl blev i 1971-1974 skønnet til ca. 200 ynglepar (Dybbro 1976). Arten er følsom over for isvintre, hvor mange fugle dør, og bestanden kan derfor svinge meget. Efter isvinteren 1981/82 blev bestanden således vurderet til kun 20-30 par (Meltofte & Fjeldså 2002). I atlaskortlægningen 1993-1996 blev bestanden vurderet til ca. 300 par (Grell 1998). Efter en række milde vintre blev den i Atlas III 2014-2017 vurderet til 440-942 par (Vikstrøm & Moshøj 2020). Bestanden er dermed gået markant frem siden 1980. I den seneste Artikel 12-rapportering vurderes fremgangen i perioden 1980-2024 at være på over 500 % (Fredshavn m.fl. 2025).
På kort sigt (2014-2025) er bestanden fluktuerende. NOVANA-tællingerne i fuglebeskyttelsesområderne har svinget mellem 4 og 10 par uden en klar udvikling (Tabel 1).
Isfugl yngler spredt over det meste af landet. Allerede ved den første NOVANA-overvågning i 2007 var arten udbredt i hele landet undtagen Bornholm (Pihl m.fl. 2013). Ifølge den seneste Artikel 12-rapportering er udbredelsen gået frem på både kort og lang sigt (Fredshavn m.fl. 2025).
Bønløkke, J., Madsen, J.J., Thorup, K., Pedersen, K.T., Bjerrum, M. & Rahbek, C. (2006). Dansk Trækfugleatlas. – Rhodos, Humlebæk.
Dybbro, T. (1976). De danske ynglefugles udbredelse: Resultaterne af Atlas-projektet, kortlægningen af Danmarks ynglefugle 1971-74. – Dansk Ornithologisk Forening. 293 s.
Fredshavn, J.R., Holm, T.E., Bregnballe, T., Sterup, J., Pedersen, C.L., Nielsen, R.D., Clausen, P., Nyegaard, T., Eskildsen, D.P. & Flensted, K.N. (2025). Størrelse og udvikling af fuglebestande i Danmark – 2025. Artikel 12-rapportering til Fuglebeskyttelsesdirektivet. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 48 s. – Videnskabelig rapport nr. 672. https://dce.au.dk/fileadmin/dce.au.dk/Udgivelser/Videnskabelige_rapporter_600-699/SR672.pdf
Grell, M.B. (1998). Fuglenes Danmark. – Gads Forlag. 825 s.
Hagemeijer, W.J.M. & Blair, M.J. (red.) (1997). The EBCC Atlas of European Breeding Birds: Their Distribution and Abundance. – T. & A.D. Poyser, London. 903 s.
Holm, T.E. (2018). Overvågning af isfugl Alcedo atthis som ynglefugl. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A167, version 1. 7 s.
Holm, T.E. (2022). Overvågning af isfugl Alcedo atthis som ynglefugl. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A167, version 2. 7 s.
Meltofte, H. & Fjeldså, J. (red.) (2002). Fuglene i Danmark. 2. udgave. – Gyldendal og Dansk Ornitologisk Forening. 749 s.
Pihl, S., Holm, T.E. & Søgaard, B. (2012). Ekstensiv overvågning af ynglefugle. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A199, version 1. 4 s.
Pihl, S., Clausen, P., Petersen, I.K., Nielsen, R.D., Laursen, K., Bregnballe, T., Holm, T.E. & Søgaard, B. (2013). Fugle 2004-2011. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 188 s. – Videnskabelig rapport nr. 49. http://dce2.au.dk/pub/SR49.pdf
Vikstrøm, T. & Moshøj, C.M. (2020). Fugleatlas. De danske ynglefugles udbredelse 2014-2017. – Dansk Ornitologisk Forening. Lindhardt og Ringhof. 840 s.
| År | Dækning | Antal |
|---|---|---|
| 2018 | Fuglebeskyttelsesomr. | 4 par |
| 2020 | Fuglebeskyttelsesomr. | 10 par |
| 2022 | Fuglebeskyttelsesomr. | 4 par |
| 2024 | Fuglebeskyttelsesomr. | 5 par |
Tabel 1. NOVANA-overvågning af ynglende isfugl i Danmark 2018-2024.