Aarhus Universitets segl

Tinksmed

Tringa glareola

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Ynglefugl

Bilag I

Truet (EN)

245 par (2023)

2012-2023: Stigende
1980-2023: Stigende

Tinksmed er en fåtallig dansk ynglefugl. Antallet i 2023 var større end tidligere registreringer under NOVANA-overvågningen, og det største antal i mere end 60 år. Den stigende bestand er sårbar på grund af den ringe størrelse. Dræning og tilplantning af levestederne gennem 1900-tallet har medført en kraftig tilbagegang til et lavpunkt i 1984, hvor der kun blev registreret 47-55 ynglepar. Den efterfølgende stigning i bestanden kan især tilskrives en aktiv og målrettet forvaltningsindsats i Thy. En målrettet forvaltning af bestandene uden for Thy vil sandsynligvis have en gavnlig virkning på landets samlede bestand.

Om arten

Tinksmed yngler i Danmark i åbne hedemoser samt ved småsøer og kær i hedeområder. Arten er en trækfugl, som overvintrer i Afrika.

Tinksmed ynglede tidligere ret almindeligt i Jylland, men kun undtagelsesvis i resten af landet. Arten er gået stærkt tilbage igennem 1900-tallet og forekommer nu alene i den vestlige del af Jylland (Vikstrøm & Moshøj 2020).

Dræning og tilplantning af levestederne gennem 1900-tallet har medført en kraftig tilbagegang for arten.  De største trusler mod tinksmed i Danmark er tab af ynglehabitat i form af næringsfattige hedemoser. Naturtypen kræver pleje eller græsning for ikke at gro til. Meget tyder dog på, at arten også i vinterkvarteret er udsat for trusler, da tilbagegangen ikke alene kan forklares med forholdene på artens ynglepladser i Skandinavien (Hagemeijer & Blair 1997).

Overvågningsmetoder

Tinksmed blev tidligere overvåget hvert andet år efter Intensiv 1-metoden, hvor potentielle yngleområder blev gennemgået i transekter, som samlet dækkede området, i perioden 15.-31. maj (Pihl m.fl. 2013).

I 2017 blev overvågningen revideret, og arten bliver nu hvert andet år overvåget i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. En gang hvert sjette år udvides overvågningen til at være landsdækkende (2019), så arten eftersøges såvel i, som uden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. I NOVANA er tinksmed blevet overvåget siden 2005 (Holm & Søgaard 2017g). I 2021 testede Miljøstyrelsen brug af playback i overvågningen og fra 2023 har denne mulighed været skrevet ind i den tekniske anvisning for overvågning af arten (Holm & Balsby 2023g).

Overvågningen er formelt kun i fuglebeskyttelsesområder, men dækker reelt de eksisterende yngleområder for arten.

Resultater

I 2023 blev der registreret 245 par, hvilket er det højeste antal i NOVANA-perioden 2004-2023 (Figur 1, Figur 2, Tabel 1). Det er samtidig det højeste antal i mere end 60 år (Grell 1998). Den store stigning kan til dels forklares med en meget våd vinter og forår, der gav optimale ynglebetingelser, og til dels en grundigere overvågning med brug af playback (Holm & Balsby 2023).

Udvikling i antal og udbredelse

Antallet af ynglende tinksmed har overordnet været stabilt i NOVANA-perioden, men er steget kraftigt mellem 2019 og 2023 fra 137 til 245 par. Ved første overvågning i 2005 blev der registreret 66-67 ynglepar, mens der ved de seks overvågningsår mellem 2007 og 2017 blev registreret mellem 94 og 118 ynglepar (Tabel 1). Med de 222 par i 2021 og 245 par i 2023 må bestanden betegnes som værende stigende, med det forbehold, at tallene for de to seneste overvågninger kan skyldes en grundigere overvågning, som beskrevet herover.

I perioden 1978-1981 blev der kortlagt 88-112 ynglepar på 53 lokaliteter (Dybbro 1985). I perioden 2007-2019 var ynglebestanden således på niveau med, eller lidt højere end bestanden i 1980, mens den i perioden 1993-1996 var nede på 63-82 par (Grell 1998). Lavpunktet var i 1984, hvor der kun blev registreret 47-55 ynglepar (Østergaard 1986). Efterfølgende er den danske bestand steget, hvilket især kan tilskrives resultatet af en aktiv og målrettet forvaltningsindsats i Thy (Linnet 2001). Overordnet har bestanden været stabil i den lange periode 1980-2019, og ser herefter ud til at stige frem til 2021.

Udbredelsen af tinksmed har vist tilbagegang siden 1980, men har været ret stabil i perioden 2004-2021. Artens ynglelokaliteter er indskrænket med over 80 % i forhold til perioden 1978-1981, og tinksmed er forsvundet fra Læsø og store dele af Midt- og Sydjylland. Ved kortlægningen af ynglefugle i 1971-1974 blev arten registreret i 65 5x5 km kvadrater mod blot 28 i 1993-1996 (Grell 1998).  

Referencer

Se afsnittet med Referencer for ynglefugle - nederst i ynglefugledelen af rapporten.

Figur 1. Monitering af ynglende tinksmed i Miljøstyrelsens NOVANA-overvågning 2023, hvor arten er eftersøgt i de fuglebeskyttelsesområder hvor den er på udpegningsgrundlaget.

Figur 2. Bestandsudvikling for tinksmed i perioden 2004-2023.

År Dækning Antal
2018 Ikke overvåget
2019 Hele landet 137 par
Ikke overvåget
2021 Fuglebeskyttelsesomr. 222 par
Ikke overvåget
2023 Fuglebeskyttelsesomr. 245 par

Tabel 1. NOVANA-overvågning af tinksmed i Danmark 2018-2023.