Melanitta nigra
| Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Tidspunkt | Bestand | Bestandsudvikling |
|---|---|---|---|---|---|
| Trækfugl | Bilag IIB og Artikel 4.2-udpeget | Utilstrækkelige data (DD) | Midvinter | 220.800 (2020) 239.500 (2023) | 2013-2023: Stabil? 1987-2023: Usikker |
| Sensommer | 146.900 (2025) |
Der blev i alt estimeret henholdsvis 220.800 og 239.500 sortænder på de landsdækkende optællinger af fugle ved midvinter i 2020 og 2023. Langt de fleste fugle blev optalt i områder dækket af transekter. Sydlige Nordsø blev dækket på tællingen i 2023, men ikke i 2020, og 2023-tællingen viste, at området stadig er meget vigtigt for overvintrende sortænder. Antallet i de indre danske farvande var på begge tællinger lavere end på den seneste modellerede tælling fra 2008.
Antallet af sortænder på den landsdækkende fældefugletælling i 2025 var 146.900 baseret på rumligt modellerede data fra de indre danske farvande, sydlige Nordsø samt fra totaltællinger i en række områder, dog primært kystnært langs den jyske vestkyst. Antallet af fugle i sensommeren kan variere fra år til år (Laursen m.fl. 1997), og ved en optælling i august 2023 registreredes alene i Aalborg Bugt et endnu højere antal (Nielsen m.fl. 2023) end på hele den landsdækkende fældefugletælling i 2025.
I den kortere tidshorisont tyder de nyere data på, at den overvintrende bestand i de indre danske farvande er faldet fra 400.000 fugle i 2008 til omkring 230.000 i 2020 og 2023. Antallet i sydlige Nordsø varierer dog formentlig mellem år, hvilket til dels kan skyldes, at området, som fuglene benytter, strækker sig ind i tysk farvand, og dermed ikke dækkes af de danske optællinger.
Sortand er en talrig gæst i danske havområder fra sensommeren, hvor fuglene fælder svingfjer, igennem efterår og vinter til afrejsen mod ynglepladserne om foråret. Arten forekommer i lavvandede områder til havs, hvor de kan forekomme i høje tætheder.
Sortand yngler fåtalligt i Island, Irland og Storbritannien og mere talrigt i Skandinavien og østover i det nordlige Rusland. Arten er ikke en dansk ynglefugl, men forekommer talrigt i danske farvande det meste af året, både overvintrende og fældende fugle. De største antal registreres i den sydlige del af Nordsøen, i Aalborg Bugt og i Sejerøbugten.
Bestandsestimatet for den nordvesteuropæiske bestand af sortand er 687.000-815.000 fugle (Wetlands International 2026), hvilket er et fald fra 1.6 mio. fugle i 1995. Flyway-bestanden er dog senest vurderet som værende i fremgang og med et 1 %-kriterium er på 7.500 fugle (Wetlands International 2026). Det faktiske antal fugle i bestanden kan dog være højere end det nuværende estimat, da artens primære overvintringsområde ikke er optalt på en koordineret måde, og landstotaler fra de enkelte lande indikerer højere antal. Der blev i efterårssæsonen 2019 registreret 923.981 trækkende fugle ved Kap Põõsaspea i Estland (Ellermaa & Lindén 2020), og da arten også kan trække om natten, bidrager dette også til, at flyway-bestanden må formodes at være større end det nuværende bestandsestimat. Bestandsestimaterne indrapporteret til den seneste Artikel 12-afrapportering fra EU-landene, der dækker perioden 2019-2024, tyder også på en højere bestand (Eionet 2026).
Sortand er udsat for en række påvirkninger, som kan have betydning for bestandsudviklingen:
Sortand er i perioden 2024-2025 overvåget på den landsdækkende optælling af fældefugle i 2025. Kort over undersøgelsesområdet kan ses her. På de dedikerede optællinger af lommer i sydlige Nordsø og Aalborg Bugt i april 2024 var arten talrigt forekommende, og der præsenteres derfor totale antal fra disse optællinger også.
Arten overvåges desuden på de landsdækkende optællinger af vandfugle ved midvinter. Kort over undersøgelsesområderne for de senest gennemførte landsdækkende optællinger ved midvinter i 2020 og 2023 kan ses i metodeafsnittet om midvintertællinger.
Der er beregnet totale antal og tætheder fra optællingerne i april 2024 og fra den landsdækkende fældefugletælling i 2025 ved hjælp af rumlig modellering.
Optællingerne udføres som transekt- og totaltællinger foretaget fra fly samt optællinger foretaget fra land. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen.
På de to seneste landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023 blev der estimeret totaler på henholdsvis 220.800 fugle og 239.500 fugle (Tabel 1):
På optællingerne af lommer i Aalborg Bugt og Sydlige Nordsø i april måned 2024 blev der også registreret en del sortænder med henholdsvis 3.842 fugle og 14.201 fugle i de to områder. Data blev indsamlet efter linjetransektmetoden og en efterfølgende rumlig modellering resulterede i totaler på 12.854 (95 % konfidensinterval 8.162 - 25.969) og 40.534 (95 % konfidensinterval 23.746 - 85.447) fugle. I Aalborg Bugt var der flest fugle i et område nordvest for Anholt og mere spredt langs kysten af Jylland og i Sydlige Nordsø var der flest i området vest for Blåvandshuk (kort ikke vist). Resultaterne for apriltællingen i Aalborg Bugt og sydlige Nordsø er medtaget, da tællingerne blev gennemført under gode observationsbetingelser og fordi en efterfølgende rumlig modellering var mulig. Arten er desuden på udpegningsgrundlaget for fuglebeskyttelsesområderne 2 (Aalborg Bugt, nordlige del), 15 (Randers og Mariager Fjorde og Aalborg Bugt, sydlige del) og 127 (Nordvestlige Kattegat), dette dog primært på baggrund af forekomsten på andre årstider.
På den landsdækkende fældefugletælling i 2025 blev det totale antal estimeret til 146.900 fugle. Hovedparten af artens primære fældeområder blev dækket efter linjetransekt-metoden, hvor der i alt blev registreret 41.895 fugle, hvoraf de 35.760 fugle indgik i den efterfølgende rumlige modellering. Den rumlige modellering blev foretaget todelt, således at sydlige Nordsø og de indre danske farvande blev analyseret hver for sig. I sydlige Nordsø blev der estimeret et totalt antal på 103.172 (95 % konfidensinterval 94.231 - 135.278) fugle. I de indre danske farvande blev der estimeret en total på 19.524 (95 % konfidensinterval 13.468 - 36.945) fugle. Strækningen fra Limfjordens udmunding mod syd til Nymindegab blev dækket som en totaltælling fra fly, idet der blev fløjet parallelt med kysten for at dække det kystnære område. Her blev der i alt talt 23.220 fugle. Herudover blev der i alt optalt ca. 980 fugle i andre områder enten optalt fra land eller fra totaltællinger fra fly, hvilket giver en samlet sum for tællingen på 146.900 fugle. Som på tidligere tællinger blev der i artens kerneområder registreret mange fugle i aktiv fældning på flytællingerne, og en stor del af fuglene dykkede ved overflyvning, hvorfor den registrerede total på tællingen er et minimum. Der blev desværre ikke gennemført en totaltælling langs kysten fra Thyborøn til Skagen, hvor der kan være en del sortænder (bl.a. op til 10.000 fugle registreret ved Klim i juli 2025), hvorfor totalen herfra er baseret på optællinger fra DOFbasen og resulterede i 886 fugle.
Langt hovedparten af fuglene blev registreret i sydlige Nordsø (Figur 3), som også traditionelt er et af artens vigtigste fældeområder i Danmark. Der blev ikke registreret mange fugle generelt i de indre danske farvande og således heller ikke i Aalborg Bugt, hvor der tidligere er registreret meget høje antal.
På de to seneste midvintertællinger i 2020 og 2023 blev der estimeret totaler på henholdsvis 221.000 sortænder og 237.000 sortænder. I begge år blev hovedparten registreret i de indre danske farvande. Ved den landsdækkende midvintertælling i 2008 blev der modelleret en total på 400.000 fra de indre danske farvande, og det tyder således på, at bestanden siden da er gået tilbage her. Data fra de landsdækkende midvintertællinger i 2013 og 2016 er ikke modelleret. Sydlige Nordsø blev ikke dækket fra fly i 2020, men optællingen i 2023 viste, at området stadig huser betragtelige forekomster af arten.
Der blev i alt registreret en total på 146.000 sortænder på tællingen af fældende vandfugle i 2025, et antal der ikke direkte kan sammenlignes med den seneste optælling i 2018, da data herfra ikke er modelleret. Antallet af fugle i Aalborg Bugt var på tællingen i 2025 forholdsvis lavt, sammenlignet med i 2018, men også sammenlignet med tællinger fra andre år (Nielsen m.fl. 2024). Baseret på data fra fældefugletællingen i 2006 blev der estimeret en total på 35.237 i de indre danske farvande (Petersen og Nielsen 2011). Sortandens træk begynder allerede i juli, og observationer fra træksteder i Danmark tyder også på stigende antal i sensommeren (www.dofbasen.dk). Træktællinger ved Kap Põõsaspea i Estland, hvor en stor del af den relevante flyway passerer, viser, at der ultimo juli allerede er trukket næsten 500.000 fugle, hvilket svarer til mere end halvdelen af fuglene registreret på en hel sæson (Estonian Ornithological Society 2019). Det må således også formodes, at antallene i de danske farvande stiger i løbet af sensommeren, og at det forholdsvis tidlige tidspunkt (1. august) for den ene af tællingerne i Aalborg Bugt i 2025 sammenlignet med tællingen i 2018 (begge optællinger fra fly i området foretaget primo september) kan forklare en del af forskellen i antal mellem de to tællinger i det område. På en optælling af fældende havdykænder i Aalborg Bugt medio august 2023 blev der registreret hele 214.000 sortænder, hvilket er et meget højt antal, hvortil det endda skal bemærkes at data fra tællingen på nuværende tidspunkt ikke er modelleret og at det reelle antal formentlig er noget højere. Forholdene på optællingsdagen var noget nær perfekte, og fuglene kunne ses på lang afstand, inden de dykkede (Nielsen m.fl. 2024). Der er således nok en vis variation i antallet af fugle i Aalborg Bugt mellem år, men observationsforhold spiller også en stor rolle ved optællinger fra fly af fældende sortænder. Antallet af sortænder på fældefugletællingen i 2025 var sammenligneligt med de første fældefugletællinger (Tabel 2), men antallet synes at variere betragteligt mellem år. Det er dog vigtigt at bemærke, at forskelle i metodevalg spiller meget ind på de registrerede antal, og dermed også de rapporterede totaler.
Det er svært at sammenligne resultaterne fra de landsdækkende tællinger fra før 2004 med de nutidige, fordi størstedelen af fuglene i dag tælles ved brug af linjetransektmetoden, hvor man førhen benyttede totaltællinger af områder, hvor sortænder og andre havdykænder forventedes at forekomme. Endvidere blev der ved tællingerne før 2004 ikke foretaget offshore tællinger i Nordsøen. Antallet af fugle, der overvintrer i Danmark, synes at være gået tilbage, hvis man ser på udviklingen over de seneste landsdækkende midvintertællinger, men der er også sket en ændring i artens geografiske fordeling.
Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.
Figur 1. Fordeling af sortænder optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2020. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.
Figur 2. Fordeling af sortænder optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2023. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link. På kortet vises også de fløjne transekter.
Figur 3. Rumlig modelleret fordeling af sortænder registreret på den landsdækkende fældefugletælling i sensommeren 2025. Der blev estimeret en total på 122.696 fugle indenfor området dækket af transekter. Der blev desuden registreret 24.204 fugle på totaltællinger fra land eller fly, så den samlede total fra tællingen var 146.900 fugle.
| År | Antal | Metode |
|---|---|---|
| 1968 | 4.752 | T |
| 1969 | 78.700 | T |
| 1970 | 105.400 | T |
| 1971 | 95.400 | T |
| 1973 | 148.100 | T |
| 1987 | 225.903 | T |
| 1988 | 178.097 | T |
| 1989 | 361.230 | T |
| 1991 | 554.801 | T |
| 1992 | 950.274 | T |
| 2000 | 101.402 | T |
| 2004 | 446.000 | M+E |
| 2008 | 600.000 | M+E |
| 2013 | 193.500-258.000 | E |
| 2016 | 184.000-371.000 | E |
| 2020 | 220.800* | M+T |
| 2023 | 239.500 | M+T |
Tabel 1. Antal sortænder optalt eller estimeret ved de 17 landsdækkende midvintertællinger, der er udført 1968-2023. Metode angiver T (sum af individer fra totaltælling), M (modellerede antal), E (estimerede antal i transektområder ud fra model-ratioer, kombineret med totaltal fra enkelte områder). * Sydlige Nordsø ikke dækket fra fly.
| År | Antal |
|---|---|
| 1968-1972 | 150.000-200.000 |
| 1986 | 82.090 |
| 1987 | 32.591 |
| 1988 | 99.914 |
| 1989 | 123.929 |
| 2006 | 55.000# |
| 2012 | 19.728 |
| 2018 | 93.540 |
| 2025 | 146.900* |
Tabel 2. Antal sortænder optalt ved de landsdækkende fældefugletællinger i perioden 1968 til 2025. # Antallet i 2006 består af et modelleret estimat fra de indre danske farvande, totaltællinger samt et vurderet estimat fra sydlige Nordsø. *Antallet fra 2025 består af et modelleret estimat fra sydlige Nordsø og de indre danske farvande, samt totaltællinger i andre områder.