Cepphus grylle
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Ynglefugl | - | 1.864 par (2022) | 2012-2023: Stigende |
Overvågning af ynglende tejst i NOVANA-programmet blev gennemført for første gang i 2018. Overvågningen finder sted hvert andet år, men er begrænset til ø-gruppen Hirsholmene, der er det eneste fuglebeskyttelsesområde, hvor arten er på udpegningsgrundlaget.
I 2022 blev der registreret 1.032 ynglepar i fuglebeskyttelsesområdet Hirsholmene. For de øvrige danske ynglelokaliteter bliver der årligt eller med nogle års mellemrum gjort forsøg på at opgøre antallet af ynglepar. På baggrund af disse registreringer er det estimeret, at bestanden af tejst i Danmark voksede fra knap 900 par i 2004 til 1.900 par i 2010, og siden da har antallet ikke oversteget 2.000 par. Over de seneste 20 år har arten spredt sig til flere nye ynglelokaliteter.
Gennem årene 2004-2023 har omkring 50-80 % af Danmarks bestand ynglet på eller i nærheden af ø-gruppen Hirsholmene.
Tejst begynder som regel ikke at yngle, førend de er 4 år gamle. Arten lever af fisk (bl.a. tangspræl) og krebsdyr. Tejst yngler ved kyster over det meste af Nordatlanten og Nordishavet, men arten yngler også langs flere af de svenske, finske og estiske kyster i Østersøen. Danmark ligger på artens sydgrænse.
I Danmark yngler arten udelukkende i Kattegat og Storebælt, oftest på mindre øer. Her yngler arten i huller i klinter (hvilket er unikt for Danmark) og mellem store sten i strandkanten såvel som mellem sten i kystsikringer og på havnemoler. De vigtigste ynglelokaliteter er Hirsholmene, Sprogø og Hesselø (Asbirk 2019). Arten har været i fremgang, og er fortsat under spredning (Vikstrøm & Moshøj 2020). De danske ynglefugle er standfugle, og langt de fleste overvintrer i Kattegat og Bælthavet.
De største trusler mod tejst er bifangst i forbindelse med garnfiskeri samt prædation fra mink og rotter. Tidligere var arten også truet af olieforurening, som i visse vintre førte til høj dødelighed.
Tejst bliver under NOVANA-programmet overvåget efter Intensiv 1-metoden. Arten bliver hvert andet år talt op i det fuglebeskyttelsesområde, hvor den er på udpegningsgrundlaget. Overvågning af arten gennemføres ved én optælling af ynglefugle, idet tællingen skal finde sted inden for perioden 10. april til 5. maj (Bregnballe 2018).
Overvågningen foregår ved at tælle antallet af fugle på vandet ved ynglestedet tidligt om morgenen, hvorefter antallet af par beregnes som antal fugle multipliceret med 0,5. Overvågningen omfatter kun øgruppen Hirsholmene ud for Frederikshavn, hvilket er det eneste fuglebeskyttelsesområde, hvor arten er på udpegningsgrundlaget som ynglefugl. Da forholdene under optællingen kan variere fra år til år, er opgørelsen af yngleantallet i øgruppen forbundet med en del usikkerhed.
Arten blev overvåget under NOVANA-programmet for første gang i 2018.
Til beregning af bestandsestimater og bestandsudvikling (Figur 2) er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder. Hvis en lokalitet ikke er blevet talt i det år, hvor landsbestanden ønskes opgjort, er der brugt tal fra den seneste optælling på den pågældende lokalitet. For 2022 er der i disse tilfælde typisk brugt 1-2 år gamle optællinger, men for en enkelt lokalitet er seneste optælling gjort 6 år tidligere.
I 2022 blev tejst overvåget i fuglebeskyttelsesområdet, der omfatter ø-gruppen Hirsholmene. Dette er det eneste fuglebeskyttelsesområde, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Her blev der i 2022 registreret 1.032 ynglepar, hvilket var færre end i 2018, hvor der blev registreret 1.210 ynglepar. Den overvågning, der skulle have været gennemført på Hirsholmene i 2020, måtte annulleres på grund af logistiske begrænsninger forårsaget af covid-19. De 1.032 ynglepar i 2022 fordelte sig med 867 par på Hirsholm, 105 par på Tyvholm og 60 par på Deget.
Ved at inddrage optællingsresultater fra de lokaliteter i landet, hvor det vides, at arten yngler, blev ynglebestanden i Danmark estimeret til 1.864 par i 2022 (Frederiksen & Asbirk 2023 og supplerende data). Ynglelokaliteternes placering er angivet på Figur 1.
I forbindelse med andre projekter og frivillige ornitologers optællinger er tejst årligt, eller med nogle års interval blevet forsøgt optalt på andre potentielle ynglelokaliteter i landet. På baggrund af disse registreringer blev det estimeret, at der i 2004 ynglede 900 par tejster i Danmark, men allerede ved opgørelsen i 2010 blev bestanden estimeret til 1.900 par. En del af denne markante stigning kan skyldes, at det på visse lokaliteter er meget vanskeligt at opgøre antallet af ynglepar, og det gælder bl.a. kolonien ved Hirsholmene, som udgør det absolut vigtigste yngleområde for arten i Danmark. I 2018 blev antallet estimeret til 1.945 par og i 2020 til 1.890-1.900 par (Asbirk 2019, 2021). Dette ligger altså på samme niveau som de estimerede 1.864 par i 2022.
Gennem årene 2004-2022 har omkring 50-80 % af Danmarks bestand ynglet i eller i nærheden af ø-gruppen Hirsholmene. Arten har over en længere årrække spredt sig til flere nye ynglelokaliteter (Vikstrøm & Moshøj 2020).
Se afsnittet med Referencer for ynglefugle - nederst i ynglefugledelen af rapporten.
Figur 1. Udbredelse og antal af ynglende tejst i Danmark 2022. Data stammer fra NOVANA-overvågningen suppleret med øvrige registreringer. Symboler markeret med et hvidt kryds angiver lokaliteter, hvorfra vi ikke har optællinger fra det pågældende år, men hvor der i stedet er anvendt tal fra op til tre år tidligere.
År | Dækning | Antal |
---|---|---|
2018 | Fuglebeskyttelsesomr. | 1.210 par |
2022 | Fuglebeskyttelsesomr. | 1.032 par |
Tabel 1. Overvågning af tejst i NOVANA 2018-2022. Arten er kun overvåget i det fuglebeskyttelsesområde, hvor den er på udpegningsgrundlaget.