Aarhus Universitets segl

Grågås

Anser anser

Sammenfatning

StatusFuglebeskyttelsesdirektivRødlisteTidspunktBestandBestandsudvikling
TrækfuglBilag IIA og Artikel 4.2-udpegetLivskraftig (LC)Midvinter73.614 (2024)
86.130 (2025)
2014-2025: Stabil
1987-2025: Stigende
Sensommer194.436 (2025) 

Ved de landsdækkende midvintertællinger i 2024 og 2025 var antallet af optalte grågæs hhv. 73.614 og 86.130 fugle. Ved fældefugle-tællingen i sensommeren 2025 var tallet 194.436 fugle. Både sensommer- og januarbestanden af grågås i Danmark har været stigende på den lange bane, og afspejler delvist en voksende flyway-bestand, og delvist at en øget andel af bestanden overvintrer her til lands. Arten kan træffes over hele landet, men en overvægt af fugle observeres i det sydøstlige Danmark. For januar-tællingerne er tilvæksten stagneret i de sidste 10 år, hvor udviklingen i landstotalerne er mere eller mindre stabil.

Om arten

Grågås fouragerer i Danmark på marker og enge, og raster på vandfladen i søer og fjorde. I Østdanmark og i Vejlerne forekommer betydelige fældeforekomster i sommerperioden. Føden udgøres hovedsageligt af græs og urter, samt spildkorn på høstede marker.

Grågås yngler i Nordeuropa ved søer og moser med fourageringsområder i form af enge og marker, og i stigende grad også på øer og holme i salt- og brakvand. Arten overvintrede tidligere i Sydspanien, men er siden 1990'erne i tiltagende omfang begyndt at overvintre i Nordvesteuropa og herunder også i Danmark (Ramo m.fl. 2015, Heldbjerg m.fl. 2025). Arten er udbredt som trækfugl over hele landet, og fugle fra Norge trækker hovedsageligt igennem Jylland, mens fugle fra Sverige hovedsageligt trækker igennem Østdanmark (Clausen m.fl. 2023). Fugle fra Tyskland og Polen kan i sommermånederne foretage fældetræk til Danmark, ligesom danske fugle kan foretage fældetræk til Sverige.

Den samlede internationale bestandsstørrelse for grågæs er for nuværende usikker, men estimeres til at ligge i omegnen af 800.000 - 950.000 fugle (Fox & Leafloor 2018, Sørensen m.fl. 2025). Arten forvaltes internationalt i to "forvaltningsenheder": Forvaltningsenhed 1 omfatter fugle, der yngler i Norge, Sverige, Danmark og Finland, hvor en del trækker sydpå til Vest- og Sydeuropa om vinteren, men hvor stadig flere overvintrer i Danmark og Sverige. Forvaltningsenhed 2 omfatter stationære fugle i Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig (Nagy m.fl. 2021, Sørensen m.fl. 2025).

Alle jagtbare arter af gæs vurderes at være følsomme over for forstyrrelser fra jagt, hvilket understøttes af, at der tidligere er blevet observeret en tydelig respons på gæssenes antal og fordeling ved etablering af jagtfrie områder. Denne problemstilling er i dag i vidt omfang tilgodeset gennem det landsdækkende netværk af reservater, som bl.a. er udlagt for at tilgodese grågæssene (Clausen m.fl. 2013, 2014). 

Grågås er genstand for en stor jagtlig udnyttelse i Danmark, men det årlige udbytte er stagneret i lighed med tællingerne de senere år, og ligger nu på omkring 45.000-50.000 fugle årligt (Vildtudbyttestatistikken). Herudover synes der ikke at være konkrete trusler for bestanden.

Overvågningsmetoder

Grågås overvåges årligt gennem landsdækkende midvintertællinger i midten af januar, og hvert andet år ved optællinger i sensommeren (tidligere september, men fra 2023 i august). Sensommer-tællingen var tidligere årlig, men er siden revisionen af overvågningsprogrammet i 2017 kun gennemført hvert andet år. Flytningen af tællingen fra september til august er begrundet i et ønske om, på internationalt plan, at opgøre de lokale ynglebestande samtidig. En samtidig optælling understøtter det fælles arbejde om forvaltningen af grågåsbestanden, der finder sted under Vandfugleaftalens European Goose Management Platform (EGMP). Et pilotprojekt med en augusttælling blev udført af DCE for Miljøstyrelsen i sommeren 2022. Her viste det sig, at antallet af gæs i august var sammenligneligt med de tal, der opgøres i september (Jensen m.fl. 2022) - hvilket også fænologikurver for artens forekomst i Danmark viser (Christensen m.fl. 2022). Da en landsdækkende tælling af grågæs ville kunne udføres sammen med tællinger af skestork og relevante arter af vadefugle, besluttedes det at flytte tællingen fra september til august i det nuværende NOVANA-program.

Ved den landsdækkende midvintertælling i januar tælles grågås på lige fod med de andre gæs, som optræder i Danmark, ved målrettede landbaserede totaloptællinger af engområder og agerjorde i indlandet, eller som totaltællinger af fugle ved ind- og udflyvning fra traditionelle og regelmæssigt benyttede rastepladser. Ved midvintertællingerne indgår også fugle observeret ved totaltællinger foretaget fra fly. Optællingen af grågæs i september (nu august) er en international tælling, som har været gennemført i Europa i den midterste weekend i september siden midten af 1980’erne, men som nu altså i en række lande foretages i august. Begge optællinger afrapporteres til Wetlands International og danner baggrund for de løbende vurderinger af den internationale flyway-bestandsstørrelse af grågås.

Som for de øvrige gåsearter, gennemføres de landbaserede optællinger af et netværk af optællere på kendte og potentielle rastepladser for arten. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter uden dækning ved den pågældende tælling.

Hvert 6. år gennemføres en landsdækkende fældefugletælling med fokus på knopsvaner og dykænder, i august, og når denne er sammenfaldende med august-tællingen af grågås (som var tilfældet i 2025), dækkes grågæssene samtidig. Det betyder, at dækningen fra fly hvert 6. år er bedre end ved den normale august-tælling, og at antallet af optalte grågæs i disse år derfor må forventes at være højere. Udførelsestidspunktet for fældefugletællingen, der som nævnt har fokus på knopsvaner og dykænder, er dog ikke sammenfaldende med grågæssenes fældning, der sker i juni-primo juli. Der er for grågæssenes tilfælde således ikke tale om fældende individer.

Resultater

Ved de landsdækkende midvintertællinger i 2024 og 2025 var antallet af optalte grågæs hhv. 73.614 og 86.130 fugle (Figur 1, Figur 2). Grågæssene optræder med store forekomster over hele landet, men om vinteren findes det største antal i det sydøstlige Danmark (Figur 1, Figur 2).

Ved augusttællingen i 2025 (som var sammenfaldende med en fældefugletælling) registreredes 194.436 individer (Figur 3), hvilket er det hidtil største antal grågæs registreret på en landsdækkende tælling i Danmark. En del af årsagen hertil skal findes i den bedre dækning fra fly sammenlignet med almindelige august-tællinger, hvor kun Vadehavet dækkes fra luften. Ligesom ved midvintertællingen er arten i sensommeren udbredt over hele landet - især i kystnære områder - men mest talrig mod sydøst. Større antal optræder imidlertid også ved Limfjorden og langs den jyske vestkyst (Figur 3). Dette skyldes formentlig delvist, at norske fugle på dette tidspunkt trækker igennem netop denne del af landet (Clausen m.fl. 2023).

På fældefugletællingen i august 2025 nåede antallet af grågæs i to fuglebeskyttelsesområder over det internationale 1 %-bestandskriterie. Det drejede sig om fuglebeskyttelsesområde nr. 1 Ulvedybet og Nibe Bredning og fuglebeskyttelsesområde nr. 105 Roskilde Fjord, Kattinge Vig og Kattinge Sø. Det kan ses på sumkortet, der linkes til under Figur 3. 

Udvikling i antal og udbredelse

Antallet af grågæs optalt ved tællingerne i januar og i sensommeren har begge været stigende siden 1980 (Figur 4), og afspejler delvist en voksende flyway-bestand, og delvist at en øget andel af bestanden overvintrer i Danmark (Wetlands International 2026, Clausen m.fl. 2023). Blandt de danske ynglefugle, som tidligere alle trak til overvintringskvarterer i det sydlige Spanien, er det således nu mere end halvdelen, som overvintrer i Danmark (Clausen m.fl. 2023). På den korte bane har antallet ved midvinter nu været stabilt i mere end et årti, mens trenden for sensommer-tællingerne indikerer en fortsat stigning. Selv hvis der ses bort fra den bedre dækning i august 2025 (fældefugletælling) sammenlignet med tidligere år, er trenden svagt positiv. Årsagen til denne forskel sammenlignet med midvinter-bestanden kendes ikke, men kan potentielt relatere sig til vækst i den norske bestand, som i august gør ophold her i landet på trækket mod syd. Grågås optræder som trækfugl over hele landet, og i takt med at flere individer overvintrer i Danmark, er også flere rasteområder taget i brug (Heldbjerg m.fl. 2024).

Referencer

Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.

Grågås / Foto: Rasmus Due Nielsen ©

Figur 1. Fordeling af grågæs optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2024. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.

Figur 2. Fordeling af grågæs optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2025. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.

Figur 3. Fordeling af grågæs optalt ved den landsdækkende fældefugletælling i 2025. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.

Figur 4. Antal af grågås optalt i Danmark ved midvinter- (blå) og sensommertællinger (grøn/orange) 1981-2025. For midvinter foreligger ingen tal fra 1984-1986 og sensommertællingen udføres fra 2017 kun hvert andet år. Fra 2023 og frem tælles grågæssene i august i stedet for september. I figuren medtages resultatet af en tælling fra et pilotprojekt, udført for Miljøstyrelsen og i EGMP-regi i august 2022 (Jensen m.fl. 2023).