Anas acuta
| Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Tidspunkt | Bestand | Bestandsudvikling |
|---|---|---|---|---|---|
| Trækfugl | Bilag IIA og Artikel 4.2-udpeget | Livskraftig (LC) | Oktober | 24.014 (2024) 18.252 (2025) | 2014-2025: Stigende 1987-2025: Stigende |
| Marts | 40.229 (2024) | ||||
| Midvinter | 14.032 (2020) 26.316 (2023) | 2014-2025: Stigende 1987-2025: Stigende |
Spoidsand har været talt årligt i oktober fra 2004-2025, bortset fra i 2017, 2019 og 2021. Endvidere er arten optalt regelmæssigt ved midvinter siden 1968 og årligt i perioden 1987-2023. I 2024 og 2025 blev der talt henholdsvis 14.032 og 26.316 spidsænder i oktober. Ved de sidste to midvintertællinger blev der talt henholdsvis 14.032 fugle i 2020 og 26.316 i 2023, der er de hidtil højeste antal registeret på denne årstid.
Martstællingen, der blev indført i 2022, blev gentaget i 2024. Her blev der talt 40.229 fugle, der er det højeste antal af spidsand optalt i Danmark ved en landsdækkende tælling i NOVANA-programmet 2004-2025. Der er således to nyere tællinger, hvor antallet om foråret overstiger forekomsten om efteråret og vinteren.
De optalte antal fluktuerer meget fra år til år, både ved midvinter og om efteråret, men indikerer desuagtet i det lange perspektiv en overordnet set stigende bestand både vinter og efterår.
Spidsand er en lokalt talrig trækgæst, hvis forekomst topper i oktober iflg. Christensen m.fl. (2022). De kommer til landet fra yngleområder i det nordvestlige Rusland og Fennoskandien (Bønløkke m.fl. 2006). Fuglene lever især af plantefrø, som de finder på lavt vand, eller af smådyr, som de finder på blotlagte eller meget lavvandede mudderflader. I Danmark er spidsand især tilknyttet brakke og salte vådområder, og ses derfor sjældnere i større antal ved ferske vådområder end de øvrige svømmeandearter.
Spidsand findes i træktiden i større antal på ganske få lokaliteter, men ses i øvrigt i små antal blandt andre svømmeænder på de fleste af de optalte lokaliteter. Vadehavet er Danmarks vigtigste rasteplads, men andre jyske lokaliteter med tusindtallige flokke omfatter Ringkøbing Fjord og Agger Tange. På Øerne har Ulvshale-Nyord førhen været den vigtigste rasteplads (Clausen m.fl. 2014), men forekomsterne har af ukendte årsager været lavere dér i 2010'erne (Clausen m.fl. 2019). Se dog observationerne fra 2024-2025, der omtales nedenfor.
Bestanden af overvintrende spidsænder i Nordvesteuropa er senest opgjort til 120.000 fugle med et 1 %-bestandskriterie på 1.200 fugle, og med en stigende bestandsudvikling (Wetlands International 2026).
Spidsand reagerer i lighed med knop- og pibesvane samt blishøne på situationer, hvor bundvegetationen forsvinder som følge af eutrofiering - og reduceres i antal som følge heraf. Det er dokumenteret fra Ringkøbing Fjord og Nissum Fjord. Artens tilbagegang er dog som regel mindre udtalt end for de andre arter, bl.a. fordi spidsænderne kan skifte til at fouragere på ferske enge og strandenge både om dagen og natten.
Alle svømmeænder i Danmark er jagtbare og følsomme overfor forstyrrelser forårsaget af jagt. Det var således denne gruppe af arter, der responderede mest entydigt på reservatforsøgene ved Nibe-Gjøl Bredninger og Ulvshale-Nyord (Madsen m.fl. 1995, Madsen 1998) og på etableringen af de mange nye reservater ("jagtfrie kerneområder") fra 1989 til 2000. Det samlede reservatnetværk har således bevirket, at langt højere antal af svømmeænder, herunder også spidsænder, forekommer i Danmark i dag end tilbage i 1970'erne og 1980'erne (Clausen m.fl. 2013).
Det årlige jagtudbytte de seneste seks jagtsæsoner 2018/19-2023/24 har i gennemsnit været på 5.025 fugle (Min.: 4.264, Maks.: 5.549) (Vildtudbyttestatistikken). Der er betydelige år-til-år variationer, men ingen hverken opad- eller nedadgående tendens, så udbyttet må betragtes som stabilt. Da den rastende bestand af spidsænder siden 1980'erne har været stigende, bl.a. pga. den nævnte forbedrede reservatforvaltning, og jagtudbyttet stabilt, er den jagtlige udnyttelse af arten i Danmark blevet mere bæredygtig.
Spidsand er i perioden 2024-25 overvåget ved to reducerede midvintertællinger samt to oktobertællinger.
Landsdækkende tællinger er senest udført i 2020 og 2023, hvor kort over undersøgelsesområderne kan ses i metodeafsnittet om midvintertællinger. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger af indekslokaliteterne, der også er omtalt i metodeafsnittet for midvintertællingerne. Alle tal fra midvintertællingernes indekslokaliteter indrapporteres til Wetlands International og benyttes til vurdering af udviklingen for artens flyway-bestand.
Den primære optælling for spidsænder er en næsten landsdækkende optælling i første halvdel af oktober, som er udført årligt fra 2004-2016. I NOVANA-programmet 2017-2021 overvågedes arten hvert andet år i oktober (lige år), men i det nuværende program overvåges den igen årligt i oktober, og blev således talt i både 2024 og 2025. Disse tællinger udgør et nationalt program, der sigter mod at optælle svømmeænderne, når der forventeligt er flest her i landet om efteråret. De indgår ikke i internationale optællinger, men er vitale for den nationale monitering af artens forekomst, fordi fuglene trækker helt bort i kolde vintre og ellers kun ses i beskedne antal ved midvintertællingerne. Nationalt bruges tællingerne bl.a. til overvågning af arten i fuglebeskyttelsesområder, hvor den indgår i udpegningsgrundlaget.
Optællingerne i oktober udføres ved ca. 120 udvalgte optællingsområder, der forventeligt rummer langt størstedelen af landets bestande af svømmeænder, herunder alle fuglebeskyttelsesområder, der er udpeget for en eller flere svømmeandearter. Optællingsområderne omfatter fjorde, lavvandede bugter, kystlaguner og søer jævnt fordelt over hele landet, herunder alle større reservatområder samt de fleste større naturgenopretningsområder. Blandt disse benyttes 54 udvalgte områder, hvorfra der findes data helt tilbage til 1987, til beregning af årlige bestandsindeks.
I det nuværende NOVANA-program er spidsand medtaget i martstællingen, fordi data fra DOFbasen og de månedligt overvågede lokaliteter i Vadehavet, på Tipperne og i Vejlerne indikerede, at arten måske kan forekomme i højere antal i nogle fuglebeskyttelsesområder i det tidlige forår end om efteråret.
Midvinteroptællingerne af spidsand udføres især fra land og ved totaltællinger foretaget fra fly. Mindre antal registreres også ved transekttællinger fra fly. I marts og oktober optælles hovedparten af områderne fra land. Der foretages dog, hvis vejrlig og andre forhold tillader det, flytællinger i Vadehavet og det Sydfynske Øhav samt evt. ved Lolland. Især Vadehavet kan ikke altid tælles, da tælling fra fly her fordrer både ideelle vejrforhold og tdievand. På Saltholm, der tælles fra land, hvilket forudsætter gode sejladsforhold, accepteres et bredere tidsvindue for optælling, netop pga. dette. I 2024 blev øen således optalt 10. november og i 2025 den 28. september.
Arten er også overvåget ved fældefugletællingen i sensommeren 2025, men forekom dog kun i beskedne antal (se Resultater).
Til denne rapport er der, for at beregne landstotaler for både midvinter 2020 og 2023 samt oktober 2024 og 2025, suppleret med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke er dækket af NOVANA-tællerne.
Der blev registreret henholdsvis 14.032 og 26.316 spidsænder på de landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023, der er de hidtil højeste antal, der er truffet i år med midvintertællinger (Tabel 1). Arten kan om vinteren ses over det meste af landet, men dog med langt hovedparten i Vadehavet og i flere af landets større reservatområder. I vinteren 2020 var der ud over i Vadehavet således flest ved Ringkøbing Fjord, i det Sydfynske Øhav samt på Saltholm (Figur 1) og i vinteren 2023 i Mariager Fjord og på Saltholm (Figur 2).
Bestandsindekset for midvinter har været markant stigende de seneste år (Figur 3). Bestandens udvikling klassificeres ud fra de log-lineære modeller, baseret på GAM-modellernes output, som værende stigende i såvel den lange periode fra 1987-2025, som den korte fra 2014-2025.
I marts 2024 gennemførtes for anden gang siden 1980'erne en landsdækkende forårsoptælling af spidsand. Der blev talt 40.229 spidsænder (Figur 5), hvilket er markant højere end i marts 2022 (32.602 fugle; Nielsen m.fl. 2024). Flest fugle, og antal der oversteg international betydning ud fra 1 %-bestandskriteriet på 1.200 fugle, forekom i to fuglebeskyttelsesområder, med 32.237 fugle i Vadehavet inkl. baglandsområderne (Ramsarområde R27) og 1.387 fugle i Ringkøbing Fjord (F43).
Der blev kun observeret 110 spidsænder af DCE's faste optællere ved fældefugletællingen, og artens fældefugleforekomst er ikke bearbejdet yderligere.
Ved oktobertællingerne i 2024 og 2025 blev bestanden opgjort til henholdsvis 24.014 og 18.252 fugle (Figur 5, Figur 6). Spidsand forekom i størst antal i Vadehavet (F57) med 9.341 fugle i 2024 og 8.041 i 2025. Andre lokaliteter af international betydning var Agger Tange (F23) med 5.297 fugle i 2024, Ringkøbing Fjord (F43) med 2.468 fugle i 2024 og 2.103 i 2025 samt Ulvshale-Nyord-Præstø Fjord (F89) med 1.654 fugle i 2024 og 1.631 i 2025.
Bestandsindekset baseret på oktobertællingerne fra 54 lokaliteter med regelmæssige tællinger tilbage til 1987 har været jævnt stigende (Figur 7). Bestandens udvikling klassificeres, ligesom for midvintertællingfene, ud fra de log-lineære modeller, baseret på GAM-modellernes output, som værende stigende i både den lange periode 1987-2025 og den korte 2014-2025.
Spidsandens antal om efteråret varierer meget fra år til år, både fsva. landstotaler og de individuelle års vigtigste lokaliteter. Oktoberbestanden har været jævnt stigende siden de mange nye reservater blev etableret i 1990'erne (Clausen m.fl. 2013).
De nyindførte tællinger af arten i marts viser, at der aktuelt foprekommer markant højere antal af arten på denne årstid sammenlignet med efterår og vinter.
Antallet af overvintrende spidsænder er stærkt afhængigt af vinterens hårdhed, med lavere antal i kolde vintre og højere i mildere år. De stadigt hyppigere mildere vintre synes at bevirke, at stadigt flere spidsænder overvintrer i Danmark og især i Vadehavet.
Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.
Figur 1. Fordeling af Spidsænder optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2020. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link. Det her benyttede 1 %-kriterie på 740 fugle var gældende da kortet blev udarbejdet i 2024.
Figur 2. Fordeling af Spidsænder optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2023. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link. Det her benyttede 1 %-kriterie på 740 fugle var gældende da kortet blev udarbejdet i 2024.
Figur 3. Udvikling i bestandsindeks for spidsand ved midvinter fra 1987 til 2025, baseret på optællinger i indeksområderne. Indeks er sat til 100 i 1994. Den underliggende analyse af antal og bestandsudvikling (trend) for arten kan ses via dette link.
Figur 4. Fordeling af Spidsænder optalt i marts i 2024. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.
Figur 5. Fordeling af Spidsænder optalt i oktober 2024. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.
Figur 6. Fordeling af Spidsænder optalt i oktober 2025. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.
Figur 7. Udvikling i bestandsindeks for spidsand i oktober 1990-2025 optalt i 56 områder (især reservater), hvorfra der foreligger tidsserier fra mange af årene før NOVANA programmets opstart i 2004. Den underliggende analyse af antal og bestandsudvikling (trend) for arten kan ses via dette link.
| År | Antal |
|---|---|
| 1968 | 5 |
| 1969 | 300 |
| 1970 | 0 |
| 1971 | 25* |
| 1973 | 100 |
| 1987 | 17 |
| 1988 | 378 |
| 1989 | 6.044 |
| 1991 | 4.448 |
| 1992 | 3.477 |
| 2000 | 211 |
| 2004 | 659 |
| 2008 | 4.780 |
| 2013 | 510 |
| 2016 | 7.026 |
| 2020 | 14.032 |
| 2023 | 26.316 |
Tabel 1. Antal af spidsænder optalt ved de 17 landsdækkende midvintertællinger gennemført i perioden 1968 til 2023. 25* angiver at der blev afrapporteret en landstotal på 1-49 fugle.