Chlidonias niger
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Ynglefugl | Bilag I | 81-82 par (2023) | 2012-2023: Stabil |
Sortterne har i NOVANA-perioden 2004-2023 været en fåtallig men stabil ynglefugl i Danmark. Arten er forsvundet fra de sidste ynglelokaliteter på Øerne, hvor seneste ynglefund var i 2009 i Ramsøådalen.
Sortterne yngler i Danmark i kolonier ved ferskvand ved åbne, våde enge med siv- og startuer samt grøfter og andre åbentvandsområder, i overgangszonen mellem kreaturafgræssede enge og moser, samt i søer og moser med rigelig flydebladsvegetation. Arten er en trækfugl, som overvintrer i Vestafrika.
Sortterne var tidligere mere almindelig og udbredt over det meste af landet, men er gået stærkt tilbage i 1900-tallet og forekommer i dag i ganske få områder i Nord-, Vest- og Sydjylland.
De største trusler mod sortterne er tab af ynglehabitat i forbindelse med tilgroning eller dræning af søer, men også pesticider og eutrofiering nævnes som trusler. Hele den europæiske bestand samles i august i IJsselmeer i Holland og senere i overvintringskvarteret i Vestafrika, hvilket i sig selv gør arten sårbar i disse områder (Hagemeijer & Blair 1997). Et problem for fuglene kan være mangel på flydebladsvegetation, og for at hjælpe arten, udlægges der derfor redeflåder i yngleområderne, hvor på fuglene kan etablere deres reder (Tofft 2021).
Sortterne bliver overvåget årligt efter Intensiv 1-metoden. I 2012-2016 var overvågningen landsdækkende og potentielle yngleområder blev besøgt inden for perioden 25. maj - 10. juni. Sortterner blev optalt fra et observationspunkt og ynglekolonierne optalt tre gange i løbet af 20 min. Det maksimale antal blev så noteret som antallet af ynglefugle (Pihl m.fl. 2012p).
Overvågningsprogrammet er sidenhen blevet revideret og fuglene er fra 2017 kun blevet overvåget i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Overvågningen dækker alle eksisterende yngleområder for arten (Bregnballe & Holm 2017c, Bregnballe & Holm 2023), bortset fra Husby Sø.
Overvågning af arten gennemføres nu ved to optællinger af ynglefugle, idet første tælling skal finde sted inden for perioden 20. maj - 10. juni (etableringsperiode) og anden tælling inden for perioden 10. juni – 30. juni (rugeperiode). Der kan vælges mellem fem forskellige metoder, hvilke er beskrevet i den tekniske anvisning til overvågning af sortterne (Bregnballe & Holm 2023).
Sortternen har i 2012-2023 ynglet i tre fuglebeskyttelsesområder i Jylland, som alle er udpeget for sortterne. I 2023 blev der her i NOVANA-overvågningen registreret 81-82 par og udviklingen i perioden er stabil, men fluktuerende (Figur 1, Figur 2). Yderligere blev der i projektet Sortterne - Vestjylland registreret 3-5 ynglepar i Husby Sø, hvilket får landsbestanden op på 84-87 par.
I Vejlerne i Nordjylland har antallet af ynglepar været vigende i perioden 2012-2023 (Nielsen & Clausen 2024). I Vestjylland er arten registreret i Husby Sø og Vest Stadil Fjord, men også her har antallet været for nedadgående. I Sydjylland har sortterne ynglet i Hasbjerg Sø og Magisterkogen. Her har antallet af ynglepar fluktueret, hvilket kan skyldes, at lokaliteterne ligger tæt på den tyske grænse, og at arten i nogle år overvejende yngler syd for grænsen. Samlet set har bestanden været stabil men fluktuerende i perioden 2012-2023 (Figur 2).
I 1980 blev der registreret 190-220 par i 18-19 kolonier (Sørensen 1995). Efterfølgende blev bestanden vurderet til 100 par i perioden 1993-1996 (Grell 1998). Der er således tale om en støt, signifikant tilbagegang, som fortsætter linjen fra slutningen af 1800-tallet, hvor der formodes at have ynglet flere tusinde par sortterner i Danmark (Grell 1998).
Se afsnittet med Referencer for ynglefugle - nederst i ynglefugledelen af rapporten.
År | Dækning | Antal |
---|---|---|
2018 | Ikke overvåget | |
2019 | Fuglebeskyttelsesomr. | 65-67 par |
2020 | Ikke overvåget | |
2021 | Fuglebeskyttelsesomr. | 67 par |
2022 | Ikke overvåget | |
2023 | Fuglebeskyttelsesomr. | 81-82 |
Tabel 1. NOVANA-overvågning af sortterne i Danmark 2018-2023.