Aarhus Universitets segl

Klyde

Recurvirostra avosetta

Sammenfatning

StatusFuglebeskyttelsesdirektivRødlisteTidspunktBestandBestandsudvikling
TrækfuglBilag IIkke relevant (NA)August8.260 (2025)2014-2025: Stigende
2005-2025: Stabil

Klyde bliver i NOVANA-programmet overvåget som trækfugl ved optællinger i august. Antallet i august er steget de senere år, og ved seneste optælling i 2025 blev der talt i alt 8.260 fugle. Dette er godt 1.000 flere end ved seneste tælling i 2023 og det hidtil højeste antal i den periode, hvor arten er overvåget under NOVANA-programmet. 

Størsteparten af klyderne (86 %) blev ved optællingen i 2025 talt i Vadehavet med langt de fleste ved Rømødæmningen og i Ho Bugt. Større antal blev desuden registreret i Ringkøbing Fjord.

Om arten

Klyde optræder uden for yngletiden i fjordlaguner og lavvandede tidevandsområder med slikrige vadeflader, som delvis tørlægges ved lavvande.

Klyde forekommer som ynglefugl lokalt langs kysterne i hele landet, men optræder i efterårsmånederne på relativt få lokaliteter i Danmark. Langt størsteparten af efterårsbestanden er samlet i Vadehavet og i fjordområder i Vestjylland og ved Limfjorden. Større antal kan også ses ved Læsø og Alleshave Bugt/Saltbækvig på Vestsjælland.

Især området syd for Rømødæmningen i Vadehavet har i en lang årrække fungeret som en fældeplads for fugle fra store dele af artens nordlige yngleområder, herunder nok primært Danmark, men også Sydsverige, Estland, Tyskland og Holland (Laursen & Frikke 2013). Arten er trækfugl og overvintrer i Vesteuropa og Nordvestafrika.

Den vesteuropæiske bestand af klyde vurderes for perioden 2007-2018 at have en bestandsstørrelse på 100.000-110.000 individer med et 1 %-kriterium på 940 fugle, og bestanden vurderes at være i tilbagegang (Wetlands International 2026).

Arten optræder på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I og er ikke jagtbar i de europæiske lande. På nogle af de danske rastepladser bevirker jagtudøvelse på andre arter i september muligvis, at fuglene forlader disse områder tidligere på efteråret, end det ellers ville have været tilfældet. Der vurderes ikke at være øvrige væsentlige trusler mod de rastende fugle her i landet.

Overvågningsmetoder

Klyde overvåges som trækfugl i NOVANA-programmet hvert andet år ved optællinger i august. Arten blev første gang overvåget i 2005 og er talt hvert andet år siden da. I perioden 2024-2025 er arten overvåget i 2025.

Overvågningen er landsdækkende, men med særligt fokus på de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget som trækfugl. I august optræder arten primært på de få danske fældepladser, hvilket blandt andet omfatter Vadehavet, Ringkøbing Fjord, Nissum Fjord, Læsø og Alleshave Bugt. Optællingerne under NOVANA er suppleret med et kvalitetssikret udtræk fra DOFbasen for at medtage eventuelle betydende forekomster i andre dele af landet.

Optælling af klyde i Vadehavet sker de fleste år både ved optælling fra fly og fra land. Ved optællinger fra fly opsøges alle rastepladser ved højvande, og hele området tælles inden for få timer. Klyder kan være vanskelige at tælle præcist fra fly, så for denne art benyttes som regel tællinger fra land.

Resultater

Ved optællingen af klyde i august 2025 blev der i alt registreret 8.260 individer. De største koncentrationer var i Vadehavet med i alt 7.110 klyder, heraf 5.033 ved Rømødæmningen og 1.630 i Ho Bugt. I resten af landet var de største tal 463 i Ringkøbing Fjord, 162 i Nærå Strand, 121 i Hov Vig og 109 i Alleshave Bugt (Figur 1).

Udvikling i antal og udbredelse

Antallet af klyder har været forholdsvist stabilt i den periode, arten er blevet overvåget under NOVANA-programmet, dog med tendens til højere tal de senere år (Tabel 1). Ved de seneste fire optællinger, mellem 2019 og 2025, har antallet ligget på et relativt højt niveau på i gennemsnit ca. 7.600 fugle. I 2007 og 2009 var antallet på næsten samme niveau, mens antallet i årene 2011-2017 var noget lavere; mellem ca. 4.600 og 5.800 individer.

Det formodes overvejende at være danske ynglefugle, der optræder på fældepladserne i Danmark, og ændringerne i antallet følger i en vis grad udviklingen i den danske ynglebestand (se afsnittet om klyde som ynglefugl). Den danske ynglebestand af klyde kulminerede omkring 1990, men gik herefter tilbage og var omtrent halveret i 2014 (Bregnballe m.fl. 2015). De seneste optællinger under NOVANA-programmet suppleret med andre data tyder på, at arten siden er gået frem som ynglefugl, men at bestanden er stabiliseret efter 2017.

Den seneste opgørelse over udviklingen i bestandene af rastende fugle i det dansk-tysk-hollandske Vadehav indikerer, at antallet af klyder er gået tilbage på både lang sigt (1987/88-2022/23) og kort sigt (2013/14-2022/23) (Kleefstra m.fl. 2025). Ifølge samme opgørelse har antallet i den danske del af Vadehavet været stabilt på lang sigt, mens det er gået frem på kort sigt. I analyserne er der indgået optællinger fra hele året og ikke kun fra den periode, hvor artens forekomst i Danmark kulminerer.

Der er over de seneste årtier sket en del ændringer i, hvilke lokaliteter der har haft størst betydning som fældeplads for klyde, og ændringerne sker nogle gange fra år til år. Vadehavet tegner sig som regel for langt størsteparten af klyderne, men i 2021 blev kun 58 % af klyderne talt i Vadehavet. Ved optællingen i 2019 var andelen 84 %, mens andelen i 2023 var på 80 % og i 2025 var den helt oppe på 86 %. I 2021 var det især antallet af klyder ved Rømødæmningen, der var lavere end normalt. Samtidig var der høje tal ved både Tipperne, i Alleshave Bugt og i Bøvling Fjord, men i både 2023 og 2025 var antallet af klyder væsentligt lavere på disse lokaliteter. Det vides ikke, hvilke forhold der er afgørende for disse ændringer.

Referencer

Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.

Læs også om

Klyde / Foto: Rasmus Due Nielsen ©

Figur 1. Fordeling af klyder optalt ved den landsdækkende fældefugletælling i 2025. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.

ÅrAntal
20053.206
20077.870
20097.198
20114.621
20135.528
20155.801
20175.312
20196.875
20218.122
20237.134
20258.260

Tabel 1. Antal af klyde optalt i Danmark i august i perioden 2005 til 2025.