Strandskade yngler herhjemme mest langs kysterne og er særlig talrig i lavvandede områder, fjorde og vige. Uden for yngletiden raster arten i lavvandede kystområder med tidevand eller tidevandspræg, hvor den kan søge føde på muslingebanker eller sandbund med hjertemuslinger. Strandskade er udbredt langs alle landets kyster. Uden for yngletiden trækker et stort antal strandskader fra Skandinavien og Baltikum igennem landet.

Langt den største del af de strandskader, der træffes her i landet, opholder sig i Vadehavet (Meltofte 1981), hvor fugle samles fra det meste af landet samt fra dele af Skandinavien og Baltikum. Arten optræder i store antal i Vadehavet gennem næsten hele året, men med en kulmination i antallet i september (Laursen & Frikke 2013).

For perioden 2007-2018 er den samlede syd- og vesteuropæiske samt nordvestafrikanske flyway-bestand vurderet til at udgøre 750.000-970.000 individer, og bestanden vurderes at være i tilbagegang (Wetlands International 2026).

I yngletiden er produktionen af unger nogle steder (såsom i Vadehavet) truet af prædation og sommerhøjvander. Trusler uden for yngletiden omfatter muslingefiskeri, der kan resultere i et reduceret udbud af føde, samt habitattab, herunder øget vandstand som følge af klimaforandringer (van de Pol m.fl. 2014).

Strandskade overvåges i NOVANA-programmet ved optællinger i oktober, hvert tredje år ved de landsdækkende midvintertællinger samt på de årlige reducerede midvintertællinger. I perioden 2024-2025 er arten overvåget i oktober både i 2024 og 2025, ligesom arten begge år er overvåget i forbindelse med de reducerede midvintertællinger. Antallet af strandskade er desuden opgjort i forbindelse med den landsdækkende fældefugletælling i august 2025.

Arten blev i oktober overvåget første gang i 2005 og er talt omtrent hvert andet år frem til 2022. Fra 2022 sker overvågningen hvert år. Overvågningen er fokuseret på de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget som trækfugl. Dette er tilfældet for Vadehavet, hvor arten er på udpegningsgrundlaget for tre fuglebeskyttelsesområder (F57 Vadehavet, F53 Fanø og F54 Skallingen og Langli).

Optælling af strandskade i Vadehavet sker de fleste år både ved optælling fra fly og fra land. Ved optællinger fra fly opsøges alle rastepladser ved højvande, og hele området tælles inden for få timer. Herved undgår man, at fuglene når at flytte mellem forskellige lokaliteter. Optællingerne under NOVANA er suppleret med et kvalitetssikret udtræk fra DOFbasen for at medtage eventuelle betydende forekomster i andre dele af landet.

Landsdækkende midvintertællinger er senest gennemført i 2023. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger af indekslokaliteterne, der er omtalt i metodeafsnittet for midvintertællingerne. 

Ved seneste landsdækkende midvintertælling i 2023 blev der registreret i alt 41.647 strandskader, heraf 38.070 (91 %) i Vadehavet. Antallet af strandskader bliver normalt ikke gjort op i forbindelse med de årlige, reducerede midvintertællinger, men blev det for 2024 og 2025. Langt størsteparten af fuglene optræder dog på lokaliteter, der bliver talt op hvert år i januar, så det totale antal kommer tæt på en landstotal. I 2024 blev der i alt registreret 16.379 individer (Figur 1), mens tallet for 2025 var 23.102 (Figur 2).

Ved den landsdækkende fældefugletælling i 2025 blev antallet af strandskade opgjort til 23.820 med størsteparten i Vadehavet og herudover en del fugle i Aalborg Bugt samt ved Horsens Fjord og Nordfyn (Figur 3).

Ved optællingerne af strandskade i Vadehavet i oktober blev der fra land talt 20.526 individer i 2024 og 22.996 i 2025. Ingen af årene blev der gennemført en optælling fra fly. I forbindelse med begge disse optællinger er der også lavet en bearbejdning af observationer af strandskade fra resten af landet. På den baggrund er det samlede antal i hele landet opgjort til 23.861 i oktober 2024 (Figur 3) og 27.184 i oktober 2025 (Figur 4). Ved disse tællinger blev hhv. 86 % og 85 % talt i Vadehavet, mens de største antal i øvrigt blev registreret langs kysterne af Aalborg Bugt (hhv. 1.525 i 2024 og 2.377 i 2025). Andre områder med mange strandskader var fuglebeskyttelsesområderne ved Horsens Fjord (hhv. 196 og 336 ved de to optællinger) og Æbelø-området ved Nordfyn (hhv. 203 og 301).

Udvikling i antal og udbredelse

Ved midvintertællingen i 2023 blev der registreret et meget højt antal strandskader; i alt knap 42.000, heraf 91 % i Vadehavet. Normalt ses betydeligt færre fugle i Vadehavet i januar end i oktober (Laursen & Frikke 2013). Antallet ved optællingerne i 2024 og 2025 var da også væsentligt lavere end i 2023. Bestandsindekset for midvinter indikerer, at antallet af strandskader om vinteren er fluktuerende, men med tendens til langsigtet stigning og kortsigtet fald (Figur 6).

Vurderet ud fra optællingerne i oktober er antallet af strandskader i den danske del af Vadehavet faldet i løbet af den periode, arten er blevet overvåget under NOVANA-programmet. Ved optællingerne fra land i 2005-2009 blev der talt mellem ca. 39.000 og 44.000 strandskader, mens der i perioden 2013-2025 blev talt mellem ca. 20.000 og 32.000 (Tabel 1). Antallet af strandskade i Vadehavet kulminerer i septemer, men er ikke væsentligt lavere i oktober (Laursen & Frikke 2013).

Ved optællingerne fra fly registreres typisk færre fugle end fra land, men der ses samme tendens til et faldende antal (Tabel 1). Både optællingerne fra fly og land er forbundet med en del usikkerhed.

Den seneste opgørelse over udviklingen i bestandene af rastende fugle i det dansk-tysk-hollandske Vadehav indikerer, at antallet af strandskader er gået tilbage på både lang sigt (1987/88-2022/23) og kort sigt (2013/14-2022/23) (Kleefstra m.fl. 2025). Ifølge samme opgørelse har antallet i den danske del af Vadehavet været stabilt på både lang og kort sigt. I analyserne er der indgået optællinger fra hele året og ikke kun fra den periode, hvor artens forekomst i Danmark kulminerer.