Knopsvane er i vinterhalvåret primært knyttet til lavvandede fjorde eller beskyttede vige med udbredt undervandsvegetation, hvor fuglene ofte ses i store flokke. Fældefugle ses typisk i de samme habitater som de overvintrende fugle, dog koncentreret i færre områder.

Knopsvane er talrig over hele landet, både som ynglestandfugl og som fælde- og vintergæst fra yngleområder i Østersøområdet, nordlige Tyskland og Holland (Bønløkke m.fl. 2006). Bestanden af knopsvaner i Nordvest- og Centraleuropa er senest blevet opgjort til 260.000-300.000 fugle, med et 1 %-kriterie på 2.800 fugle og med en stigende-stabil bestandsudvikling (Wetlands International 2024).  

Knopsvaner er som andre andefugle, følsomme over for menneskelige forstyrrelser i deres fældeperiode. Under fældningen mister fuglene alle svingfjer samtidig, og er derfor ikke flyvedygtige i op til tre uger i juli og august. Øgede menneskelige aktiviteter på meget lavvandede områder, hvor knopsvaner fælder, kan således påvirke fuglenes antal i negativ retning (fx Clausen m.fl. 2020).

Knopsvanernes antal påvirkes negativt i fjordområder, hvor der er observeret eutrofieringsbetingede tilbagegange i udbredelse og tætheder af vandplanter. Dette er veldokumenteret fra Ringkøbing Fjord (Meltofte & Clausen 2011), Nissum Fjord (Clausen & Holm 2011), Nibe-Gjøl Bredninger (Balsby m.fl. 2017), Mariager Fjord (Fælled 2011) og Odense Fjord (Clausen m.fl. 2014). Der er dog i de senere år også eksempler på, at svanerne vender tilbage, hvis vegetationen genetableres. Dette er dokumenteret fra Nibe-Gjøl Bredninger (Balsby m.fl. 2017) og Ringkøbing Fjord, hvor der er set stigende antal af svaner de seneste år. Lokalt er der eksempler på, at knopsvaner omkommer ved kollision med højspændingsledninger.

Knopsvane er i perioden 2018-2023 overvåget i forbindelse med de landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023 samt ved de reducerede midvintertællinger (alle år). Kort over undersøgelsesområderne for de landsdækkende optællinger ved midvinter i 2020 og 2023 kan ses i metodeafsnittet om midvintertællinger. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger af indekslokaliteterne, der også er omtalt i metodeafsnittet for midvintertællingerne. Undersøgelsesområdet for den seneste landsdækkende optælling af fældende vandfugle (2018) kan ses i metodeafsnittet om fældefugletællinger.

Arten er især optalt ved totaltællinger foretaget fra fly samt optællinger foretaget fra land. Mindre antal er registeret i forbindelse med transekttællinger fra fly. Datagrundlaget suppleres med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt, dette dog primært i år med landsdækkende optælling af arten.

På de to landsdækkende midvintertællinger gennemført i perioden blev der registreret omkring 53.000 fugle i 2020 (Figur 1) og godt 63.000 fugle i 2023 (Figur 2). Fordelingen af fuglene på de to tællinger var meget lig den observerede ved tidligere midvintertællinger. Flest fugle blev optalt i fjorde og lavvandede områder på Øerne, hvor antal, der overstiger det internationale 1 %-bestandskriterie på 2.800 fugle, blev optalt i fire fuglebeskyttelsesområder i begge vintre, henholdsvis nr. 81 Karrebæk, Dybsø og Avnø Fjorde; nr. 85. Smålandshavet nord for Lolland; nr. 89 Præstø Fjord og Ulvshale-Nyord samt nr. 105 Roskilde Fjord (Figur 1 og Figur 2). I Nakskov Fjord var der en internationalt betydende forekomst i 2023 (Figur 2). Uden for øerne fandtes de største antal i Ringkøbing Fjord i 2020 og i udmundingen af Mariager Fjord i 2023. 

På den landsdækkende fældefugletælling i sommeren 2018 blev der i alt optalt 69.404 knopsvaner (Figur 3). 

Bestandsindekset for midvinter var i 2022 blandt de højeste i hele tidsserien fra 1987, mens indeks i 2023 var marginalt lavere end året før (Figur 4). Bestandens udvikling klassificeres ud fra de log-lineære modeller, baseret på GAM-modellernes output, som værende stabil i den lange periode fra 1987 til 2023, men moderat stigende i den korte fra 2012-2023.  

Udvikling i antal og udbredelse

Stigningen i antal mellem midvintertællingerne i 2020 og 2023 skyldes formentlig en kombination af vinterens hårdhed, årlige fluktuationer og dækningen. Antallet har således ligget på 50-70.000 fugle siden starten af 1990'erne (Tabel 1). 

Set i det lange perspektiv indikerer resultaterne af de landsdækkende optællinger ved midvinter, såvel som indeks, at bestanden af overvintrende knopsvaner i Danmark har været stabil over en mere end 50-årig periode (Tabel 1, Figur 4). De lavere antal og lave indeks i midten af 1980’erne afspejler, at der var fem isvintre fra 1978/79 til 1986/87. Det er velkendt, at dødeligheden blandt svanerne er høj i sådanne vintre (fx Andersen-Harild 1981, Bacon & Andersen-Harild 1989), hvilket givetvis påvirkede den samlede bestandsstørrelse i midt-1980'erne. De senere års lavere totalantal i år med landsdækkende tællinger kan ikke på samme måde tilskrives isvintre, men skyldes dels at et stigende antal af svaner grundet de hyppigere milde vintre, overvintrer længere inde i Østersøen, hvor fx bestanden i Sverige er blevet opgjort til 7.300 i 1971, 31.000 i 2004 og 52.000 i 2015 (Nilsson & Haas 2016), og det nationale indeks for overvintrende knopsvaner er mere end fire-doblet fra 1971 til 2022 (Green m.fl. 2024). 

Antallet af knopsvaner fra sommeren 2018 er det hidtil højeste antal registeret i fældeperioden (Tabel 2). Antallet af fældende knopsvaner i Danmark er næsten tredoblet siden 1968, hvor den første tælling blev foretaget i fældeperioden. Stigningen de seneste år er givetvis ikke helt så stor, som tallene indikerer, da der var en meget god dækning i sommeren 2018. Men set i det lange perspektiv er der ingen tvivl om, at stadigt flere knopsvaner fælder i de danske farvande.   

Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.