Sort stork har i en lang årrække ikke ynglet i Danmark. Tidligere tiders yngleforekomster er fra store, gamle og uforstyrrede skove tæt ved føderige vådområder. Arten er trækfugl, som uden for yngleperioden trækker til tropisk Afrika.

Sort stork ynglede tidligere fåtalligt, og den danske bestand er blevet anslået til 150 par i midten af 1800-tallet. Efterfølgende gennemgik arten en markant tilbagegang. Efter 1964 har sort stork ynglet uregelmæssigt og næppe årligt i Danmark (Christensen & Rasmussen 2015).

Sort stork er forsvundet på grund af fældning og afvanding af de store uforstyrrede løvskove som ynglefuglene kræver.

Sort stork overvåges i NOVANA årligt efter Intensiv 2-metoden, hvor Miljøstyrelsen verificerer sikre og sandsynlige yngleforekomster udtrukket fra DOFbasen (Holm 2022a). I NOVANA er sort stork blevet overvåget siden 2012.

I perioden 2012-2016 var overvågningen landsdækkende (Pihl m.fl. 2012a), men fra 2017 overvåges sort stork kun i fuglebeskyttelsesområde F7 Lille Vildmose, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Holm & Søgaard 2017b).

Til beregning af bestandsestimater og bestandsudviklinger er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.  

Der blev under den seneste overvågning i 2022 og 2023 ikke registreret mulige, sandsynlige eller sikre ynglefund af sort stork. Arten er endnu ikke registreret som dansk ynglefugl i NOVANA-perioden 2004-2023. 

Udvikling i antal og udbredelse

Bestanden af sort stork i Danmark har været signifikant faldende grundet ødelæggelse af ynglesteder, forstyrrelse og forfølgelse (P<0,001). Bestanden var på 150 ynglepar i 1850 og svandt ind til 70 par ved år 1900. I 1953 ynglede det sidste par af den oprindelige danske bestand (Grell 1998). Gennem 1980'erne var der sporadiske ynglepar med i alt 2-3 sikre forekomster i 1980'erne (Leegaard 2013), men i de seneste 25 år har arten været helt forsvundet som ynglefugl i Danmark.

Se afsnittet med Referencer for ynglefugle - nederst i ynglefugledelen af rapporten.