Anas platyrhynchos
| Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Tidspunkt | Bestand | Bestandsudvikling |
|---|---|---|---|---|---|
| Trækfugl | Bilag IIA | Livskraftig (LC) | Midvinter | 100.364 (2020) 120.252 (2023) | 2014-2025: Stabil 1987-2025: Stabil |
På de seneste to landsdækkende midvintertællinger er der optalt henholdsvis 100.364 (2020) og 120.252 (2023) gråænder i Danmark. Antallet af gråænder optalt ved landsdækkende midvintertællinger i perioden 1968-2023 har varieret mellem knap 90.000 og godt 180.000 fugle, når man ser bort fra tællingen i 1987, hvor tallene for flere arter var ekstraordinært lave på grund af isvinter. Bedømt både ud fra resultaterne fra de landsdækkende tællinger og indeksberegningerne er udviklingen i antallet af overvintrende gråænder moderat faldende for den lange 1987-2025 periode, men stabile i den korte 2014-2025 periode.
Der blev i alt registreret 33.078 gråænder på den landsdækkende fældefugletælling i 2025. Arten er ikke tidligere opgjort i sensommeren under NOVANA-programmet.
I Danmark træffes gråand om efteråret og vinteren jævnt fordelt i småflokke over hele landet, og der er i modsætning til de øvrige svømmeænder ikke enkeltlokaliteter, der indeholder markant højere antal end andre, hvilket blandt andet også afspejles i, at ingen enkeltlokalitet er af international betydning for arten.
Gråand er vidt udbredt og talrig som ynglefugl i Danmark såvel som resten af den nordlige halvdel af Jorden. Arten er også en talrig trækgæst, hvor fugle kommer fra yngleområder nord og øst for Danmark for at overvintre (Bønløkke m.fl. 2006).
Bestanden i Nordvesteuropa vurderes til at være mellem 4,5 og 7,1 mio. fugle, med et 1 %-kriterie på 53.000 og som værende i tilbagegang (Wetlands International 2026).
Arten er jagtbar og det årlige jagtudbytte i perioden 2012-2023 har været faldende fra 485.000 til 313.000 fugle (Vildtudbyttestatistikken). Historisk steg jagten fra et niveau på omkring 400.000 nedlagte fugle pr. sæson i 1960'erne og 1970'erne til op mod 800.000 fugle i 1990’erne og er altså siden faldet igen. En andel af jagtudbyttet stammer fra udsatte fugle, hvor det skønnes, at der årligt udsættes ca. 350.000 fugle (Kanstrup m.fl. 2024).
Gråand registreres, i modsætning til de andre svømmeænder, i størst antal ved midvinter, og det er derfor de landsdækkende midvintertællinger, der sammen med årlige indeksberegninger udgør grundlaget for en vurdering af bestandsudviklingen for trækgæsterne.
Gråand er i perioden 2024-2025 overvåget ved de årlige reducerede midvintertællinger, der består af optællinger af de indekslokaliteter, der er omtalt i metodeafsnittet om midvintertællinger. Arten overvåges desuden på de landsdækkende optællinger af vandfugle ved midvinter, som senest er gennemført i 2020 og 2023. Kort over undersøgelsesområderne for de landsdækkende optællinger ved midvinter i 2020 og 2023 kan ses via linket hér.
Gråand er i perioden 2024-2025 derudover overvåget ved den landsdækkende fældefugletælling i sensommeren 2025. Det er første gang, at arten er forsøgt opgjort på baggrund af den landsdækkende fældefugletælling. Et kort over dækningen på tællingen kan findes via linket hér.
Arten er især optalt ved totaltællinger foretaget fra fly samt optællinger foretaget fra land. Mindre antal er registreret i forbindelse med transekttællinger fra fly.
For at beregne landstotaler for både midvinter 2020 og 2023 og fældeperioden i 2025 er datagrundlaget suppleret med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke er dækket af NOVANA-tællerne.
Der blev på de to seneste landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023 registreret henholdsvis 100.364 og 120.252 fugle, antal der ligger noget under de foregående tællinger (Tabel 1). Arten var på begge tællinger udbredt jævnt over hele landet (Figur 1 og 2).
Der blev i alt registreret 33.078 fugle på den landsdækkende fældefugletælling i sensommeren 2025. Arten er ikke tidligere opgjort i forbindelse med en fældefugletælling. Fuglene var jævnt fordelt ud over hele landet uden nogen større koncentrationer (Figur 3).
Bestandsindekset for midvinter 2024 og 2025 var begge højere end de forudgående år, og 2024 blandt de højeste siden 2000 (Figur 4). Bestandens udvikling klassificeres ud fra de log-lineære modeller, baseret på GAM-modellernes output, som værende faldende i den lange periode 1987-2025, men stabil i den korte 2014-2025.
Arten registreres ved midvinter almindeligt over hele landet (Figur 1 og 2), dog med større koncentrationer langs østkysten af Himmerland, i Limfjorden, Roskilde Fjord, Stege Bugt, Alleshave Bugt og Præstø Fed. I hårde vintre, hvor søer fryser til, registreres flere fugle langs kysterne. I milde vintre kan arten overvintre på selv meget små søer, hvilket besværliggør en fyldestgørende optælling af det totale antal fugle, da fuglene er fordelt på en større mængde lokaliteter i modsætning til de kolde vintre.
Den observerede nedgang i antal, kan derfor delvist forklares af, at der nu er længere mellem kolde vintre, så en relativt større andel af gråænderne ikke bliver talt. Den kolde vinter 2024 er netop et eksempel på, at her kom fuglene ud til kysterne, og indekset og det estimerede antal fugle i indeksområderne steg markant (se den uddybende figur, der linkes til under indekskurven i Figur 4). Dertil kommer at færre fugle udsættes mhp. jagt, og at stadigt flere gråænder overvintrer i fx Sverige, hvor den overvintrende bestand er mere end fordoblet fra 1970 til 2015, hvor der overvintrede i omegnen af 200.000 fugle i landet (Nilsson & Haas 2016). Siden synes bestanden stabilseret på dette højere niveau (Green m.fl. 2025).
Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.
Figur 1. Fordeling af gråand optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2020. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.
Figur 2. Fordeling af gråand optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2023. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.
Figur 3. Fordeling af gråænder optalt ved den landsdækkende fældefugletælling i 2025. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.
Figur 4. Udvikling i bestandsindeks for gråand ved midvinter fra 1987 til 2025, baseret på optællinger i indeksområderne. Indeks er sat til 100 i 1994. Den underliggende analyse af antal og bestandsudvikling (trend) for arten kan ses via dette link.
| År | Antal |
|---|---|
| 1968 | 89.928 |
| 1969 | 143.600 |
| 1970 | 89.500 |
| 1971 | 112.400 |
| 1973 | 127.000 |
| 1987 | 56.230 |
| 1988 | 97.840 |
| 1989 | 110.227 |
| 1991 | 182.716 |
| 1992 | 148.974 |
| 2000 | 135.007 |
| 2004 | 140.517 |
| 2008 | 135.893 |
| 2013 | 138.289 |
| 2016 | 139.233 |
| 2020 | 100.364 |
| 2023 | 120.252 |
Tabel 1. Antal af gråænder optalt ved de 17 landsdækkende midvintertællinger, der er udført 1968 til 2023.