Alcedo atthis
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Ynglefugl | Bilag I | 440-942 par (2014-17) | 2012-2023: Stabil-fluktuerende |
Udbredelsen synes ikke at have ændret sig væsentligt, hverken siden 1980 eller indenfor NOVANA-perioden 2012-2023. Bestanden fluktuerer afhængigt af kolde vintre og vurderes til at være på 440-942 par.
Isfugl yngler i skrænter, herunder kunstige, i nærheden af fødesøgningsområder i form af klare åer og søer med en rig fauna af småfisk. De danske isfugle er primært stand- og strejffugle, idet 71 % af genfund af ringmærkede danske isfugle blev gjort mindre end 10 km fra ringmærkningsstedet. Danmark besøges om vinteren af isfugle fra vore nabolande (Bønløkke m.fl. 2006).
Isfugl er fåtallig, men udbredt over det meste af landet. Den mangler, eller er sjælden på de fleste mindre øer samt Bornholm (Vikstrøm & Moshøj 2020).
Isfugl er en sky fugl, og derfor sårbar over for forstyrrelser i yngleområdet. Der kan også lokalt være store svingninger i antal pga. forøget dødelighed i isvintre (Hagemeijer & Blair 1997, Grell 1998).
Isfugl blev i 2012 og 2015 overvåget ekstensivt. Udbredelsen blev her opgjort på baggrund af alle observationer i Dansk Ornitologisk Forenings database (DOFbasen) af isfugl med adfærdskoder, som indikerede yngleaktivitet, såsom redebygning, parringsflugt, territoriehævdelse osv. Endvidere blev alle observationer fra perioden 15. april - 15. august inddraget. Der blev i NOVANA-sammenhæng ikke gjort forsøg på at estimere størrelsen af den nationale ynglebestand, og ingen specifikke lokaliteter blev nærmere undersøgt (Pihl m.fl. 2012).
Efter revideringen af NOVANA-programmet i 2017 er overvågningen ændret, så isfugl nu overvåges hvert andet år efter NOVANAs Intensiv 1-metode, senest i 2020. Overvågningen foregår kun i de fuglebeskyttelsesområder hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Holm 2018g, Holm 2022g).
Til beregning af bestandsestimater og bestandsudviklinger er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.
I 2022 blev der i NOVANA registreret 4 ynglepar af isfugl indenfor de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget (Figur 1, Tabel 1).
Bestanden af isfugl blev i 1971-1974 skønnet til at ligge på ca. 200 ynglepar (Dybbro 1976). I atlaskortlægningen i 1993-1996 blev bestanden vurderet til ca. 300 par (Grell 1998). Bestanden kan fluktuere meget, da arten er følsom over for isvintre, hvor dødeligheden er stor. Efter isvinteren i 1981/82 blev bestanden således vurderet til kun 20-30 par (Meltofte & Fjeldså 2002). Efter en række milde vintre de senere år, er det vurderet, at bestanden ligger på 440-942 (Vikstrøm & Moshøj 2020). Bestanden må således vurderes at være stigende siden 1980.
Under det første atlasprojekt i 1971-74 ynglede arten stort set kun i det centrale Jylland, men arten har siden bredt sig til Vest- og Nordjylland samt til Øerne (Grell 1998, Vikstrøm & Moshøj 2020). Udbredelsen ser ikke ud til at have ændret sig nævneværdigt inden for NOVANA-perioden 2004-2023.
Se afsnittet med Referencer for ynglefugle - nederst i ynglefugledelen af rapporten.
Figur 1. Monitering af ynglende isfugl i Miljøstyrelsens NOVANA-overvågning 2022, hvor arten er eftersøgt i de fuglebeskyttelsesområder hvor den er på udpegningsgrundlaget.
År | Dækning | Antal |
---|---|---|
2018 | Fuglebeskyttelsesomr. | 4 par |
2019 | Ikke overvåget | |
2020 | Fuglebeskyttelsesomr. | 10 par |
2021 | Ikke overvåget | |
2022 | Fuglebeskyttelsesomr. | 4 par |
2023 | Ikke overvåget |
Tabel 1. NOVANA-overvågning af ynglende isfugl i Danmark 2018-2023.