Aarhus Universitets segl

Klyde

Recurvirostra avosetta

Sammenfatning

Status Fuglebeskyttelsesdirektiv Rødliste Bestand Bestandsudvikling
Trækfugl Bilag I Ikke relevant (NA) August: 7.134 (2023) 2005-2023: Stabil

Klyde bliver i NOVANA-programmet overvåget som trækfugl ved optællinger i august. Ved seneste optælling i august 2023 blev der talt i alt 7.134 fugle. Dette ligger på omtrent samme niveau som størsteparten af de øvrige optællinger i den periode, arten er overvåget under NOVANA-programmet. 

Størsteparten af klyderne (80 %) blev ved optællingen i 2023 talt i Vadehavet, de fleste i Ho Bugt og ved Rømødæmningen. Større antal blev blev desuden registreret i Ringkøbing Fjord og syd for Læsø.

Om arten

Klyde optræder uden for yngletiden i fjordlaguner og lavvandede tidevandsområder med slikrige vandflader, som delvis tørlægges ved lavvande.

Klyde forekommer som ynglefugl lokalt langs kysterne i hele landet, men optræder i efterårsmånederne på relativt få lokaliteter i Danmark. Langt størsteparten af efterårsbestanden er samlet i Vadehavet og i fjordområder i Vestjylland og ved Limfjorden. Større antal kan også ses ved Læsø og Alleshave Bugt/Saltbækvig på Vestsjælland.

Især området syd for Rømødæmningen i Vadehavet har i en lang årrække fungeret som en fældeplads for fugle fra store dele af artens nordlige yngleområder (Laursen & Frikke 2013). Arten er trækfugl og overvintrer i Vesteuropa og Nordvestafrika.

Den vesteuropæiske bestand af klyde vurderes for perioden 2007-2018 at have en bestandsstørrelse på 100.000-110.000 individer, og bestanden vurderes at være i fremgang (Wetlands International 2024).

Arten optræder på fuglebeskyttelsesdirektivets Bilag I og er ikke jagtbar i de europæiske lande. På nogle af de danske rastepladser bevirker jagtudøvelse i september muligvis, at fuglene forlader disse områder tidligere på efteråret, end det ellers ville have været tilfældet. Der vurderes ikke at være øvrige væsentlige trusler mod de rastende fugle her i landet.

Overvågningsmetoder

Klyde overvåges i NOVANA-programmet hvert andet år ved optællinger i august. Arten blev første gang overvåget i 2005 og er talt hvert andet år siden da.

Overvågningen er landsdækkende, men med særligt fokus på de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget som trækfugl. I august optræder arten primært på de få danske fældepladser, hvilket blandt andet omfatter Vadehavet, Ringkøbing Fjord, Nissum Fjord og Læsø samt Alleshave Bugt. Optællingerne under NOVANA er suppleret med et kvalitetssikret udtræk fra DOFbasen for at medtage eventuelle betydende forekomster i andre dele af landet. Her er der som udgangspunkt anvendt maksimumtal pr. lokalitet fra optællingsweekenden plus/minus syv dage.

Optælling af klyde i Vadehavet sker de fleste år både ved optælling fra fly og fra land. Ved optællinger fra fly opsøges alle rastepladser ved højvande, og hele området tælles inden for få timer. Klyder kan være vanskelige at tælle præcist fra fly, så for denne art benyttes som regel tællinger fra land.

I perioden 2018-2023 er arten overvåget i 2019, 2021 og 2023. Optællingen i 2023 blev foretaget i weekenden 19.-20. august og i dagene omkring.

Resultater

Ved optællingen af klyde i august 2023 blev der i alt registreret 7.134 individer. De største koncentrationer var i Vadehavet med i alt 5.740 klyder, heraf 2.400 i Ho Bugt, 2.169 ved Rømødæmningen, 545 i Saltvandssøen og 531 ved Indvindingen vest for Ribe (Figur 1). I resten af landet var de største tal 723 i Ringkøbing Fjord, 272 ved Læsø og 102 i Alleshave Bugt. 

Ved optællingerne af klyde i august i 2019 og 2021 blev der talt i alt hhv. 6.875 og 8.122 individer (Tabel 1). Resultaterne fra disse optællinger er omtalt nærmere i tidligere NOVANA-rapporter.

Udvikling i antal og udbredelse

Antallet af klyder har været forholdsvist stabilt i den periode, arten er blevet overvåget under NOVANA-programmet (Tabel 1). Ved de seneste tre optællinger, mellem 2019 og 2023, har antallet ligget på et relativt højt niveau på i gennemsnit ca. 7.400 fugle. I 2007 og 2009 var antallet på næsten samme niveau, mens antallet i årene 2011-2017 var noget lavere; mellem ca. 4.600 og 5.800 individer.

Det formodes overvejende at være danske ynglefugle, der optræder på fældepladserne i Danmark, og ændringerne i antallet følger i en vis grad udviklingen i den danske ynglebestand (se afsnittet om klyde som ynglefugl). Den danske ynglebestand af klyde kulminerede omkring 1990, men gik herefter tilbage og var omtrent halveret i 2014 (Bregnballe m.fl. 2015). De seneste optællinger under NOVANA-programmet suppleret med andre data tyder på, at arten siden er gået frem som ynglefugl, men at bestanden er stabiliseret efter 2017.

Den seneste opgørelse over udviklingen i bestandene af rastende fugle i det dansk-tysk-hollandske Vadehav indikerer, at antallet af klyder er gået tilbage på både lang sigt (1987/88-2019/20) og kort sigt (2010/11-2019/20) (Kleefstra m.fl. 2022). Ifølge samme opgørelse har antallet i den danske del af Vadehavet været stabilt på lang sigt, mens det er gået frem på kort sigt. I analyserne er der indgået optællinger fra hele året og ikke kun fra den periode, hvor artens forekomst i Danmark kulminerer.

Der er over de seneste årtier sket en del ændringer i, hvilke lokaliteter der har haft størst betydning som fældeplads for klyde, og ændringerne sker nogle gange fra år til år. Vadehavet tegner sig som regel for langt størsteparten af klyderne, men i 2021 blev kun 58 % af klyderne talt i Vadehavet. Ved optællingen i 2019 var andelen 84 %, og i 2023 var andelen oppe på 80 %. I 2021 var det især antallet af klyder ved Rømødæmningen, der var lavere end normalt. Samtidig var der høje tal ved både Tipperne, i Alleshave Bugt og i Bøvling Fjord, men i 2023 var antallet af klyder væsentligt lavere på disse lokaliteter.

Referencer

Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten. 

Læs også om

Klyde / Foto: Rasmus Due NielsenKlyde
Foto: Rasmus Due Nielsen ©

Figur 1. Fordeling af klyder optalt ved den landsdækkende tælling i august 2023. Kortet er et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne. 

År Antal
2005 3.206
2007 7.870
2009 7.198
2011 4.621
2013 5.528
2015 5.801
2017 5.312
2019 6.875
2021 8.122
2023 7.134

Tabel 1. Antal af klyde optalt i Danmark i august i perioden 2005 til 2023.