Blishøne forekommer i vandhuller, søer, åer, lavvandede fjorde og langs beskyttede kyster. Arten er i vinterhalvåret primært knyttet til søer, lavvandede fjorde eller beskyttede vige med udbredt undervandsvegetation, hvor de ofte ses i store flokke. Fældefugle ses typisk i de samme habitater som de overvintrende fugle, dog koncentreret i færre områder.

Blishøne yngler over hele Europa på nær de allernordligste egne (Scott & Rose 1996). Bestanden af blishøne blev i forbindelse med DOF's Atlas II projekt vurderet til 20.000 par (Grell 1998), men arten er siden gået tilbage. DOF's ynglefuglepunkttællinger viser således en tilbagegang i perioden 1976-2023 (Vikstrøm m.fl. 2023), og Atlasundersøgelser en vigende udbredelse fra 1993-96 til 2014-17 (Vikstrøm & Moshøj 2020).  Arten er en talrig vintergæst fra Østersøområdet.

I Østersøregionen som helhed vurderes arten til at være i moderat tilbagegang (HELCOM 2017). Bestanden af overvintrende blishøns i Nordvesteuropa er senest blevet opgjort til 1,2–1,9 mio. fugle, med et 1%-kriterie på 15.500 fugle og vurderes at have en stabil eller muligvis faldende bestandsudvikling (Wetlands International 2024).  

Bestanden af blishøns rammes hårdt af isvintre, som giver øget dødelighed. Arten har dog stor evne til at retablere sig, og bestanden når typisk tilbage på niveau i løbet af nogle år (Pihl 2000).

Blishøne reagerer prompte på situationer, hvor bundvegetationen forsvinder som følge af eutrofiering - og reduceres i antal fra tusindtallige til titallige flokke. Det er veldokumenteret fra Ringkøbing Fjord, Nissum Fjord, Nibe-Gjøl Bredninger, den yderste del af Mariager Fjord samt Egensedybet i Odense Fjord (Meltofte & Clausen 2011, Clausen & Holm 2011, Fælled 2011, Clausen m.fl. 2014, Balsby m.fl. 2017). Arten vender ikke tilbage i samme omfang som fx pibeand, hvis vegetationen genetableres jf. erfaringerne fra Nibe-Gjøl og Ringkøbing Fjord. Det kan derfor ikke udelukkes, at den nutidige manglende forekomst af de 30.000-80.000 fugle, der typisk taltes i de Vestjyske Fjorde og Limfjorden (regionerne B-C i Joensen 1974) skyldes de længerevarende perioder med mangel på havgræsser, vandaks eller ålegræs i denne førhen så vigtige del af landet for overvintrende blishøns.  

Arten er jagtbar i Danmark. Antallet af nedlagte fugle er faldet i perioden fra 10.872 fugle i 2012/13 til 2.959 fugle i 2023/24. På lang sigt er udbyttet, siden toppen i 1970’erne, faldet fra op imod 100.000 fugle på en sæson i 1975/76 til det nuværende niveau omkring 3-4.000 fugle (Vildtudbyttestatistikken).

Blishøne er i perioden 2018-2023 overvåget i forbindelse med de landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023 samt ved de årlige reducerede midvintertællinger (foretages alle år).Kort over undersøgelsesområderne for de landsdækkende optællinger ved midvinter i 2020 og 2023 kan ses i metodeafsnittet om midvintertællinger. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger af indekslokaliteterne, der også er omtalt i metodeafsnittet for midvintertællingerne. Arten overvåges desuden på de landsdækkende optællinger af fældefugle, hvor undersøgelsesområdet for den seneste optælling i 2018 kan ses i metodeafsnittet om fældefugletællinger. 

Arten er især optalt ved totaltællinger foretaget fra land, men også en mindre del fra totaloptællinger og transekttællinger foretaget fra fly. Datagrundlaget suppleres med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt.

Der blev registreret henholdsvis 101.245 blishøns på den landsdækkende midvintertælling i 2020 og 130.090 blishøns på den landsdækkende midvintertælling i 2023. På begge tællinger blev langt flest fugle registreret ved fjorde, nor og sunde på Øerne (Figur 1, Figur 2). I 2023 blev flest fugle (>5.000 fugle) registreret i farvandet mellem Sjælland, Falster og Møn (~21.600), i Roskilde Fjord (~13.500), Guldborgsund (~11.000), Karrebæk-Dybsø Fjorde (~9.100 fugle) og Korsør Nor (6.200). Arten dækkes primært på optællinger foretaget fra land.

Bestandsindekset for midvinter var i både 2022 og 2023 marginalt højere end de forudgående år (Figur 3). Bestandens udvikling klassificeres ud fra de log-lineære modeller, baseret på GAM-modellernes output, som værende stabil i den lange periode fra 1987-2023, men moderat stigende i den korte fra 2012-2023. 

Antallet af registrerede blishøns på de landsdækkende fældefugletællinger er noget lavere sammenlignet med tællingerne i oktober og om vinteren. Der blev i alt registreret 36.228 fugle på optællingen i 2018, hvilket er højere end på de to seneste landsdækkende tællinger i 2006 og 2012 (Tabel 1). I 2018 blev flere af artens vigtige lokaliteter dækket, hvilket til dels kan være med til at forklare det højere antal. Flest fugle blev registreret i den østlige del af landet (Figur 4), med flest fugle i følgende områder: Roskilde Fjord samlet (7.261), Maribo Søerne samlet (2.700), Nakskov Indrefjord (2.115) og Odense Fjord samlet (1.626).

I 2022 og 2023 er blishøne optalt i forbindelse med de, fremadrettet årlige, oktobertællinger. Her blev der talt henholdsvis 94.575 og 99.975 fugle i de to år (Figur 4, Figur 5). Tællingerne viser, at blishønsene i disse måneder har stort set samme udbredelse som beskrevet ovenfor for midvinter.

Udvikling i antal og udbredelse

Antallet ved midvinter i 2020 og 2023 var lidt højere end på de to senest gennemførte landsdækkende midvintertællinger i 2013 og 2016 (Tabel 2).

Det overordnede stabile bestandsniveau fra 1987 til 2023, som den log-lineære model beskriver, skjuler større bestandssvingninger. Blishøns omkommer i store antal i hårde vintre og stigningen fra 1987 til midten af 00'erne kan forklares ud fra en bestandsgenvækst i mange år med mildere vintre efter en overdødelighed i de mange hårde vintre i 1980'erne. Tilbagegangen efter 2005 er sværere at forstå, fordi der har været forholdsvis få hårde vintre, der kunne forklare udviklingen. De seneste år synes bestanden atter at være på vej op - dog uden helt at nå niveauet fra årene omkring 2000.

Den registrerede fordeling på de to seneste landsdækkende midvintertællinger adskilte sig ikke fra tidligere tællinger.

Det højere antal registreret på fældefugletællingen i 2018 skyldes formentlig primært en bedre dækning af artens vigtigste lokaliteter. Arten registreres over hele landet, dog med langt hovedparten af fuglene i de sydøstlige og østlige dele af landet. Fordelingen på fældefugletællingen i 2018 adskilte sig ikke nævneværdigt fra den seneste optælling i 2012.r

Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.