Aythya fuligula
| Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Tidspunkt | Bestand | Bestandsudvikling |
|---|---|---|---|---|---|
| Trækfugl | Bilag IIA og Artikel 4.2-udpeget | Sårbar (VU) | Midvinter | 99.410 (2020) 117.179 (2023) | 2014-2025: Stabil 1987-2025: Faldende |
| Sensommer | 12.611 (2025) |
På de to landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023 blev der registreret henholdsvis 99.410 og 117.179 overvintrende troldænder. Fuglenes geografiske fordeling har ikke ændret sig i perioden og flest fugle træffes stadig i den østlige del af landet.
Antallet af registrerede troldænder på de landsdækkende midvintertællinger er faldet siden 2004 - et fald der underbygges af indeks, der for den lange periode 1987-2025 er faldende. I den korte periode (2014-2025) er bestanden stabil.
Antallet af registrerede fugle på den landsdækkende fældefugletælling i sensommeren 2025 (12.611 fugle) var det højeste registreret på en fældefugletælling.
Troldand forekommer primært i ferskvand, men kan også træffes i brakvand. Om vinteren findes troldænder almindeligt i ofte meget store flokke i søer og fjorde, specielt i den østlige del af landet. Her fouragerer de på en divers blanding af smådyr, især muslinger og snegle (Madsen 1954).
Troldanden yngler vidt udbredt i Nordeuropa mod syd til Alperne. I Danmark forkeommer arten også som ynglende i det meste af landet, hvor bestanden blev opgjort til 800-1.000 par i 1993-1996 (Grell 1998). Den synes dog at være faldet markant og blev ved den seneste artikel 12-rapportering opgjort til blot 482 (min. 262 og maks. 762) par (EU Eionet 2026, Fredshavn m.fl. 2025). De danske ynglefugle trækker i et vist omfang mod Sydvesteuropa for at overvintre, men det antages at hovedparten overvintrer her landet, hvor de får selskab af tusindvis af trækgæster fra især Finland og Rusland (Bønløkke m.fl. 2006).
Flyway-bestanden er vurderet til at være på 800.000 - 1.000.000 fugle, med en mulig faldende tendens og et 1%-kriterie på 8.900 fugle (Wetlands International 2024).
Troldand er jagtbar, men det synes ikke at have påvirket bestandsudviklingen. Jagtudbyttet har i perioden 2012-2023 ligget stabilt omkring 2.600-5.200 fugle (lavest mod slutningen af perioden), men er i øvrigt faldet markant siden 1960'erne (Vildtudbyttestatistikken). Arten er alsidig i sit valg af rastepladser og kan bl.a. raste i småsøer midt i større byer. Troldand er formentlig ikke i større omfang udsat for trusler.
Troldand er i perioden 2024-25 overvåget ved de årlige reducerede midvintertællinger, samt den landsdækkende fældefugletælling i sensommeren 2025. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger af indekslokaliteterne, der er omtalt i metodeafsnittet for midvintertællingerne. Et kort over dækningen på den landsdækkende fældefugletælling kan findes via linket hér.
Arten overvåges desuden på de landsdækkende optællinger af vandfugle ved midvinter, som senest er gennemført i 2020 og 2023. Kort over undersøgelsesområderne for de landsdækkende optællinger ved midvinter i 2020 og 2023 kan ses i metodeafsnittet om midvintertællinger
Arten er især optalt ved optællinger foretaget fra land og totaltællinger foretaget fra fly. Mindre antal er registeret i forbindelse med transekttællinger fra fly. Datagrundlaget suppleres med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke er dækket af NOVANA-tællerne.
På de to seneste landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023 blev der registreret henholdsvis ca. 100.000 fugle og næsten 120.000 fugle (Tabel 1). På den reducerede midvintertælling i 2021 var dækningen af artens primære vinterudbredelse særdeles god, og her blev der også registreret næsten 120.000 overvintrende troldænder. Som sædvanligt blev langt de fleste fugle registreret i Østdanmark med de største antal ved Stege, omkring og i Roskilde Fjord, i Nakskov Fjord og Indrefjord. Store flokke blev dog også registreret i en lang række andre søer og nor (Figur 1 og 2).
Der blev i alt registreret 12.611 troldænder på den landsdækkende optælling af fældefugle i 2025 (Figur 3). Antallet er markant større end antallet registreret på tidligere fældefugletællinger (462-4.353 fugle), hvilket dog primært bygger på en bedre dækning af søer fra land. Arten er ikke en decideret fokus-art på fældefugletællingen, men på tællingen i 2025 vurderes dækningen at have været god. Flest fugle (>1.000) blev registreret i Tystrup-Bavelse Sø (1.990 fugle), Arreskov Sø (1.500 fugle) og i Nakskov Indrefjord (1.200 fugle).
Bestandsindekset for midvinter var i 2024 og 2025 på niveau med værdierne fra de seneste 15 år og således højere end i 2022 og 2023, hvor værdierne var meget lave (Figur 4). Bestandens udvikling klassificeres ud fra de log-lineære modeller, baseret på GAM-modellernes output, som værende faldende i den lange periode 1987-2025, men stabil i den korte periode 2014-2025.
Antallet af registrerede troldænder på de landsdækkende midvintertællinger faldt i perioden fra 2004-2016, men er siden steget igen uden dog at nå niveauet fra 2004 (Tabel 1). Det registrerede antal i 2023 kunne indikere, at den samlede overvintrende bestand er steget i de seneste år, selvom indekset, baseret på en delmængde af datasættet ikke viser dette. Der er dog formentlig også nogen variation i antal mellem år. I Sverige er antallet af overvintrende troldænder i de senere år steget fra 52.197 i 1971 til 225.000 i 2004 og 182.000 i 2015. Samtidigt er en større del af fuglene flyttet fra Øresund og det sydlige Sverige længere mod nord og øst til skærgårdene og til områderne omkring Øland og Gotland (Nilsson & Haas 2016). De nyeste svenske indeksberegninger tyder på, at bestanden er stabiliseret på niveauet fra 2015 frem til vinteren 2024/25 (Green m.fl. 2026). En regulær forskydning af artens overvintringsområde fra Vesteuropa mod nordøst til Østersøen er påvist af Lehikoinen m.fl. (2013). Set i det lange perspektiv tilbage til 1987 er den overvintrende bestand her til lands klassificeret som faldende. I et endnu længere tidsperspektiv tilbage til 1968 (Tabel 1) er det pga. betydelige udsving i antal fra år til år svært at bedømme udviklingen.
Antallet registreret på den landsdækkende fældefugletælling var det højeste registreret på de fire fældefugletællinger gennemført i perioden 2006-2025. Dette skyldes formentlig primært en bedre dækning af artens primære lokaliteter.
Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.
Figur 1. Fordeling af troldænder optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2020. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.
Figur 2. Fordeling af troldænder optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2023. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.
Figur 3. Fordeling af troldænder optalt ved den landsdækkende fældefugletælling i 2025. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.
Figur 4. Udvikling i bestandsindeks for troldænder ved midvinter fra 1987 til 2025, baseret på optællinger i indeksområderne. Indeks er sat til 100 i 1994. Den underliggende analyse af antal og bestandsudvikling (trend) for arten kan ses via dette link.
| År | Antal |
|---|---|
| 1968 | 125.359 |
| 1969 | 183.500 |
| 1970 | 196.200 |
| 1971 | 132.700 |
| 1973 | 94.700 |
| 1987 | 107.810 |
| 1988 | 100.870 |
| 1989 | 141.086 |
| 1991 | 173.166 |
| 1992 | 194.151 |
| 2000 | 125.135 |
| 2004 | 187.257 |
| 2008 | 162.247 |
| 2013 | 101.667 |
| 2016 | 91.266 |
| 2020 | 99.410 |
| 2023 | 117.179 |
Tabel 1. Antal troldænder optalt ved de 17 landsdækkende midvintertællinger, der er udført fra 1968 til 2023.