Aarhus Universitets segl

Hedehøg

Circus pygargus

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Ynglefugl

Bilag I

Truet (EN)

21 par (2023)

2012-2023: Stabil
1980-2023: Faldende

Antallet af hedehøg i Danmark er faldet siden 1980, men har de seneste år ligget overordnet stabil. Udbredelsen er dog mindsket i perioden.

Om arten

Hedehøg yngler i Danmark dels i dyrkede marker og dels i træfattige hedemoser og marskområder med indslag af rørsump. De danske hedehøge tilhører den nordvesteuropæiske bestand, som overvintrer i Afrika.

Hedehøg ynglede tidligere i nyplantede nåletræskulturer og var udbredt i flere områder i Vest- og Nordjylland. Fra midten af 1900-tallet gik hedehøg stærkt tilbage og blev samtidigt koncentreret i Vadehavsområdet med enkelte forekomster i primært det øvrige Jylland.

Hedehøg yngler nu i dyrkede marker, formentlig som resultat af omfattende opdyrkning af heder og overdrev, hvor de tidligere ynglede (Hagemeijer & Blair 1997). Arten kræver store engområder som fourageringsareal. De største trusler synes at være ødelæggelse af reder med æg eller unger under høstarbejde, fødemangel og forstyrrelser. På trækket er dødeligheden relativt høj, især i Afrika (Klaassen m.fl. 2013). I vinterkvarterene er de største trusler habitatødelæggelse og -forandringer forårsaget af tørke og menneskelige aktiviteter (Schlaich m.fl. 2016).

Overvågningsmetoder

Hedehøg blev inden for perioden 2012-2016 overvåget i hele landet efter Intensiv 1-metoden, senest i 2014. De potentielle yngleområder blev gennemkørt i bil, og ynglepar blev kortlagt inden for perioden 1. juni-15. juli (Pihl m.fl. 2012).   

I 2017 blev overvågningsprogrammet revideret, og hedehøg bliver nu overvåget efter Intensiv 2-metoden. Det betyder, at NOVANA-overvågningen af bestandsstørrelse og udbredelse sker på baggrund af oplysninger i DOFbasen om ynglepar. Endvidere overvåges hedehøg nu kun inden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. I Sønderjylland dækkes overvågningen af hedehøg af ”Projekt Hedehøg” som er et samarbejde mellem Miljøministeriet, de berørte kommuner og DOF. I praksis sikrer NOVANA-overvågningen, at overvågningen af hedehøg også forekommer i de udpegede fuglebeskyttelsesområder, som ikke dækkes af ”Projekt Hedehøg” (Holm & Søgaard 2017, Holm 2022). 

Til beregning af bestandsestimater og bestandsudvikling (Figur 2) er NOVANA-data blevet suppleret med data fra Projekt Hedehøg.  

Resultater

I NOVANA-overvågningen blev der i 2022 og 2023 henholdsvis registreret tre og fire ynglepar inden for de udpegede områder (Figur 1). I 2022 og 2023 blev der i ”Projekt Hedehøg” registreret henholdsvis 20 og 21 sikre og sandsynlige par (Rasmussen m.fl. 2023, Rasmussen m.fl. 2024), hvilket også er landstotalerne for de to år. 

Udvikling i antal og udbredelse

Udviklingen i antal i NOVANA-perioden 2012-2023 (korttidsudviklingen) har været fluktuerende men overordnet stabil med gennemsnitligt 22 sikre og sandsynlige årlige ynglepar siden 2012 (Figur 2) (Sørensen m.fl. 2023).

Forud for ”Projekt Hedehøg” er arten bl.a. blevet kortlagt ved en undersøgelse i 1968-1972, hvor bestanden blev anslået til 30-40 par ((Dybbro 1976, Jørgensen 1989). I 1980 registreredes 45 par (Sørensen 1995), i 1998 35-50 par (Grell 1998) og i 2004 35-45 par (Grell m.fl. 2004). Langtidsudviklingen i antallet af ynglepar siden 1980 har været faldende.

Udbredelsen af hedehøg har i perioden mellem DOFs seneste atlasprojekter (1996-2017) været faldende med 18% (Grell 1998, Vikstrøm & Moshøj 2020). I perioden 1974-2017 er udbredelsen faldet med 14% (Dybbro 1976, Vikstrøm & Moshøj 2020). Siden 1980 er udbredelsen mindsket, da hedehøg er forsvundet fra Bornholm, Nordjylland og Midtjylland (Grell 1998).

Referencer

Se afsnittet med Referencer for ynglefugle - nederst i ynglefugledelen af rapporten.

Hedehøg/Foto: Peter Bundgaard
Hedehøg
Foto: Peter Bundgaard

Figur 1a. Monitering af ynglende hedehøg i Miljøstyrelsens NOVANA-overvågning 2022, hvor arten er eftersøgt i de fuglebeskyttelsesområder hvor den er på udpegningsgrundlaget.

Figur 1b. Monitering af ynglende hedehøg i Miljøstyrelsens NOVANA-overvågning 2023, hvor arten er eftersøgt i de fuglebeskyttelsesområder hvor den er på udpegningsgrundlaget.

Figur 2. Bestandsudvikling for hedehøg i perioden 2004-2023. Data stammer fra Miljøstyrelsens NOVANA-overvågning suppleret med data fra andre kilder.

År Dækning Antal
2018 Fuglebeskyttelsesomr.   1 par
2019 Fuglebeskyttelsesomr. 6 par
2020 Fuglebeskyttelsesomr. 3 par
2021 Fuglebeskyttelsesomr. 2 par
2022 Fuglebeskyttelsesomr. 3 par
2023 Fuglebeskyttelsesomr. 4 par

Tabel 1. NOVANA-overvågning af hedehøg i Danmark, 2018-2023.