Vandrefalk er udbredt som ynglefugl på alle kontinenter, med en samlet bestandsstørrelse som er anslået til 100.000-499.000 adulte fugle (BirdLife International 2026x). Heraf forekommer 41.300 (32.000-62.100) i Europa ifølge den seneste europæiske rødlisteopgørelse, hvor arten er i fremgang og vurderes som livskraftig (LC) (Birdlife International 2021). Ifølge Artikel 12-rapporteringen til EU 2019-2024 er det en art, hvor bestandsudviklingen er noget forskelligartet beskrevet, men flertallet af medlemsstater rapporterer fremgang i den lange tidsperiode, og fremgang eller stabile bestande i den kortere periode (EU Eionet 2026). Den overvintrende bestand er ikke opgjort i Artikel 12-rapporteringen.  

I Danmark er vandrefalk en fåtallig ynglefugl (se omtale under ynglefuglene via linket hér), men en forholdsvis almindelig træk og vintergæst, hvor de højeste antal forekommer i oktober (Christensen m.fl. 2022), når trækfugle opholder sig i landet før de trækker videre til overvintringsområder syd for Danmark. Arten ses i mindre antal i hele landet, typisk ved lavvandede kystområder, hvor nogle af deres foretrukne fødeemner som mindre andefugle, vadefugle og måger forekommer i større koncentrationer.  

Den europæiske rødlistevurdering (Birdlife International 2021) omtaler følgende trusler mod arten: Vandrefalk var for årtier tilbage alvorligt truet i større dele af dens udbredelsesområde, på grund af aktiv forfølgelse frem til begyndelsen af det 20. århundrede. Herefter fulgte i 1960’erne og 1970’erne problemstillinger med tyndskallede æg forårsaget af DDT-isomerer, og deraf afledt ringe ungeproduktion. Arten har også før været genstand for indsamling til falkonérjagt, men omfanget af dette på bestandsniveau er ikke kendt. De ovennævnte problemstillinger er i høj grad løst, i hvert fald i Europa, og dette er baggrunden for den fremgang, vi har set i bestanden både i Danmark og generelt siden 1970’erne. En aktuel trussel mod bestanden af vandrefalke er, at de i høj grad synes at være ramt af nogle af de senere års udbrud af højpatogene varianter af fugleinfluenza, som har forårsaget bestandsnedgange på mellem 15 og 22 % i Holland i forbindelse med udbrud af sygdommen i 2016–2017 og 2020–2023 (Caliendo m.fl. 2025).

Vandrefalk overvåges i henhold til NOVANA-programbeskrivelsen for 2023-2027 tilfældigt, når de ses på de målrettede vandfugletællinger, samt vha. data fra DOFbasen. NOVANA-programmets tællere er de seneste år derfor blevet opfordret til at indrapportere denne og andre Bilag 1-rovfuglearter, som de ser i forbindelse vandfugletællingerne i oktober. Arten er optaget som trækfugl på ni fuglebeskyttelsesområders udpegningsgrundlag, hvor den dog er noteret som “Forventes udtaget” fra seks (Miljøstyrelsen 2023).   

Arten overvåges primært ved optællinger foretaget fra land eller ved totaltællinger fra fly. Til rapporten her er data fra NOVANA-programmets oktober-tællinger i 2024 og 2025 analyseret, fordi arten forekommer i størst antal i denne måned (Chistensen m.fl. 2022). Derudover er data suppleret med et kvalitetssikret udtræk fra DOFbasen. Her er der benyttet indrapporterede oplysninger om lokalitet, alder og køn til at udvælge supplerende data. Det er uddybet i metodeafsnittet om bestandsopgørelser for rovfugle. 

Der blev opgjort en bestand på 100 individer i oktober 2024 (Figur 1) og 86 i oktober 2025 (Figur 2). 

Arten forekommer jævnt fordelt ud over hele landet, og der var kun ganske få forekomster af flere fugle end to i enkelte fuglebeskyttelsesområder. I 2024 blev der registreret 6 i Vadehavet (F57) og 20 i det samlede Vadehavsområde (Ramsarområde nr. R27). Udenfor Vadehavet var der to andre lokaliteter med 3 fugle, henholdsvis Præstø Fjord-Ulvshale-Nyord (F89) og Roskilde Fjord (F105). I 2025 blev der kun noteret 3 i Vadehavet (F57), men 15 i det samlede Vadehavsområde (R27). Det eneste andet område med 3 individer i 2025 var Ulvedybet-Nibe-Gjøl Bredninger (F1). 

Godt halvdelen af bestanden blev begge årene talt indenfor fuglebeskyttelsesområderne. I 2024 forekom arten i 34 områder og i 2025 i 40 områder (Figur 1 og 2).  

Udvikling i antal og udbredelse

Der er ingen tvivl om, at antallet af rastende og overvintrende vandrefalke i Danmark er steget. Lange (1992) opgjorde antallet af indrapporterede fugle per år som stigende fra 72-76 i 1980 til 110-116 i 1983. Det er altså samlede antal for hele året (inklusive individer på træklokaliteterne), der ligger på niveau med de antal af rastende fugle, der kan sammentælles fra en 16-dages periode i oktober 2024-2025. Arten er så fåtallig, at der ikke er et datagrundlag som berettiger beregning af et indeks baseret på fx Dansk Ornitologisk Forenings vinterpunkttællinger, hvorfor udviklingen i den korte periode fra 2013-2025 er ukendt. 

I DOFs publikation “Fugleåret” opgøres en årlig vinterbestand, uden metoden er beskrevet. Der omtales en samlet bestand i januar-februar på 247 fugle i 2023 og 204 i 2024 (Christensen & Christoffersen 2024, 2025). For at vurdere hvordan de tal er opnået, blev forekomsten i Nordjylland, der er regionen med flest fugle, udvalgt til gennemgang. Her rapporteres henholdsvis 46 og 40 fugle fra de to år (Christensen & Christoffersen 2024, 2025). Et tjek af data i DOFbasen viser dog, at hvis man frasorterede oplagte gengangere på nærtliggende lokaliteter, var antallet i Nordjylland nok nærmere 36 og 30 fugle de to år. Hvis man kun tillod et tidsvindue på en måned, var der flest i februar 2023 med 29 fugle og i januar 2024 med 22 fugle, mellem 55 og 63 % af de oprindelige nævnte antal. Hvis det samme gør sig gældende i andre dele af landet, vurderes det at antallet mellem 200 og 250 overvintrende individer de to år er for højt. Det vurderes dog også, at de antal på eller lidt under 100 fugle, der er opgjort for oktober 2024-2005, kan være for lave pga. det forholdsvis korte tidsvindue, der benyttes. 

En bestand mellem de to metoder på 150 (100-200) fugle foreslås her som et bedste bud på den aktuelle rastende bestand af vandrefalke i Danmark.    

Allerede i begyndelsen af 1980'erne forekom vandrefalk som rastefugl på flere af de lokaliteter, der i dag er årlige faste rastepladser for enkeltindivider, fx ved Vadehavet, på Tipperne og Værnengene, i Vejlerne, ved Ulvedybet, på Saltholm, og ved fjorde, nor og sunde på Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn (Lange 1992). Artens overordnede udbredelse har således været den samme fra 1980'erne til i dag, men arten kan i dag ses på flere lokaliteter pga. de højere antal.