Tringa erythropus
| Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Tidspunkt | Bestand | Bestandsudvikling |
|---|---|---|---|---|---|
| Trækfugl | Bilag IIB og Artikel 4.2-udpeget | Livskraftig (LC) | Juli | Vadehavet: 996 (2025) Hele landet: 1.138 (2025) | Ukendt |
Sortklire er ny art i NOVANA-programmet. Arten blev første gang overvåget i juli 2023 med særligt fokus på forekomsten i Vadehavet, hvor arten er på udpegningsgrundlaget for to fuglebeskyttelsesområder. Arten tælles hvert andet år i juli måned og tællingen i 2025 var således den anden under NOVANA-programmet. Artens forekomst i trækperioden skal afrapporteres i forbindelse med Artikel 12-afrapporteringen til EU, hvorfor artens antal også er sammenstillet på nationalt niveau. Der blev i 2025 i alt registreret 1.138 fugle, hvoraf langt størstedelen var i Vadehavet (996).
Sortklire er en forholdsvis almindelig trækfugl i Danmark. Flest fugle ses i Danmark på artens efterårstræk med de største antal i juli/august. Langt de største antal registreres i Vadehavsregionen, specielt ved Saltvandssøen og Kammerslusens klæggrave. Arten yngler i Nordeuropa og overvintrer primært i Afrika syd for Sahara.
Den aktuelle flyway-bestand, der forekommer fra Europa til Vestafrika, er på 57.000-120.000 fugle med et 1 %-kriterium på 830 fugle, og bestanden vurderes at være i mulig tilbagegang (Wetlands International 2026).
Der er ingen kendte trusler for arten i Danmark, dog er det flere gange registreret, at de store antal, der højvandsraster i Kammerslusens klæggrave, bliver forstyrret af menneskelig færdsel i juni, juli og august. Arten kan være truet af tab af habitat i overvintringsområdet (BirdLife International 2024), og i Dollard ved Ems-mundingen synes antallet af rastende sortklirer at være gået tilbage i takt med en tilbagegang i slikkrebsen Corophium volutator (Prop m.fl. 2012).
Sortklire overvåges i NOVANA-programmet ved optællinger i juli. Overvågningen af sortklire blev gennemført første gang i 2023, og arten er således ny i NOVANA-programmet
Optællingerne er fokuseret på de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget som trækfugl. Dette er tilfældet for Vadehavet, hvor arten er på udpegningsgrundlaget for to fuglebeskyttelsesområder (F57 Vadehavet og F60 Vidåen, Tøndermarsken og Saltvandssøen). Optællingerne under NOVANA er suppleret med et kvalitetssikret udtræk fra DOFbasen for at medtage eventuelle betydende forekomster i andre dele af landet.
Arten er udelukkende optalt ved totaltællinger foretaget fra landjorden.
Der blev i alt registreret 1.138 sortklirer på optællingen i juli 2025, heraf 996 fugle i Vadehavet. Langt flest fugle (898) blev registreret fra Rømødæmningen mod nord til Mandø Låningsvej, hvorimod det bedste område for arten ved Højer kun havde få fugle på tællingen i 2025 (Figur 1). Uden for Vadehavet blev den største koncentration af fugle registreret på Amager med 21 fugle.
Optællingen i 2025 var anden gang arten blev overvåget under NOVANA-programmet. Ifølge Laursen & Frikke (2013) registreredes i perioden 1980-2010 op til 150-600 sortklirer om efteråret.
Arten kan være svær at overvåge, da den har en forholdsvis kort trækperiode og kun registreres i høje antal på få lokaliteter (Kleefstra m.fl. 2025).
Den seneste opgørelse over udviklingen i bestanden af rastende fugle i det samlede dansk-tysk-hollandske Vadehav indikerer, at antallet af sortklire har været faldende på både lang sigt (1987/88-2022/23) og kort sigt (2013/14-2022/23), på nær i Danmark hvor bestanden var stabil i begge perioder (Kleefstra m.fl. 2025). I de analyser, der beskriver udviklingen i den danske del af Vadehavet og i de tre vadehavslande, inddrages oplysninger fra optællinger foretaget gennem hele året og ikke kun fra den periode, hvor artens forekomst i Danmark kulminerer. Efterårsbestanden i hele Vadehavet er gået tilbage fra 20.000 (1987/88-1994/95) til nu omkring 15.000 fugle (Kleefstra m.fl. 2025).
Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.
Sortklire / El Golli Mohamed, CC BY-SA 4.0, via Wikimedia Commons
Figur 1. Fordeling af sortklirer optalt ved den landsdækkende optælling i juli 2025. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.