Mergus merganser
| Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Tidspunkt | Bestand | Bestandsudvikling |
|---|---|---|---|---|---|
| Trækfugl | Bilag IIB og Artikel 4.2-udpeget | Livskraftig (LC) | Midvinter | 12.050 (2020) 14.341 (2023) | 2014-2025: Stabil 1987-2025: Faldende |
| Sensommer | 436 (2025) |
Der blev i alt registreret 12.050 og 14.341 overvintrende store skalleslugere på de to seneste landsdækkende midvintertællinger i henholdsvis 2020 og 2023, hvilket var lavere end på de to foregående i 2013 og 2016.
Siden de første landsdækkende tællinger i 1968 og indtil nu har antallet af overvintrende fugle varieret mellem 12.000 og 28.200 fugle, hvor det registrerede antal i 2020 således var det laveste hidtil.
Bedømt ud fra indeksberegningerne bedømmes bestanden som faldende i den lange periode 1987-2025, men stabil i den korte periode 2014-2025.
Artens antal og fordeling i sensommeren blev for første gang opgjort på en landsdækkende fældefugletælling i 2025, hvor der i alt blev registreret 436 fugle. Det registrerede antal vurderes at bestå primært af danske ynglefugle og deres unger.
Stor skallesluger træffes i yngletiden primært langs kyster i Østdanmark og i Sydøstjylland. I vinterhalvåret træffes arten almindeligt over hele landet i større søer, fjorde, nor og laguner.
Arten yngler i større søer, floder og langs kysten i Nordeuropa mod syd til Alperne og videre østover (Scott & Rose 1996). Den danske bestand af stor skallesluger yngler langs kysterne på Als, Sydøstsjælland, Fyn, Møn, Falster og på Bornholm. Bestanden er gået frem fra 34 par i 1998, 67-74 par i 2012, 140-150 par i 2018 og til nu 210 par (Vikstrøm & Moshøj 2020, Fredshavn m.fl. 2025). Bestandsfremgangen skyldes primært ophængning af redekasser til arten.
Bestanden i Nordvest- og Centraleuropa er vurderet til at være på 170.000-260.000 individer, med et 1%-kriterie på 2.100 fugle og som værende i tilbagegang (Wetlands International 2026).
Stor skallesluger er udsat for en række påvirkninger, som kan have betydning for bestandsudviklingen. Arten var jagtbar til og med sæsonen 2013/14, hvorefter arten blev fredet (Madsen m.fl. 2022). Utilsigtet bifangst i fiskeredskaber sker sandsynligvis også i nogen grad. De danske ynglefugle har sandsynligvis været begrænset af mangel på redeplaceringsmuligheder, idet opsætning af redekasser på potentielle ynglelokaliteter har haft en gunstig indvirkning på den danske ynglebestand (Nyegaard m.fl. 2014).
Stor skallesluger er i perioden 2024-25 overvåget ved de årlige reducerede midvintertællinger. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger af indekslokaliteterne, der er omtalt i metodeafsnittet for midvintertællingerne. Sensommerbestanden er for første gang i NOVANA-programmet opgjort i forbindelse med den landsdækkende fældefugletælling i 2025.
Arten overvåges desuden i forbindelse med de landsdækkende midvintertællinger, der som udgangspunkt gennemføres hvert tredje år, senest i 2020 og 2023. Kort over undersøgelsesområderne for de landsdækkende optællinger ved midvinter i 2020 og 2023 kan ses i metodeafsnittet om midvintertællinger.
Arten er især optalt ved totaltællinger foretaget fra land samt i mindre grad optællinger foretaget fra fly (primært i kolde vintre). Mindre antal er registreret i forbindelse med transekttællinger fra fly. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt, dette dog primært i år med landsdækkende optælling af arten.
På de to seneste landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023 blev der i alt registreret lidt mere end 12.000 overvintrende store skalleslugere i 2020 og 14.350 i 2023 (Tabel 1). Antallet af overvintrende fugle i 2020 og 2023 var i begge år lavere end på de to seneste landsdækkende midvintertællinger i 2013 og 2016 og antallet i 2020 var således det laveste nogensinde registreret på en midvintertælling.
Arten er vidt udbredt i Danmark om vinteren, men flest fugle registreres normalt i Midtjylland, Limfjorden og øst for Storebælt (Figur 1 og Figur 2). I januar 2023 blev der registreret rekordhøje antal for lokaliteten i Vejlerne og således også på midvintertællingen, hvor mere end 1.000 fugle blev talt i området. Der var også mange fugle i søerne i Flyndersø/Stubbergård Sø-området (1.144 fugle). Der blev kun registreret meget få fugle ved Arresø, som ellers traditionelt er en af artens vigtigste områder her i landet. I 2020 blev der registreret en stor flok i Limfjorden (heraf hele 1.281 på en overnatningstælling i Ulvedybet) og i både 2020 og 2023 var der som vanligt ellers pænt med fugle i den østlige del af landet på Sjælland og omkring Lolland-Falster.
Bestandsindekset for de reducerede midvintertællinger var i både 2024 og 2025 på niveau med flere af de forudgående år (Figur 3). Bestandens udvikling klassificeres ud fra de log-lineære modeller, baseret på GAM-modellernes output, som værende faldende i den lange periode fra 1987-2025, men stabil i den korte periode fra 2014-2025.
Sensommerbestanden blev i 2025 for første gang opgjort i forbindelse med den landsdækkende fældefugletælling. Der blev i alt registreret 436 individer og den primære udbredelse var stort set identisk med udbredelsen for den danske ynglebestand og det må derfor formodes at størstedelen af de registrerede fugle er danske ynglefugle og deres unger.
Set i det lange perspektiv tilbage til 1987 er bestanden af stor skallesluger i Danmark forholdsvis stabil (Tabel 1), men med nogle forholdsvis store år-til-år variationer, der også ses i de årlige indekstal, hvor der var særligt høje antal midt i 1990'erne og i 2013 (Figur 3). De lidt højere indeks i første del af overvågningsperioden bevirker dog, at bestanden klassificeres som faldende.
Den årlige variation skyldes formentlig til dels variation i de respektive vintres hårdhed, men også en regulær forskydning af artens overvintringsområde mod nordøst formentlig som en reaktion på klimaforandringer (Lehikoinen m.fl. 2013). Antallet i Sverige er således steget fra omkring 8.000 overvintrende fugle i 1971 til omkring 35.000 fugle i 2015 (Nilsson & Haas 2016), og de nyeste indeksberegninger antyder, at bestanden er øget yderligere siden da (Green m.fl. 2026).
Sensommerbestanden vurderes primært at bestå af danske ynglefugle og med en ynglebestand på omkring 210 par, så er den reelle sensommerbestanden nok højere end den her præsenterede. Det lavere antal på sensommertællingen i 2025 skyldes formentlig primært, at arten optræder kystnært i små grupper, som let overses under tællingen.
Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.
Figur 1. Fordeling af store skalleslugere optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2020. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.
Figur 2. Fordeling af store skalleslugere optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2023. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.
Figur 3. Udvikling i bestandsindeks for stor skallesluger ved midvinter fra 1987 til 2025, baseret på optællinger i indeksområderne. Indeks er sat til 100 i 1994. Den underliggende analyse af antal og bestandsudvikling (trend) for arten kan ses via dette link.
| År | Antal |
|---|---|
| 1968 | 13.218 |
| 1969 | 15.900 |
| 1970 | 28.200 |
| 1971 | 22.800 |
| 1973 | 23.200 |
| 1987 | 21.600 |
| 1988 | 15.223 |
| 1989 | 12.123 |
| 1991 | 20.644 |
| 1992 | 18.090 |
| 2000 | 13.602 |
| 2004 | 17.461 |
| 2008 | 13.846 |
| 2013 | 22.222 |
| 2016 | 16.253 |
| 2020 | 12.050 |
| 2023 | 14.341 |
Tabel 1. Antal af stor skallesluger optalt ved de 17 landsdækkende midvintertællinger i perioden 1968 til 2023.