Aarhus Universitets segl

Troldand

Aythya fuligula

Sammenfatning

Status Fuglebeskyttelsesdirektiv Rødliste Bestand Bestandsudvikling
Trækfugl Bilag IIA og Artikel 4.2-udpeget Sårbar (VU) Midvinter:  99.410-117.179 (2020 og 2023) 2012-2023: Stabil
1987-2023: Faldende

På de to landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023 blev der registreret henholdsvis 99.410 og 117.179 overvintrende troldænder. Fuglenes fordeling har ikke ændret sig i perioden og flest fugle træffes stadig i den østlige del af landet. 

Antallet af registrerede troldænder på de landsdækkende midvintertællinger er faldet siden 2004 - et fald der underbygges af indeks, der for den lange periode 1987-2023 er faldende. I den korte periode (2012-2023) er bestanden stabil. 

Antallet af registrerede fugle på den landsdækkende fældefugletælling i 2018 (4.130 fugle) var højere end på de to seneste, men dette skyldes nok primært en bedre dækning. 

Om arten

Troldand forekommer primært i ferskvand, men kan også træffes i brakvand. Om vinteren findes troldænder almindeligt i ofte meget store flokke i søer og fjorde, specielt i den østlige del af landet.

Troldanden yngler vidt udbredt i Nordeuropa mod syd til Alperne. I Danmark er arten en vidt udbredt ynglefugl med 800-1.000 par (Grell 1998), og arten er en talrig vintergæst, specielt i de østlige egne af landet.

Flyway-bestanden er vurderet til at være på 800.000 - 1.000.000 fugle, med en mulig faldende tendens og et 1% kriterie på 8.900 fugle (Wetlands International 2024).  

Troldand er jagtbar, men det synes ikke at have påvirket bestandsudviklingen. Jagtudbyttet har i perioden 2012-2023 ligget stabilt omkring 2.600-5.200 fugle (lavest mod slutningen af perioden), men er i øvrigt faldet markant siden 1960'erne (Vildtudbyttestatistikken). Arten er alsidig i sit valg af rastepladser og kan bl.a. raste i småsøer midt i større byer. Troldand er formentlig ikke i større omfang udsat for trusler.  

Overvågningsmetoder

Troldand er i perioden 2018-2023 overvåget på de to landsdækkende optællinger af vandfugle ved midvinter i 2020 og 2023, på de årlige reducerede midvintertællinger, samt på den landsdækkende fældefugletælling i 2018. Kort over undersøgelsesområderne for de landsdækkende optællinger ved midvinter i 2020 og 2023 kan ses i metodeafsnittet om midvintertællinger. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger af indekslokaliteterne, der også er omtalt i metodeafsnittet for midvintertællingerne.

Undersøgelsesområdet for den seneste landsdækkende fældefugleoptælling i 2018 kan ses i metodeafsnittet om fældefugletællinger. 

Arten er især optalt ved totaltællinger foretaget fra fly samt optællinger foretaget fra land. Mindre antal er registeret i forbindelse med transekttællinger fra fly. Datagrundlaget suppleres med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt.

Resultater

På de to landsdækkende midvintertællinger i perioden blev der registreret ca. 100.000 overvintrende fugle i 2020 og næsten 120.000 fugle i 2023 (Tabel 1). På den reducerede midvintertælling i 2021 var dækningen af artens primære vinterudbredelse særdeles god og her blev der også registreret næsten 120.000 overvintrende troldænder. 

Som sædvanligt blev langt de fleste fugle registreret i Østdanmark med de største antal ved Stege, omkring- og i Roskilde Fjord og Nakskov Fjord og Indrefjord. Større flokke blev dog også registreret i en lang række andre søer og nor (Figur 1 og Figur 2).   

Bestandsindekset for midvinter var både i 2022 og 2023 blandt de laveste i hele tidsserien fra 1987 (Figur 3). Bestandens udvikling klassificeres ud fra de log-lineære modeller, baseret på GAM-modellernes output, som værende faldende i den lange periode fra 1987 til 2023, men stabil i den korte periode fra 2012-2023.  

Der blev i alt registreret 4.353 troldænder på den landsdækkende optælling af fældefugle i 2018 (kort ikke vist). Antallet er noget over antallet optalt på de to seneste optællinger i 2006 (462 fugle) og 2012 (1.225 fugle), men dette bygger primært på en bedre dækning af søer fra land. Arten er ikke en decideret fokus-art på fældefugletællingen, hvorfor arten kun i nogen grad dækkes af tællingen. 

Udvikling i antal og udbredelse

Antallet af registrerede troldænder på de landsdækkende midvintertællinger faldt i perioden fra 2004-2016, men er siden steget igen uden dog at nå niveauet fra 2004 (Tabel 1). Det registrerede antal i 2023 kunne indikere, at den samlede overvintrende bestand er steget i de seneste år, selvom indekset, baseret på en delmængde af datasættet ikke viser dette. Der er dog formentlig også nogen variation i antal mellem år. I Sverige er antallet af overvintrende troldænder i de senere år steget fra 52.197 i 1971 til 225.000 i 2004 og 182.000 i 2015. Samtidigt er en større del af fuglene flyttet fra Øresund og det sydlige Sverige længere mod nord og øst til skærgårdene og til områderne omkring Øland og Gotland (Nilsson & Haas 2016). En regulær forskydning af artens overvintringsområde fra Vesteuropa mod nordøst er påvist af Lehikoinen m.fl. (2013). Set i det lange perspektiv tilbage til 1987 er den overvintrende bestand her til lands klassificeret som faldende. I et endnu længere tidsperspektiv tilbage til 1968 (Tabel 1) er det pga. betydelige udsving i antal fra år til år svært at bedømme udviklingen.     

Fordelingen på de seneste landsdækkende fældefugletællinger var stort set ens, hvilket også er tilfældet på de seneste landsdækkende midvintertællinger. 

Referencer

Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.


Troldand
Foto: Kevin Kuhlmann Clausen

Figur 1. Fordeling af troldænder optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2020. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.

Figur 2. Fordeling af troldænder optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2023. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.

Figur 3. Udvikling i bestandsindeks for troldand ved midvinter fra 1987 til 2023, baseret på optællinger i indeksområderne. Indeks er sat til 100 i 1994. Den mørke kurve og punkterne angiver udviklingen i indeks, det lyseblå bånd angiver usikkerhed på den beregnede værdi (95 % konfidensintervaller). 

År Antal
1968 125.359
1969 183.500
1970 196.200
1971 132.700
1973 94.700
1987 107.810
1988 100.870
1989 141.086
1991 173.166
1992 194.151
2000 125.135
2004 187.257
2008 162.247
2013 101.667
2016 91.266
2020 99.410
2023 117.179

Tabel 1. Antal troldænder optalt ved de 17 landsdækkende midvintertællinger, der er udført fra 1968 til 2023.