Aarhus Universitets segl

Lille skallesluger

Mergellus albellus

Sammenfatning

Status Fuglebeskyttelsesdirektiv Rødliste Bestand Bestandsudvikling
Trækfugl Bilag I og Artikel 4.2-udpeget Livskraftig (LC) Midvinter: 2.101-2.605 (2020 og 2023) 2012-2023: Stabil
1987-2023: Stigende

På de landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023 blev der registreret i alt henholdsvis 2.101 og 2.605 små skalleslugere. Lille skallesluger er gået fra at være en fåtallig vintergæst på de første landsdækkende midvintertællinger i slutningen af 1960'erne til nu at være en vidt udbredt vintergæst. I perioden fra 1960'erne til 1980'erne blev der talt få hundrede i landet som helhed, hvorimod der i 2016 blev registreret mere end 100 fugle på hver af 10 lokaliteter og mere end 8.000 fugle i hele landet. Siden det meget høje antal i 2016 synes den overvintrende bestand at have stabiliseret sig på et lavere niveau.

Om arten

Lille skallesluger yngler i søer og floder i det nordligste Skandinavien og Finland samt østover gennem Rusland (Scott & Rose 1996). Arten yngler ikke i Danmark, men overvintrer ret almindeligt herhjemme, primært i større søer og beskyttede vige.

Den nordvesteuropæiske bestand er vurderet til 28.000-41.000 fugle, med et 1 %-kriterium på 340 fugle og som værende mulig stabil (Wetlands International 2024).

Lille skallesluger er ikke jagtbar i Danmark, men kan formentlig omkomme ved bifangst i fiskegarn i de større søer og lavvandede havområder, hvor de forekommer.  

Overvågningsmetoder

Lille skallesluger er i perioden 2018-2023 overvåget i forbindelse med de landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023 samt ved de årlige reducerede midvintertællinger (foretages alle år). Kort over undersøgelsesområderne for de landsdækkende optællinger ved midvinter i 2020 og 2023 kan ses i metodeafsnittet om midvintertællinger. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger af indekslokaliteterne, der også er omtalt i metodeafsnittet for midvintertællingerne. 

Arten er især optalt ved totaltællinger foretaget fra land samt i minde grad optællinger foretaget fra fly (primært i kolde vintre). Mindre antal er registeret i forbindelse med transekttællinger fra fly. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt, dette dog primært i år med landsdækkende optælling af arten. 

Resultater

På de to landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023 blev der registreret henholdsvis 2.101 og 2.605 små skalleslugere (Tabel 1). Flest fugle blev på begge de to landsdækkende midvintertællinger som vanligt registreret i øst- og sydøst Danmark (Figur 1, Figur 2). I 2023 var de bedste lokaliteter Maribosøerne (557), Karrebæk-Dybsø Fjorde (228) og Vestamager (109). Vest for Storebælt blev flest fugle registreret ved Rugård Nørresø (89) og ved Jordbro Engsø (86). 

Bestandsindekset for midvinter var i både 2022 og 2023 på niveau med de forudgående år (Figur 3). Bestandens udvikling klassificeres ud fra de log-lineære modeller, baseret på GAM-modellernes output, som værende moderat stigende i den lange periode fra 1987 til 2023, men stabil i den korte fra 2012-2023.  

Udvikling i antal og udbredelse

Artens antal var i 2020 og 2023 på niveau med antallet registreret på den landsdækkende midvintertælling i 2008 og således lavere end rekordåret i 2016 (Tabel 1). I det lange perspektiv er antallet af overvintrende fugle dog steget markant (Tabel 1). Ved midvinter forekommer arten over hele landet med de største antal i den sydøstlige del (Figur 1, Figur 2). 

Det er i tidligere NOVANA-rapporter påpeget, at indekset er følsomt overfor om Maribosøerne, som er en del af indekset, er frosne, fordi søerne i milde vintre er en af landets vigtigste rastepladser for arten, hvorimod alternative rastepladser, som arten benytter når søerne fryser, førhen ikke indgik i indekset. I årets version af indekset er der medtaget data fra flere lokaliteter fra Storstrømsregionen, så en del af denne fejlkilde er sandsynligvis reduceret, hvorfor de store variationer i antal fra år til år, som indekset antyder, formentlig er reelle.      

I Sverige har arten gennemgået en lignende udvikling i bestandsstørrelse fra 350 overvintrende fugle i 1971 til omkring 8.000 fugle i 2015 (Nilsson & Haas 2016), og indeks for den overvintrende bestand viser en stadig positiv tendens (Green m.fl. 2023). Bestanden af overvintrende fugle i Europa har forskubbet sig mod nordøst i perioden 1990-2011, hvilket er sket i overensstemmelse med forudsigelser på grund af klimaforandringerne (Pavón-Jordán m.fl. 2015).  

Referencer

Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten. 


Lille skallesluger hun-farvet
Fotos: Rasmus Due Nielsen


Lille skallesluger han
Fotos: Rasmus Due Nielsen


Lille skallesluger
Foto: Morten Scheller Jensen

Figur 1. Fordeling af små skalleslugere optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2020.

Figur 2. Fordeling af sm skalleslugere optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2023. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.

Figur 3. Udvikling i bestandsindeks for lille skallesluger ved midvinter fra 1987 til 2023, baseret på optællinger i indeksområderne. Indeks er sat til 100 i 1994. Den mørke kurve og punkterne angiver udviklingen i indeks, det lyseblå bånd angiver usikkerhed på den beregnede værdi (95 % konfidensintervaller). 

År Antal
1968 357
1969 250
1970 425
1971 501
1973 206
1987 605
1988 63
1989 78
1991 212
1992 196
2000 660
2004 1.447
2008 2.078
2013 3.570
2016 8.126
2020 2.101
2023 2.605

Tabel 1. Antal af lille skallesluger optalt ved de 17 landsdækkende midvintertællinger i perioden 1968 til 2023.