Aarhus Universitets segl

Rørhøg

Circus aeruginosus

Sammenfatning

Status

Fuglebeskyttelsesdirektiv

Rødliste

Bestand

Bestandsudvikling

Ynglefugl

Bilag I

Livskraftig (LC)

809-1100 (2023)

2012-2023: Stigende
1980-2021: Stigende

Bestanden og udbredelsen af rørhøg har de seneste 12 år været stigende.

Om arten

Rørhøg yngler i Danmark i rørskove i moser, søer og tørvegrave. Fødesøgning foregår over marker, vedvarende græsarealer og enge. Arten er en trækfugl, som overvintrer i Vestafrika.

Rørhøg er mest almindelig i den sydlige del af landet og mere talrig på Øerne end i Jylland, og arten synes helt at mangle i store dele af det centrale Jylland (Vikstrøm & Moshøj 2020). 

Der er næppe større trusler mod rørhøg herhjemme, bortset fra rekreative aktiviteter.

Overvågningsmetoder

Rørhøg blev i perioden 2012-2016 overvåget ekstensivt i 2012 og 2015. Udbredelsen blev opgjort på baggrund af alle observationer i Dansk Ornitologisk Forenings database (DOFbasen) af rørhøg med adfærdskoder, som indikerede yngleaktivitet, såsom redebygning, parringsflugt, territoriehævdelse osv. Endvidere blev alle observationer fra perioden 15. juni til 31. juli indregnet, bortset fra fund af trækkende fugle. Der blev i den ekstensive NOVANA-overvågning ikke gjort forsøg på at estimere størrelsen af den nationale ynglebestand (Pihl m.fl. 2012).

I 2017 blev overvågningsprogrammet revideret og rørhøg bliver som følge heraf nu overvåget efter Intensiv 1-metoden inden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Samtidig er overvågningsvinduet ændret til 15. april - 15. maj (Holm & Søgaard 2017c, Holm 2023b).  

Til beregning af bestandsestimater og bestandsudviklinger er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder. Specifikt for 2023 er der suppleret med data fra DOFbasen og foretaget en databaseret beregning af antal ynglende rørhøg for de områder, der ikke er dækket af NOVANA-overvågningen (Holm & Pedersen 2024).

Resultater

I 2023, hvor rørhøg i NOVANA-programmet alene blev overvåget i udpegede fuglebeskyttelsesområder, blev der registreret 231 sikre og sandsynlige ynglepar (Figur 1, Tabel 1). Ved at supplere NOVANA-data med andre datakilder lander den samlede bestand for hele landet i 2023 på 809 par (Figur 1). Dette tal vurderes at være et minimumsantal. Nielsen m.fl. (2023) vurderede ud fra bl.a. ikke-offentliggjorte data bestanden til at ligge på 1000-1100 ynglepar i 2021. Dette passer med data fra Atlas III, hvor antallet af kvadrater med sikre og sandsynlige ynglefund af rørhøg er steget med 64 % i perioden 1996-2017 (Vikstrøm & Moshøj 2020). En fremskrivning af bestandstallet på 650 i 1996 (Grell 1998) med 64% lander på 1066 ynglepar. Ud fra disse data vurderes landsbestanden til at være 809-1100 par. Den samlede ynglebestand i Danmark blev til sammenligning i 2018 opgjort til 1070 par (Fredshavn m.fl. 2019).

Udvikling i antal og udbredelse

Den samlede bestand blev i slutningen af 1980’erne opgjort til 600 par i Danmark (Jørgensen 1989). I midten af 1990’erne blev bestanden i DOF’s atlasprojekt (Atlas II) vurderet til 650 par (Grell 1998). Sammenlignet med de nyere tal herover, vurderer vi bestanden som stigende på både kort sigt (2012-23) og på lang sigt siden 1980. 

Udviklingen i udbredelse mellem 1996 og 2017 har været stigende med 64 % beregnet ud fra DOFs atlasprojekter (Grell 1998, Vikstrøm & Moshøj 2020). Mellem 1974 og 2017 har stigningen i udbredelsen været på 378 % (Dybbro 1976, Vikstrøm & Moshøj 2020).

Referencer

Se afsnittet med Referencer for ynglefugle - nederst i ynglefugledelen af rapporten.

Rørhøg/Foto: Wikimedia Commons/Artur Mikołajewsk
Rørhøg
Foto: Wikimedia Commons/Artur Mikołajewsk

Figur 1. Udbredelsen og antal af ynglende rørhøg i Danmark. Data består dels af Miljøstyrelsens NOVANA-overvågning fra 2023, hvor arten er eftersøgt i de fuglebeskyttelsesområder hvor den er på udpegningsgrundlaget, og dels yngleforekomster fra resten af landet estimeret ud fra data fra DOFbasen.

År Dækning Antal
2019 Fuglebeskyttelsesomr. 194 par
2021 Fuglebeskyttelsesomr. 247 par
2023 Fuglebeskyttelsesomr. 231 par

Tabel 1. Miljøstyrelsens NOVANA-overvågning af rørhøg 2018-2023 i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget.