Lille skallesluger yngler i søer og floder i det nordligste Skandinavien og Finland samt østover gennem Rusland (Scott & Rose 1996). Arten yngler ikke i Danmark, men overvintrer ret almindeligt herhjemme, primært i større søer og beskyttede vige.

Den nordvesteuropæiske bestand er vurderet til 28.000-41.000 fugle, med et 1 %-kriterium på 340 fugle og som værende mulig stabil (Wetlands International 2024).

Lille skallesluger er ikke jagtbar i Danmark, men kan formentlig omkomme ved bifangst i fiskegarn i de større søer og lavvandede havområder, hvor de forekommer.  

Lille skallesluger er i perioden 2018-2023 overvåget i forbindelse med de landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023 samt ved de årlige reducerede midvintertællinger (foretages alle år). Kort over undersøgelsesområderne for de landsdækkende optællinger ved midvinter i 2020 og 2023 kan ses i metodeafsnittet om midvintertællinger. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger af indekslokaliteterne, der også er omtalt i metodeafsnittet for midvintertællingerne. 

Arten er især optalt ved totaltællinger foretaget fra land samt i minde grad optællinger foretaget fra fly (primært i kolde vintre). Mindre antal er registeret i forbindelse med transekttællinger fra fly. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt, dette dog primært i år med landsdækkende optælling af arten. 

På de to landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023 blev der registreret henholdsvis 2.101 og 2.605 små skalleslugere (Tabel 1). Flest fugle blev på begge de to landsdækkende midvintertællinger som vanligt registreret i øst- og sydøst Danmark (Figur 1, Figur 2). I 2023 var de bedste lokaliteter Maribosøerne (557), Karrebæk-Dybsø Fjorde (228) og Vestamager (109). Vest for Storebælt blev flest fugle registreret ved Rugård Nørresø (89) og ved Jordbro Engsø (86). 

Bestandsindekset for midvinter var i både 2022 og 2023 på niveau med de forudgående år (Figur 3). Bestandens udvikling klassificeres ud fra de log-lineære modeller, baseret på GAM-modellernes output, som værende moderat stigende i den lange periode fra 1987 til 2023, men stabil i den korte fra 2012-2023.  

Udvikling i antal og udbredelse

Artens antal var i 2020 og 2023 på niveau med antallet registreret på den landsdækkende midvintertælling i 2008 og således lavere end rekordåret i 2016 (Tabel 1). I det lange perspektiv er antallet af overvintrende fugle dog steget markant (Tabel 1). Ved midvinter forekommer arten over hele landet med de største antal i den sydøstlige del (Figur 1, Figur 2). 

Det er i tidligere NOVANA-rapporter påpeget, at indekset er følsomt overfor om Maribosøerne, som er en del af indekset, er frosne, fordi søerne i milde vintre er en af landets vigtigste rastepladser for arten, hvorimod alternative rastepladser, som arten benytter når søerne fryser, førhen ikke indgik i indekset. I årets version af indekset er der medtaget data fra flere lokaliteter fra Storstrømsregionen, så en del af denne fejlkilde er sandsynligvis reduceret, hvorfor de store variationer i antal fra år til år, som indekset antyder, formentlig er reelle.      

I Sverige har arten gennemgået en lignende udvikling i bestandsstørrelse fra 350 overvintrende fugle i 1971 til omkring 8.000 fugle i 2015 (Nilsson & Haas 2016), og indeks for den overvintrende bestand viser en stadig positiv tendens (Green m.fl. 2023). Bestanden af overvintrende fugle i Europa har forskubbet sig mod nordøst i perioden 1990-2011, hvilket er sket i overensstemmelse med forudsigelser på grund af klimaforandringerne (Pavón-Jordán m.fl. 2015).  

Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.