I Danmark yngler skarver i kolonier i træer og buske såvel som på jorden i nærheden af vandområder med fisk. Hovedparten af de danske ynglefugle trækker mod syd og sydvest om efteråret, og overvintrer i Vesteuropa og Nordafrika (Bregnballe m.fl. 1997, 2021).

Skarven er i dag udbredt som ynglefugl langs kyster i stort set hele landet. Den største koncentration af ynglende skarver findes i den sydøstlige del af landet omkring Lolland-Falster og Møn.

Bestanden af skarv i Danmark har tidligere været holdt nede ved intensiv forfølgelse (Bregnballe & Gregersen 1995). Der er ikke længere jagttid på skarven (arten har været fredet siden 1980), men det er fortsat muligt at få tilladelse til at regulere skarver i Danmark med henblik på at beskytte fiskebestande og fiskeriinteresser (Mikkelsen m.fl. 2022). I medfør af dette nedlægges hvert år nogle tusinde skarver i Danmark; i de senere år er dette antal steget til 5.000-6.000 skarver (Madsen m.fl. 2021). Desuden reguleres hvert år en vis andel af rederne i den danske ynglebestand (9-15 % i 2015-2021), oftest ved at sprøjte planteolie på æggene, så de ikke klækker (Sterup & Bregnballe 2023). Også i udlandet, hvor hovedparten af de danske ynglefugle overvintrer, nedlægges et stort antal skarver i efterårs- og vintermånederne. Herudover er der en del skarver, der drukner i fiskegarn (Bregnballe & Frederiksen 2006). Forekomst af havørne er, særligt i mange jordrugende kolonier, årsag til, at skarverne yngler med nedsat succes, primært på grund af prædation fra bl.a. måger i forbindelse med forstyrrelser fra ørne (Sterup & Bregnballe 2023). Ovennævnte faktorer vurderes ikke at udgøre en trussel mod skarvens eksistens som dansk ynglefugl, men er med til at holde bestanden på et lavere niveau, end hvad der ellers ville være tilfældet.

I statslig regi er skarvernes ynglekolonier i Danmark blevet overvåget årligt siden 1989. Antallet af reder i de enkelte kolonier er blevet optalt omkring det tidspunkt på sæsonen, hvor antallet af reder kulminerer; som regel i starten af maj. Optællingen foregår normalt ved at gå igennem kolonien og tælle antallet af reder, der er mindst 1/4 færdigbyggede. De fleste kolonier – og især de større – tælles af ornitologer, der har flere års erfaring med at optælle reder i skarvkolonier.

Hvert år besøges de lokaliteter, der har haft ynglende skarver året før, eller inden for de seneste par år. Reelt tjekkes dog et langt større antal lokaliteter for potentielle yngleforekomster, da skarvkolonier er meget synlige, og nye kolonier derfor ofte vil blive registreret i forbindelse med eftersøgning/optælling af andre arter.

I 2022 blev der registreret i alt 30.308 par, og i 2023 blev der registreret i alt 31.079 par. I perioden 2014-2023 har bestanden været ret stabil mellem ca. 30.000 og 33.000 par (Tabel 1).

Der blev registreret ynglende skarver på 85 lokaliteter i 2022 og på 88 lokaliteter i 2023. Antallet af kolonier har overordnet set været stigende i mange år, også efter at bestanden begyndte at falde, således at den gennemsnitlige kolonistørrelse er faldende. I årene 2000-2009 blev der i gennemsnit registreret 58 kolonier/år, mens der i 2010-2019 i gennemsnit blev registreret 74 kolonier/år. I 2020 blev der registreret 93 kolonier som det hidtil højeste. Landets største koloni har siden 2007 været Stavns Fjord på Samsø. Her blev der talt 2.687 reder i 2022 og 2.629 reder i 2023. Der er skarvkolonier i stort set alle egne af landet, men inde i landet forekommer der kun kolonier i nærheden af større søer eller fjorde (Figur 1).

Se Sterup & Bregnballe (2022, 2023) for yderligere oplysninger om ynglebestanden af skarv i Danmark i 2022 og 2023 (med enkelte supplerende oplysninger i Sterup & Bregnballe (in prep.)).

Udvikling i antal og udbredelse

Omkring 1876 blev skarven udryddet som dansk ynglefugl, og først i 1938 etablerede den sig igen i Danmark (Bregnballe & Gregersen 1995). Skarvbestanden i Danmark gik kraftigt frem fra 1970'erne og indtil midt i 1990'erne som følge af, at beskyttelsen af skarverne gradvist blev øget i Danmark og i resten af Europa (Bregnballe 1996). Herefter stabiliserede ynglebestanden sig, og i perioden 1996-2005 var bestanden forholdsvis stabil omkring 40.000 ynglepar. Herefter fulgte nogle år med betydelig tilbagegang, og i 2013 var bestanden faldet til knap 25.000 ynglepar, hvilket bl.a. var forårsaget af to hårde vintre (2009/10 og 2010/11). Siden har bestanden genvundet noget af det 'tabte', og ynglebestanden har i perioden 2014-2023 været stabil med i gennemsnit 31.500 par (Figur 2).

Bestandsudviklingen på kort sigt (2012-2023) har været stabil, mens den på lang sigt (1980-2023) har været stigende. Den langsigtede trend er statistisk signifikant (P<0,05).

I 1980 fandtes blot tre kolonier i Danmark (med i alt 2.037 par): Vorsø i Horsens Fjord, Ormø på Sydsjælland og Brændegårdssøen på Sydfyn (Bregnballe & Gregersen 1995). Siden har skarverne bredt sig, og arten har siden midten af 1990'erne ynglet i de fleste egne af landet (Bregnballe 2009). I de fIeste landsdele har antallet af ynglepar været forholdsvis stabilt i perioden 2014-2023. Bestandene omkring Sydsjælland og Lolland-Falster er en undtagelse; her steg antallet fra ca. 7.900 par i 2014 til 10.900 par i 2017, hvorefter det faldt igen og lå på ca. 6.800 par i 2023. Også bestandene omkring de vestjyske fjorde har varieret noget. Her steg antallet fra ca. 1.300 par i 2014 til i gennemsnit ca. 3.000 par i 2017-2021, og faldt herefter til ca. 2.300 par i 2022-2023. Den geografiske fordeling af skarvkolonierne i 2023 fremgår af Figur 1.

Se afsnittet med Referencer for ynglefugle - nederst i ynglefugledelen af rapporten.