Pandion haliaetus
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Ynglefugl | Bilag I | 9 par (2023) | 2004-2023: stigende |
Fiskeørn er en meget sjælden ynglefugl i Danmark. Arten genindvandrede i begyndelsen af 1990’erne, og bestanden er siden vokset til 9 ynglepar i 2023. Arten slog sig først ned i Vestjylland, og yngler nu også i Midtjylland og på Sjælland.
Fiskeørn yngler i høje, gamle træer i uforstyrrede områder. Fuglene synes at foretrække områder med fredelige, klarvandede, skovomkransede søer med et rigeligt udbud af fisk. Arten er trækfugl, som overvintrer i Sydeuropa og Afrika (Martin m.fl. 2019).
Fiskeørn var en sjælden ynglefugl i Danmark frem til begyndelsen af 1900-tallet, hvorefter den forsvandt. I 1994 blev der observeret en aktiv rede, og efterfølgende har der ynglet op til 9 par årligt i Danmark (Novrup 2021, Novrup 2024).
Fiskeørn er især negativt påvirket af menneskelige forstyrrelser i yngleperioden, som kan få fuglene til at opgive deres yngleforsøg.
Fiskeørn blev i 2012 og 2015 overvåget landsdækkende efter Intensiv 2-metoden, hvor Miljøstyrelsen undersøgte sikre og sandsynlige yngleforekomster, som blev indrapporteret i DOFbasen. Overvågning af fiskeørn kunne også ske ved kontakt til observatører af mulige ynglefund suppleret med besøg på lokaliteten i fornødent omfang (Pihl m.fl 2012g). Siden 2017 er denne overvågning blevet foretaget årligt og begrænset til de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Holm & Søgaard 2017, Holm 2022). I NOVANA er fiskeørn blevet overvåget siden 2012.
Til beregning af bestandsestimater og bestandsudviklinger (Figur 2) er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.
I NOVANA-overvågningen i 2022 og 2023 blev der registreret henholdsvis 2 og 3 par (Figur 1, Tabel 1). Supplering af NOVANA-data med andre datakilder (Novrup 2024) viser, at den danske ynglebestand af fiskeørn sammenlagt var på 9 par i 2023 (Figur 2).
Fiskeørn forsvandt som ynglende for godt 100 år siden, men genindvandrede i 1994. I NOVANA-perioden 2004-2023 har bestanden været signifikant stigende fra 1 par i 2004 til 9 par i 2023, ligesom langtidsudviklingen 1980-2023 også har vist en stigning. Arten ynglede først ved Flyndersø i Vestjylland og har sidenhen bredt sig til Midtjylland og Sjælland (Vikstrøm & Moshøj 2020).
Se afsnittet med Referencer for ynglefugle - nederst i ynglefugledelen af rapporten.
År | Dækning | Antal |
---|---|---|
2018 | Fuglebeskyttelsesomr. | 3 par |
2019 | Fuglebeskyttelsesomr. | 4 par |
2020 | Fuglebeskyttelsesomr. | 5 par |
2021 | Fuglebeskyttelsesomr. | 5 par |
2022 | Fuglebeskyttelsesomr. | 2 par |
2023 | Fuglebeskyttelsesomr. | 3 par |
Tabel 1. NOVANA-overvågning af fiskeørn i Danmark, 2018-2023.