Porzana porzana
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Ynglefugl | Bilag I | 69-168 par (2018-2023) | 2012-2023: Stabil-fluktuerende |
Antallet af ynglepar (territoriehævdende fugle) af plettet rørvagtel er stærkt svingende år til år. Sammenlagt må bestanden vurderes som stabil-fluktuerende på kort sigt (2012-2023) og stabil-stigende på lang sigt (1980-2023).
Plettet rørvagtel yngler i Danmark i større sumpområder og ferske enge med en vanddybde på højst 30 cm. Arten synes at foretrække starzonen, men yngler også i ukultiverede enge i ådale med naturlige, tidvise oversvømmelser. Plettet rørvagtel er en trækfugl, som overvintrer i Østafrika.
Plettet rørvagtel var øjensynlig ret almindelig i 1800-tallet og udbredt over hele landet. Arten er gået meget tilbage i løbet af 1900-tallet. Dog er udbredelsen over hele Danmark opretholdt.
Plettet rørvagtel har været udsat for store ødelæggelser af dens foretrukne habitater op igennem 1900-tallet, og mangel på egnet habitat er formentlig årsagen til, at arten fortsat er fåtallig i Danmark.
I Miljøstyrelsens NOVANA-overvågning er plettet rørvagtel blevet overvåget siden 2005. Arten blev i 2012-2016 overvåget årligt efter Intensiv 2-metoden, hvor Miljøstyrelsen verificerede sikre og mulige yngleforekomster udtrukket fra DOFbasen. Overvågningen kunne suppleres med kontakt til observatører af mulige ynglefund samt besøg på lokaliteten i fornødent omfang. Eventuelt feltarbejde foregik i perioden 25. april til 31. juli og omfattede natlytning efter territoriehævdende fugle. Under Intensiv 2 var overvågningen landsdækkende (Pihl m.fl. 2012h).
Fra 2017 er overvågningen lagt op i Intensiv 1-programmet, som er opsøgende overvågning af artens bestandsstørrelse og udbredelse i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Overvågningen gennemføres ved lytning efter hannens parringssang i varme og stille nætter. Arten ankommer ofte til Danmark i to perioder. Hver lokalitet besøges derfor to gange, første gang i perioden 15. april – 15. maj (forår) og anden gang i perioden 15. juni – 15. juli (sommer) (Holm & Søgaard 2017e, Holm & Balsby 2023c).
Til beregning af bestandsestimater (Figur 1) er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder. Specifikt for 2023 er der suppleret med data fra DOFbasen og foretaget en databaseret beregning af antal ynglende plettet rørvagtel for de områder, der ikke er dækket af NOVANA-overvågningen (Holm & Pedersen 2024).
I NOVANAs 2023-overvågning blev der registreret 52 syngende hanner i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Figur 1, Tabel 1). Ved at supplere NOVANA-data med andre datakilder, er antallet af syngende hanner estimeret til 168, hvilket for denne fluktuerende art vurderes at være et maksimumstal (Figur 1) (Holm & Pedersen 2024).Hvis man kigger på data fra et år ad gangen, er der registreret mellem 69 og 156 syngende hanner i perioden 2018-2023 (Pinnerup 2024, Nielsen m.fl. 2023). Ud fra disse tal vurderer vi bestanden til 69-168 for perioden 2018-2023.
Metoden til at opgøre landsbestanden er ny og derfor ikke nødvendigvis sammenlignelig med tidligere estimater. Vi har derfor benyttet NOVANA-data til at vurdere, at udviklingen 2012-2023 er stabil-fluktuerende (Figur 2).
Tendensen i udviklingen siden 1980 (langtidsudviklingen) har ligeledes været fluktuerende, men må vurderes som overordnet stabil-stigende. Bestanden i 1978-81 blev vurderet til 32-55 par, og kortlægningen i 1990'erne gav mellem 22 og 61 syngende hanner (Grell 1998). I 2003 blev der registreret 203 syngende hanner (Vikstrøm & Moshøj 2020).
Se afsnittet med Referencer for ynglefugle - nederst i ynglefugledelen af rapporten.
Figur 1. Udbredelsen og antal af ynglende plettet rørvagtel i Danmark. Data består dels af Miljøstyrelsens NOVANA-overvågning fra 2023, hvor arten er eftersøgt i de fuglebeskyttelsesområder hvor den er på udpegningsgrundlaget, og dels yngleforekomster fra resten af landet estimeret ud fra data fra DOFbasen.
År | Dækning | Antal |
---|---|---|
2018 | Ingen overvågning | |
2019 | Fuglebeskyttelsesomr. | 114 par |
2020 | Ingen overvågning | |
2021 | Fuglebeskyttelsesomr. | 48 par |
2022 | Ingen overvågning | |
2023 | Fuglebeskyttelsesomr. | 52 par |
Tabel 1. Miljøstyrelsens NOVANA-overvågning af plettet rørvagtel 2018-2023 i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget.