Grus grus
| Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Tidspunkt | Bestand | Bestandsudvikling |
|---|---|---|---|---|---|
| Trækfugl | Bilag I | Ikke relevant (NA) | Oktober | 2.976 (2025) | 2018-2025 (oktober): Stigende |
Arten blev i NOVANA-programmet første gang overvåget som trækfugl i oktober 2018. Bestanden af ynglende traner i både Danmark og nabolandene er stigende, hvilket også gælder for den rastende bestand om efteråret i Danmark. Antallet optalt på oktobertællingen kan dog variere fra år til år alt efter, hvor mange fugle, der kortvarigt raster på lokaliteter (specielt i Østdanmark) på deres vej mod overvintringsområderne syd for Danmark. I 2025 var antallet af fugle, der vurderes at være kortvarigt rastende dog meget lavt. I takt med, at bestanden af ynglende traner stiger i Danmark, og disse formodes at raste i landet i længere tid, vil trækfuglene, der raster kortvarigt, formentlig udgøre en mindre andel.
Arten blev ved optagelse i NOVANA-programmet overvåget hvert andet år i oktober (2018 og 2020), men er siden 2022 overvåget årligt og således både i 2024 og 2025 med henholdsvis 1.414 og 2.976 fugle registreret. Bestandsudviklingen for arten i oktober vurderes således som værende stigende. En vurdering for ynglebestanden kan findes her.
Trane forekommer i Danmark både som ynglefugl og som trækfugl. Forår og efterår trækker tusindvis af traner over Danmark på vej til og fra deres yngleområder i Skandinavien og længere mod øst. Antallet af trækkende fugle varierer fra år til år alt efter de fremherskende vindretninger i artens trækperiode. Under trækket kan store flokke af og til ses rastende på marker og enge, primært i den østlige del af landet. De danske ynglefugle kan om efteråret ses gå til overnatning en række steder, men de største forekomster er i Vejlerne og i de senere år også ved Råhede Vade, hvor fugle fra de jyske ynglebestande overnatter kollektivt. I de senere år er der dog kommet mange nye overnatningspladser til.
Trane ynglede i Europa tidligere primært i Skandinavien, men bestanden er de seneste årtier gået meget frem, således også i Danmark, hvor bestanden under Atlas III 2014-2017 blev vurderet til at være 413-546 par (Vikstrøm & Moshøj 2020), og sidenhen er fremgangen fortsat, da bestanden i nærværende rapport er skønnet til 583-900 par og stadig stigende. Flest fugle yngler i Jylland og på Bornholm, men arten yngler nu også på både Fyn og Sjælland.
Den vesteuropæiske bestand af traner er vurderet til at være 350.000 fugle (Ilyashenko 2016) med et 1 %-kriterie på 3.500 fugle, og bestanden er vurderet som værende i fremgang (Wetlands International 2026).
Flest traner overvintrer i Spanien og Portugal, men i takt med hyppigere varmere vintre, overvintrer mange fugle nu også nordligere (Gicquel et al. 2026), især i Tyskland og Frankrig, men også i Danmark, hvor der årligt ses fugle (flest i milde vintre) på en række lokaliteter, bl.a. i Kongens Mose, i Vejlerne og på forlandet ved Gammel Hviding i Sønderjylland.
Grundet den store fremgang i artens ynglebestand vurderes den ikke at være udsat for større trusler her til lands. Forstyrrelser i yngleområdet/yngletiden kan dog påvirke ynglefuglenes ynglesucces.
Trane blev oprindeligt overvåget hvert andet år i oktober i NOVANA trækfugleprogrammet (2018 og 2020), men er siden 2022 overvåget årligt. Arten dækkes primært i de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget: Østlige Vejler og Bøtø Nor, men de fleste af artens primære lokaliteter dækkes på de landsdækkende oktober-tællinger. Trane overvåges i NOVANA også som ynglefugl, hvor bestanden overvåges inden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget.
Arten overvåges primært ved optællinger foretaget fra land, men enkelte flokke ses også indimellem på totaltællinger foretaget fra fly. Derudover er data suppleret med et kvalitetssikret udtræk fra DOFbasen, for at medtage eventuelle betydende forekomster i andre dele af landet end de dækkede på tællingen. Der er udelukkende medtaget observationer af rastende fugle med et specielt fokus på lokaliteter, hvor arten overnatter.
Flere bornholmske moser benyttes af traner som overnatningspladser og det vides ikke, om de skifter mellem de forskellige moser fra dag til dag, hvorfor koordinerede optællinger på nærtliggende overnatningslokaliteter på samme dag er at foretrække, hvis det er muligt. Det samme gør sig til dels gældende i Midtjylland.
Det registrerede antal på oktobertællingen varierer betragteligt mellem år. På de seks tællinger foretaget i perioden 2018-2025 er der registreret 351-2.976 fugle med flest fugle i 2025 (Tabel 1). Vest for Storebælt og på Bornholm er der efterhånden en række faste overnatningslokaliteter med >100 fugle. Det drejer sig bl.a. om Råhede Vade, Vejlerne, Frøslev Mose, Lille Vildmose og Randbøl Hede i Jylland og de større moser på Bornholm. Øst for Storebælt er forekomsten af rastende fugle lidt mere varierende. Bøtø Nor bruges dog mere eller mindre fast som overnatningslokalitet.
I 2024 blev der registreret flest fugle (>100 fugle) i de Østlige Vejler (526), Lille Vildmose (151), Nors (135), Gl. Hviding Forland (134) og ved Tylstrup Enge (117). I Vejlerne og ved Gl. Hviding Forland blev fuglene talt på overnatningstælling. Øst for Storebælt var største observation i Vallensgård-Kærgård Mose (92 fugle). I 2025 blev den største flok registreret på Bornholm v Skørrebro (1044). Andre store observationer (>200 fugle) var Råhede Forland (410), Tylstrup Enge (345), Marrebæk (253), Vejlerne (253) og Randbøl Hede (200). Fuglene ved Råhede Forland og på Randbøl Hede blev talt på overnatningstælling.
Trane blev første gang overvåget som trækfugl på tællingen i 2018. Arten ses spredt ud over det meste af landet, og der findes flere overnatningspladser i Jylland og på Bornholm, hvor antallet i takt med stigningen i artens ynglebestand også er steget. Desuagtet vil antallet variere noget fra år til år alt efter hvor mange fugle, der registreres på midlertidige rastepladser undervejs på trækket.
Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.
Figur 1. Fordeling af traner optalt ved den artsspecifikke optælling i oktober 2024. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.
Figur 2. Fordeling af traner optalt ved den artsspecifikke optælling i oktober 2025. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.
| År | Oktober |
|---|---|
| 2018 | 351 |
| 2020 | 1.689 |
| 2022 | 2.023 |
| 2023 | 2.980 |
| 2024 | 1.414 |
| 2025 | 2.976 |
Tabel 1. Antal af trane optalt i Danmark i oktober. Arten blev optalt hvert andet år i 2018-2022, men er siden talt årligt. Første optælling var i 2018.