Circus pygargus
| Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
|---|---|---|---|---|
| Ynglefugl | Bilag I | Truet (EN) | 17 par (2025) | 2014-2025: Faldende 1980-2025: Faldende |
Bestanden af hedehøg er faldet siden 1980, fra 43 til 17 par. Udviklingen i de seneste 12 år er ligeledes faldende, og 2025 var det laveste antal siden 2020. Udbredelsen siden 1980 er mindsket, idet arten er forsvundet fra Nordjylland og Midtjylland og nu næsten udelukkende yngler i den sydvestlige del af Jylland.
Hedehøg yngler i Danmark primært i dyrkede marker, især vintersæd og raps, sekundært i træfattige hedemoser og marskområder med indslag af rørsump. Reden placeres på jorden, og de 3–5 æg lægges i maj, hvorefter ungerne er flyvefærdige i juli ca. fem uger efter klækning. Arten fouragerer over enge, marker og moser, hvor byttet især er mus og småfugle (Nyegaard m.fl. 2014), og kræver store åbne arealer omkring reden. De danske hedehøge tilhører den nordvesteuropæiske bestand, der overvintrer i Sahel-zonen i Vestafrika. Fuglene ankommer sidst i april og trækker bort i august–september.
Hedehøg indvandrede til Danmark i begyndelsen af 1900-tallet, og bestanden kulminerede i 1930'erne og 1940'erne med 350-400 ynglepar. På det tidspunkt ynglede de fleste par på heder, i hedemoser og i de nyplantede nåletræsplantager, der dækkede store arealer i Vestjylland (Nyegaard m.fl. 2014). Efter 2. verdenskrig blev udbredelsen indskrænket. Hedehøgene flyttede til moser, især i Sønderjylland, der var under tilgroning efter krigens omfattende tørvegravning (Nyegaard m.fl. 2014). Fra slutningen af 1950'erne gik bestanden voldsomt tilbage, og efter 1960 var den på under 20 % af niveauet i 1940'erne (Jørgensen 1983). Op til midten af 1980'erne lå de vigtigste yngleforekomster i rørskovene langs Vidå. Fra starten af 1990'erne begyndte arten at yngle i marker med vintersæd, og i 1994-2012 lå ca. 90 % af rederne i landbrugsafgrøder. Skiftet faldt sammen med en kraftig stigning i antallet af ræve, efter at den intensive rævebekæmpelse i Sydjylland ophørte i 1985. Det faldt også sammen med de mange vintergrønne kornmarker og brakarealer, der kom til omkring 1990 (Nyegaard m.fl. 2014). I dag yngler langt de fleste par i Vadehavsområdet i Sønderjylland, mens enkelte par findes i det øvrige Jylland.
De største trusler herhjemme er ødelæggelse af reder med æg eller unger under høstarbejde, fødemangel og forstyrrelser. Siden 1995 har DOF's Projekt Hedehøg opsporet og beskyttet rederne i markerne i samarbejde med landmændene (Sørensen m.fl. 2023). På trækket er dødeligheden relativt høj, især i Afrika (Klaassen m.fl. 2014), og i vinterkvartererne er de største trusler habitatødelæggelse og -forandringer forårsaget af tørke og menneskelige aktiviteter (Schlaich m.fl. 2016).
Hedehøg blev i perioden 2012–2016 overvåget i hele landet efter Intensiv 1-metoden, senest i 2014. De potentielle yngleområder blev gennemkørt i bil, og ynglepar blev kortlagt i perioden 1. juni–15. juli (Pihl m.fl. 2012).
Ved revisionen af overvågningsprogrammet i 2017 overgik hedehøg til Intensiv 2-metoden. Siden da omfatter NOVANA-overvågningen kun de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Her opgøres bestanden på grundlag af sikre og sandsynlige ynglepar indrapporteret i DOFbasen (Holm & Søgaard 2017, Holm 2022).
Langt de fleste par yngler i Sydvestjylland. Her eftersøger DOF’s Projekt Hedehøg hvert år ynglepar i hele området, også uden for fuglebeskyttelsesområderne. Projektet finansieres af Tønder, Aabenraa, Haderslev, Vejen og Esbjerg Kommuner, Ministeriet for Grøn Trepart og Nationalpark Vadehavet (Rasmussen m.fl. 2026). NOVANA dækker de udpegede fuglebeskyttelsesområder, også dem uden for projektområdet. Hele kerneområdet er dermed dækket af Projekt Hedehøg og NOVANA tilsammen.
Landsbestanden opgøres ved at samle alle kendte sikre og sandsynlige ynglepar fra hele landet. Det omfatter Projekt Hedehøgs opgørelser, NOVANA-data fra fuglebeskyttelsesområderne og ynglefund i DOFbasen fra resten af landet. Ynglefund, der ligger uden for både projektområdet og fuglebeskyttelsesområderne, indgår altså også i landsbestanden, selv om de ikke indgår i NOVANA-opgørelsen. Bestandsestimaterne og bestandsudviklingen i Figur 2 bygger på denne landsopgørelse (Sørensen m.fl. 2023, Rasmussen m.fl. 2023, 2024, 2025, 2026).
I NOVANA-overvågningen blev der i 2024 og 2025 registreret henholdsvis to og nul ynglepar i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Figur 1, Tabel 1). Projekt Hedehøg registrerede i hele landet 23 sikre og sandsynlige par i 2024 og 17 i 2025 og desuden 6 og 8 mulige par (Rasmussen m.fl. 2025, 2026). Ud over kerneområdet i Sydvestjylland følger projektet potentielle lokaliteter i resten af landet via DOFbasen. Projektets tal omfatter også parrene i fuglebeskyttelsesområderne og er derfor landstotalerne. De 17 par i 2025 er det laveste antal siden 2010, hvor der også var 17 par. Kun i 2004 blev der registreret færre (15 par) (Rasmussen m.fl. 2026).
På kort sigt (2014–2025) er bestanden faldende. Den årlige ændring er −3 % (95 % konfidensinterval −7 til +1 %, P = 0,12), svarende til −28 % over perioden (95 % konfidensinterval −54 til +11 %). Faldet er ikke statistisk signifikant, fordi antallet i så lille en bestand svinger meget fra år til år. Projekt Hedehøg opgør dog bestanden i hele landet hvert år, så usikkerheden afspejler naturlige udsving og ikke usikkerhed i optællingen. Da den beregnede ændring er et fald på mere end 10 %, vurderes bestanden som faldende. I perioden 2004–2025 har bestanden svinget mellem 15 og 28 sikre og sandsynlige ynglepar, med et gennemsnit på 21 par om året, og de 17 par i 2025 er det laveste antal siden 2010 (Figur 2, Sørensen m.fl. 2023, Rasmussen m.fl. 2023, 2024, 2025, 2026).
Før Projekt Hedehøg blev bestanden fulgt med årlige optællinger i 1968–1982. I 1968–1979 lå den typisk på 30–40 ynglepar, dog med ca. 50 par i 1976. I 1980–1982 lå den på 40–50 par, heraf 43 par i 1980 (Jørgensen 1983). I midten af 1980'erne var der op mod 50 par (Sørensen 1995). Under atlasundersøgelsen i 1993–1996 blev bestanden anslået til 35–50 par (Grell 1998, Vikstrøm & Moshøj 2020), og i begyndelsen af 2000'erne blev den vurderet til 35–45 par (Grell m.fl. 2004). Tallene fra 1968–1982 er optællinger af ynglepar. Tallene fra 1993–1996 og begyndelsen af 2000'erne er derimod skøn angivet som intervaller og derfor ikke fuldt sammenlignelige med Projekt Hedehøgs årlige opgørelser af sikre og sandsynlige par. På lang sigt (1980–2025) er bestanden faldet fra 43 til 17 par, svarende til 60 %.
Antallet af atlaskvadrater med ynglende hedehøg var 61 i 1971–1974, 53 i 1993–1996 og 59 i 2014–2017, så udbredelsen har samlet set været nogenlunde stabil (Vikstrøm & Moshøj 2020). Fra det første til det andet atlas forsvandt ynglepar fra Midt- og Nordjylland, og arten fandtes herefter stort set kun i Vadehavsområdet. Fra det andet til det tredje atlas forskød udbredelsen sig mod nordøst, væk fra marsken og ind i landet. Ynglepladserne i Tøndermarsken blev forladt, og koncentrationen af par ved Ballum Enge forsvandt næsten (Vikstrøm & Moshøj 2020). Forskydningen er fortsat. I 2024 og 2025 lå alle sikre og sandsynlige par i Sydvestjylland, og i 2025 var der kun ét par i marsken ved Ballum Enge. Desuden var der mulige par ved Borris Hede i 2024 og 2025 og ved Klelund Plantage i 2025 (Rasmussen m.fl. 2025, 2026).
Grell, M.B. (1998). Fuglenes Danmark. – Gads Forlag. 825 s.
Grell, M.B., Heldbjerg, H., Rasmussen, B., Stabell, M., Tofft, J. & Vikstrøm, T. (2004). Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 1998-2003. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 98: 45-100.
Holm, T.E. & Søgaard, B. (2017). Intensiv 2-overvågning af ynglefugle. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A179, version 1.1. 7 s.
Holm, T.E. (2022). Intensiv 2-overvågning af ynglefugle. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A179, version 2. 6 s.
Jørgensen, H.E. (1983). Ynglebestanden af Hedehøg Circus pygargus i Danmark 1968-1982. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 77: 81-94.
Jørgensen, H.E. (1989). Danmarks rovfugle – en statusoversigt. – Frederikshus, Øster Ulslev.
Klaassen, R.H.G., Hake, M., Strandberg, R., Koks, B.J., Trierweiler, C., Exo, K.-M., Bairlein, F. & Alerstam, T. (2014). When and where does mortality occur in migratory birds? Direct evidence from long-term satellite tracking of raptors. – Journal of Animal Ecology 83: 176-184.
Nyegaard, T., Meltofte, H., Tofft, J. & Grell, M.B. (2014). Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 1998-2012. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 108: 1-144.
Pihl, S., Kahlert, J., Holm, T.E. & Søgaard, B. (2012). Overvågning af hedehøg som ynglefugl. – Teknisk anvisning fra DCE, Fagdatacenter for Biodiversitet og Naturdata, Aarhus Universitet. TA-A116, version 1. 10 s.
Rasmussen, L.M., Matthiesen, A., Leegaard, J., Schwebs, S.A. & Nyegaard, T. (2023). Hedehøg i Danmark 2022. DOF’s arbejdsrapport fra Projekt Hedehøg. – Dansk Ornitologisk Forening.
Rasmussen, L.M., Matthiesen, A., Leegaard, J., Schwebs, S.A. & Nyegaard, T. (2024). Hedehøg i Danmark 2023. DOF’s arbejdsrapport fra Projekt Hedehøg. – Dansk Ornitologisk Forening.
Rasmussen, L.M., Matthiesen, A., Leegaard, J. & Schwebs, S.A. (2025). Hedehøg i Danmark 2024. DOF’s arbejdsrapport fra Projekt Hedehøg. – Dansk Ornitologisk Forening.
Rasmussen, L.M., Matthiesen, A., Leegaard, J. & Schwebs, S.A. (2026). Hedehøg i Danmark 2025. DOF’s arbejdsrapport fra Projekt Hedehøg. – Dansk Ornitologisk Forening.
Schlaich, A.E., Klaassen, R.H.G., Bouten, W., Bretagnolle, V., Koks, B.J., Villers, A. & Both, C. (2016). How individual Montagu’s Harriers cope with Moreau’s Paradox during the Sahelian winter. – Journal of Animal Ecology 85: 1491-1501.
Sørensen, I.H., Rasmussen, L.M. & Nyegaard, T. (2023). Hvordan sikres Hedehøgens fremtid som dansk ynglefugl? En analyse af 25 års overvågningsdata. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 117: 111-121.
Sørensen, U.G. (1995). Truede og sjældne danske ynglefugle 1976-1991. – Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift 89: 1-48.
Vikstrøm, T. & Moshøj, C.M. (2020). Fugleatlas. De danske ynglefugles udbredelse 2014-2017. – Dansk Ornitologisk Forening. Lindhardt og Ringhof. 840 s.
| År | Dækning | Antal |
|---|---|---|
| 2018 | Fuglebeskyttelsesomr. | 1 par |
| 2019 | Fuglebeskyttelsesomr. | 6 par |
| 2020 | Fuglebeskyttelsesomr. | 3 par |
| 2021 | Fuglebeskyttelsesomr. | 2 par |
| 2022 | Fuglebeskyttelsesomr. | 3 par |
| 2023 | Fuglebeskyttelsesomr. | 4 par |
| 2024 | Fuglebeskyttelsesomr. | 2 par |
| 2025 | Fuglebeskyttelsesomr. | 0 par |
Tabel 1. NOVANA-overvågning af hedehøg i Danmark, 2018-2025.