Hydrocoloeus minutus
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Ynglefugl | Bilag I | 0 par (2023) | 2012-2023: Faldende |
Dværgmåge blev overvåget i NOVANA for første gang i 2012. I 2012-2014 blev der registreret ét ynglepar årligt, og arten har ifølge Nyegaard m.fl. (2014) ynglet årligt mellem 2004, hvor NOVANA blev igangsat, og frem til 2014. I perioden 2015-2020 blev arten ikke konstateret ynglende under NOVANA-programmet. I 2021 blev der registreret 1 ynglepar og i 2023 0 par (Tabel 1). Ugunstige vejrforhold med for lav vandstand og deraf følgende prædationsrisiko anses for at være mulige årsager til, at arten har svært ved at få fodfæste på det sidst kendte ynglested i Vejlerne.
Dværgmåge har i mange år gjort yngleforsøg i hættemågekolonierne i Vejlerne i Nordjylland. Arten yngler på enge med nærliggende søer rige på myg og myggelarver. Arten er trækfugl, som overvintrer både langt til havs og i kystnære områder i bl.a. Middelhavet, ud for Afrika, Sortehavet m.m. (Grell 1998).
Dværgmåge har tidligere ynglet regelmæssigt i Danmark med op til 50 par omkring 1940. Arten har altid været koncentreret i Nordvestjylland og har ynglet årligt fra NOVANA-programmets start i 2004 til 2014 (Nyegaard m.fl. 2014), men ikke i årene efter (Tabel 1).
Dværgmåge blev i 2012-2016 overvåget efter Intensiv 2-metoden i hele landet, hvor Miljøstyrelsen verificerede sikre og mulige yngleforekomster udtrukket fra DOFbasen (Pihl m.fl. 2012n). I 2017 blev programmet revideret, og overvågningen sker nu hvert andet år som Intensiv 1 og kun i de fuglebeskyttelsesområder, hvor dværgmåge er på udpegningsgrundlaget (Holm & Søgaard 2017, Holm 2023h).
Til beregning af bestandsestimater og bestandsudviklinger er NOVANA-data blevet suppleret med data fra andre kilder.
Der blev ikke gjort ynglefund af dværgmåge i forbindelse med NOVANA-overvågningen i 2023.
Dværgmåge er udbredt i Eurasien og er på kanten af den vestlige udbredelse i Danmark (Hagemeijer & Blair 1997). Efter indvandringen i starten af 1900-tallet, har arten siden ynglet på en række lokaliteter i Vest- og Nordvestjylland, primært i Vejlerne (Sørensen 1995). Mellem 1974 og 1986 faldt bestanden fra 10-30 par til ét par. Siden da har bestanden fluktueret mellem 0 og 4-5 par (Grell 1998, Nyegaard m.fl. 2014). Bestanden af dværgmåge er faldende både på kort og lang sigt.
Se afsnittet med Referencer for ynglefugle - nederst i ynglefugledelen af rapporten.
Dværgmåge
Fotos: Rasmus Due Nielsen
År | Dækning | Antal |
---|---|---|
2018 | Ingen overvågning | |
2019 | Fuglebeskyttelsesomr. | 0 par |
2020 | Ingen overvågning | |
2021 | Fuglebeskyttelsesomr. | 1 par |
2022 | Ingen overvågning | |
2023 | Fuglebeskyttelsesomr. | 0 par |
Tabel 1. NOVANA-overvågning af dværgmåge i Danmark 2018-2023.