Aarhus Universitets segl

Rørdrum

Botaurus stellaris

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Ynglefugl

Bilag I

Sårbar (VU)

505 par (2023)

2012-2023: Stabil
1980-2023: Stigende

Bestandsudviklingen for rørdrum har været stigende siden 1970’erne og antallet af ynglepar ligger nu stabilt med fluktuationer mellem årene. Udbredelsen er også øget, og rørdrum findes ynglende over hele Danmark.

Om arten

Rørdrum yngler i Danmark i større, vanddækkede rørskove ved søer, fjorde eller brede vandløb. Arten er formentlig overvejende standfugl, som kan trække mod sydvest i forbindelse med strenge vintre.

Siden bestanden nåede et lavpunkt på 10-20 par i begyndelsen af 1970’erne, har antallet af ynglende rørdrum været stigende, bl.a. begunstiget af mange milde vintre. Arten har en meget stor bestand i Vejlerne i Nordjylland, men yngler i øvrigt spredt over hele landet, og har nu også spredt sig til Bornholm (Vikstrøm & Moshøj 2020).

Rørdrum kræver ganske store, vanddækkede rørskovsområder. Forsvinder vanddækket, forøges risikoen for prædation af æg og unger. Den danske bestand har i store dele af 1900-tallet været i tilbagegang på grund af ødelæggelse af flere vigtige levesteder for arten.

Overvågningsmetoder

Rørdrum blev i NOVANA-programmet overvåget første gang i 2013 efter Intensiv 1-metoden. Territoriehævdende (paukende) hanner blev her kortlagt tidlig morgen eller sen aften i perioden 1.-30. april. Hver paukende han blev omregnet til et ynglepar (Holm m.fl. 2013a).

I 2017 blev overvågningsprogrammet revideret, og rørdrum er herefter kun blevet overvåget inden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Med revisionen blev overvågningsvinduet samtidigt flyttet til 5. april - 5. maj (Holm & Søgaard 2017a). Fra og med 2023 blev det muligt at overvåge arten ved hjælp af playback (Holm & Balsby 2023a).

Overvågning af rørdrum efter metoden i NOVANA sker ved et enkelt besøg på lokaliteten. Ynglepar der observeres i forbindelse med overvågning af andre arter, primært plettet rørvagtel og rørhøg, uden for det fastsatte overvågningsvindue (5. april – 5. maj), kan medtages, såfremt forekomsten kan henføres til sikre eller sandsynlige ynglepar.

Rørdrum blev i 2023 eftersøgt på 122 lokaliteter inden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget.

Til beregning af bestandsestimater og bestandsudvikling (Figur 1, Figur 2) er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder. Specifikt for 2023 er der suppleret med data fra DOFbasen og foretaget en databaseret beregning af antal ynglende rørdrum for de områder, der ikke er dækket af NOVANA-overvågningen (Holm m.fl. in prep.).

Resultater

I 2023 blev der i NOVANA registreret 272 ynglepar af rørdrum indenfor de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Tabel 1). 

Udvikling i antal og udbredelse

Ved at supplere NOVANA-data med andre datakilder lander den samlede bestand for hele landet i 2023 på 505 par (Figur 1, Figur 2). Tallet ligger inden for variationsestimatet fra Atlas III, hvor bestanden for perioden 2014-2017 blev vurderet  til 450-653 par (Vikstrøm & Moshøj 2020).   

Korttidsudviklingen 2012-2023 vurderes at være stabil, dog med fluktuationer (Figur 2). Langtidsudviklingen har været stigende fra 25 par i 1980 til 475 i 2023 (P<0,001).

Den geografiske udbredelse er mellem 1996 og 2017 steget med 130%. Langtidsudviklingen i udbredelse målt i perioden 1974 -2017 viser ligeledes en markant forøgelse på 421%. Ved atlasundersøgelsen i 1971-1974 blev rørdrum fundet i Vejlerne, den allersydligste del af Jylland og enkelte andre steder, hvorimod arten i 1993-1996 og igen i 2014-2017 kunne findes spredt over størstedelen af Danmark (Dybbro 1976, Grell 1998, Vikstrøm & Moshøj 2020).

Referencer

Se afsnittet med Referencer for ynglefugle - nederst i ynglefugledelen af rapporten.

Rørdrum/Foto: Marek Szczepanek, Wikimedia Commons
Rørdrum
Foto: Marek Szczepanek / Wikimedia Commons

Figur 1. Udbredelsen og antal af ynglende rørdrum i Danmark. Data består dels af Miljøstyrelsens NOVANA-overvågning fra 2023, hvor arten er eftersøgt i de fuglebeskyttelsesområder hvor den er på udpegningsgrundlaget, og dels yngleforekomster fra resten af landet estimeret ud fra data fra DOFbasen.

Figur 2. Rørdrums bestandsudvikling i Danmark 1974-2023. Data fra 2023 stammer fra Miljøstyrelsens NOVANA-overvågning suppleret med data fra andre kilder. Data fra 1974, 1996 og 2017 er fra DOF's atlaskortlægninger.

År NOVANA Supp. data I alt
2019 258 par
2021 254 par
2023 272 par 233 par 505 par

Tabel 1. Miljøstyrelsens NOVANA-overvågning af rørdrum 2018-2023 i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. For 2023 er der foretaget en databaseret beregning af antal ynglende rørdrum for de områder, der ikke er dækket af NOVANA-overvågningen, således at landsbestanden når op på i alt 505 par.