Pibesvane forekom førhen fra 1960'erne til 1980'erne primært ved lavvandede fjorde, kystlaguner eller søer med udbredt undervandsvegetation, men er i dag i lighed med sangsvane i stigende omfang skiftet til at fouragere på agerjorde, hvor de fouragerer på de samme habitater som, og ofte sammen med sangsvaner (se detaljer under sangsvane i trækfugleafsnittet) (Laubek 1995a). Pibesvane har desuagtet en forkærlighed for fouragering på børstebladet vandaks og kransnålalger i lavvandede vådområder, hvor de ved ankomsten om efteråret ofte fouragerer på disse planter, inden de senere på vinteren skifter til agerjordene. 

Pibesvane er udbredt som træk- og vintergæst, især i Jylland, hvor til de kommer fra yngleområder i arktisk Rusland (Nagy m.fl. 2012).

Bestanden af pibesvaner i Nordvesteuropa var i fremgang fra 1980'erne til 1995, hvor den toppede med knap 30.000 fugle. Siden da er den faldet markant, idet der ved de seneste tre internationale koordinerede tællinger blev registreret henholdsvis 18.000 i 2010 og 20.000 i 2015, men kun knap 13.000 fugle i 2020 (Koffijberg m.fl. 2025).

I lighed med knopsvane påvirkes pibesvanernes antal negativt i fjordområder, hvor der er observeret eutrofieringsbetingede tilbagegange i udbredelse og tætheder af vandplanter. Dette er veldokumenteret fra Ringkøbing Fjord (Meltofte & Clausen 2011) og Nissum Fjord (Christensen m.fl. 2026). Der er dog i de senere år også indikationer fra Ringkøbing Fjord på, at svanerne vender tilbage, hvis vegetationen genetableres, jf. forekomsterne, der omtales nedenfor.  

Pibesvane har siden 1992 været overvåget årligt i forbindelse med landsdækkende midvintertællinger af gæs og gulnæbbede svaner. Derudover er arten overvåget hvert andet år i november fra 2005-2025. I 2018 blev der i NOVANA-programmet tilføjet en tælling i marts, der herefter er blevet udført hvert andet år og således også i 2024 i denne afrapporteringsperiode. Fra 1968-1973, 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne foreligger også flere opgørelser af bestanden ved midvinter, i marts og november. 

Pibesvane optælles primært ved målrettede optællinger af fjordområder, kystlaguner, søer og omkringliggende agerjorde i Nord- og Vestjylland, som er kendte faste rastepladser. De senere år har frivillige tællere også talt svanerne i de indre dele af Sønderjylland. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen, fra lokaliteter uden dækning ved den pågældende tælling.

Arten er især registreret ved optællinger foretaget fra land, sjældnere ved totaltællinger foretaget fra fly. Mindre antal er registeret i forbindelse med transekttællinger fra fly.

Der blev optalt en samlet bestand på 769 pibesvaner i vinteren 2024 (Figur 1) og 1.420 fugle i 2025 (Figur 2). 

Ved tællingen i marts 2024 blev der registreret 508 pibesvaner (Figur 3), mens der i november 2025 blev talt 667 fugle (Figur 4). 

Ved de fire tællinger i 2024-2025 blev der registreret antal, der overstiger det internationale 1 %-bestandskriterie på 220 fugle, på tre lokaliteter. I vinteren 2025 drejede det sig om 338 fugle i fuglebeskyttelsesområdet Ringkøbing Fjord (F43) samt en flok med 287 fugle på agerjord ved Stender nord for Toftlund. I november 2025 blev der talt 264 fugle i fuglebeskyttelsesområde nr. 39 Harboøre Tange. Det kan ses via de links, der henviser til sumkortene for de respektive tællinger.   

Udvikling i antal og udbredelse

Den overvintrende bestand varierer betydeligt fra år til år (Figur 5), hvor de laveste antal ses i kolde vintre (fx 1996, 1997, 2010 og 2011) og de højeste i milde vintre (fx 2007, 2012 og 2014). Det lave antal i 2024 sammenlignet med 2025 afspejler netop, at januar 2024 var forholdsvis kold (især i den første halvdel), mens 2025 var mildere. Set i det lange perspektiv er der en tendens til, at den overvintrende bestand af pibesvane er steget over en 40-årig periode, men da antallet varierer meget fra år-til-år er udviklingen ikke statistisk signifikant, hvorfor udviklingen bedømmes som flukturerende.    

Antallene af pibesvaner, der blev registreret i marts 2024 og november 2025 var begge forholdsvis lave, sammenlignet med tidligere års tællinger i de to måneder (Figur 5). Det kan forklares ved svanernes trækmønstre de to år. Martstællingen 2024 havde weekenden 16.-17. marts (+/- 7 dage) som tælleperiode. Her viser data fra pibesvaner mærket med GPS-logger halsbånd, at 15 af 52 fugle med aktive loggere var i Danmark den 10. marts, men allerede den 16.-17. marts var blot to af disse tilbage i landet, og ganske få tilbage i Slesvig-Holsten (Projekt Zwergschwan 2026). Afrejsen mod forårsrastepladserne skete således lige før tællingen. Novembertællingen i 2025 havde weekenden 15.-16. november (+/- 7 dage) som tælleperiode. Her viser tilsvarende data fra svaner med loggere, at blot 3 ud af 38 fugle med aktive loggere var ankommet til rastepladserne i Vesteuropa  den 10. november, mens resten var østpå især i Litauen og Estland. Den 16. november var 17 fugle ankommet - altså knap halvdelen, og langt de fleste af disse var i Vesttyskland og Holland (Projekt Zwergschwan 2026). Fuglene forlod også landet før tællingen blev udført i marts 2020 (Nielsen m.fl. 2023). 

Det tyder på, at tidspunktet for forårs- og efterårstællingerne bør justeres i næste NOVANA-programperiode.  

De seneste års tællinger i marts og november viser antal, der er markant mindre end de var i 1980'erne og 1990'erne (figur 5). Det kan, udover problemstillingerne med tab af bundvegetation i de vestjyske fjorde og ændret fænologi omtalt ovenfor, tilskrives en generel tilbagegang i den samlede trækvejsbestand, hvilket har udløst en forvaltningsplan for arten (Nagy m.fl. 2012). Den seneste opgørelse af bestandsstatus viser desværre ikke tegn på bedring (Koffijberg m.fl. 2025). 

Pibesvane var ved alle tællingerne i 2024-2025 udbredt over større dele af Jylland, men især i Sønder- og Midtjylland. Arten var førhen, fra midten af 1960'erne til første halvdel af 1990'erne, ikke udbredt i de indre dele af Jylland, men forekom især ved søer og kystlaguner i Nord- og Vestjylland (Joensen 1974, Laubek 1995b).