Aarhus Universitets segl

Blå kærhøg

Circus cyaneus

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Ynglefugl

Bilag I

Ikke relevant (NA)

0 par (2023)

2012-2023: forsvundet
1980-2023: faldende

Blå kærhøg har siden 1800-tallet været en meget sjælden og uregelmæssig ynglefugl i Danmark. Der er i NOVANA-perioden 2004-2023 ikke registreret sandsynlige eller sikre ynglefund af blå kærhøg, og arten må betegnes som forsvunden som ynglefugl i Danmark.

Om arten

Blå kærhøg yngler uregelmæssigt i Danmark i åbne områder med lav vegetation som marskenge, strandsumpe, heder og hedemoser. Der er registreret ret få yngleforekomster, senest fra 2002. Arten er trækfugl, og skandinaviske blå kærhøge overvintrer bl.a. i Danmark.

Blå kærhøg har ikke i nyere tid været en regelmæssig dansk ynglefugl. Arten forsøgte tilsyneladende at kolonisere Syd- og Vestjylland i midten af 1990’erne, hvor op til fem par blev registreret, men det lykkedes altså ikke at etablere en bestand (Nyegaard m.fl. 2014). 

De største trusler mod blå kærhøg er menneskelige forstyrrelser i yngleperioden samt afvanding og opdyrkning af ynglepladserne.

Overvågningsmetoder

I NOVANA har blå kærhøg været overvåget siden 2012. I 2012-2016 blev arten overvåget årligt og landsdækkende efter Intensiv 2-metoden. Miljøstyrelsen undersøgte her sikre og mulige yngleforekomster, der var blevet indrapporteret i DOFbasen. Overvågning af blå kærhøg efter Intensiv 2 kunne desuden også ske ved kontakt til observatøren af mulige ynglefund suppleret med besøg på lokaliteten i fornødent omfang. Feltarbejde foregik i perioden 1.-30. juni (Pihl m.fl. 2012f).

I 2017 blev overvågningsprogrammet revideret, og siden da er blå kærhøg blevet overvåget som Intensiv 1 inden for det fuglebeskyttelsesområde, hvor arten er på udpegningsgrundlaget som ynglefugl (Holm & Søgaard 2017d). 

Til vurdering af bestandsestimater og og bestandsudviklinger er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.  

Resultater

Der blev under den seneste overvågning i 2023 ikke registreret sandsynlige eller sikre ynglefund af blå kærhøg. Arten er endnu ikke registreret som dansk ynglefugl i NOVANA-perioden 2004-2023. 

Udvikling i antal og udbredelse

Blå kærhøg har altid været en meget sjælden ynglefugl i Danmark, som aldrig rigtig har fået fodfæste. Omkring år 1900 ynglede der formodentlig nogle få par, og i 1930'erne var arten uregelmæssigt ynglende på 2-3 lokaliteter i Sønderjylland (Løppenthin 1967, Jørgensen 1989). I 1943 var der tre sikre ynglepar i Vestjylland (Olsen 1992). I nyere tid er de seneste ynglepar registreret i 1998 ved Ribe og i 2002 ved Lille Vildmose (Nyegaard m.fl. 2014). Bestanden har været faldende siden 1980 (P<0,001).

Referencer

Se afsnittet med Referencer for ynglefugle - nederst i ynglefugledelen af rapporten.

Foto: Wikimedia Commons/Isle of Man Government (Hen Harrier)
Blå kærhøg
Foto: Wikimedia Commons/Isle of Man Government (Hen Harrier)

År Dækning Antal
2018 Ingen overvågning
2019 Fuglebeskyttelsesomr.   0 par
2020 Ingen overvågning
2021 Ingen overvågning
2022 Ingen overvågning
2023 Fuglebeskyttelsesomr.   0 par

Tabel 1. NOVANA-Overvågning af ynglende blå kærhøg 2018-2023.