Islom = Gavia immer / Sortstrubet lom = Gavia arctica / Rødstrubet lom = Gavia stellata
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Trækfugl | Bilag I | Omtales nedenfor | Midvinter: 5.400 (2020) Midvinter: 7.800 (2023)* | Vinter 2013-2023: Sandsynligvis stabil Vinter 1980-2023: Ukendt |
April: 2.800 (2022)** |
Rødlistninger: Islom = Truet, Sortstrubet lom = Utilstrækkelige data, Rødstrubet lom = Livskraftig. * I 2023 blev Sydlige Nordsø også dækket på midvintertællingen (Figur 2). ** Apriltællingen dækker udelukkende Aalborg Bugt.
I perioden 2018-23 blev lommerne overvåget på de to landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023, hvor der blev modelleret et totalt antal på henholdsvis 5.400 og 7.800 fugle. Fordelingen af de overvintrende fugle adskilte sig ikke betydeligt fra tidligere tællinger, dog blev der registreret flere fugle end normalt i Sejerø Bugt i 2020. Siden 2004 er lommerne primært optalt vha. linjetransekttællinger fra fly, og bestanden har i perioden formentlig været nogenlunde stabil (Tabel 1). Grundet forskelle i optællingsmetoder er det ikke muligt at vurdere udviklingen i bestanden fra før 2004.
I april 2022 blev der for første gang i NOVANA-programmet gennemført en optælling specifikt efter lommer i Aalborg Bugt. På tællingen blev der estimeret en total på 2.834 fugle.
Der yngler ikke lommer i Danmark, men fire arter lommer forekommer som træk- og vintergæster. To arter forekommer mere almindeligt; rødstrubet lom Gavia stellata, som yngler i søer i arktiske områder rundt omkring Nordpolen og sydpå til tempererede områder i f.eks. Skandinavien, samt sortstrubet lom Gavia arctica, som yngler i søer fra den nordlige del af De britiske Øer, Skandinavien og videre ind i Rusland (Cramp 1977). Rødstrubet lom træffes med de største antal i Nordsøen, Aalborg Bugt og Kattegat, mens sortstrubet lom forekommer i størst antal i den østlige del af landet. To lom-arter forekommer kun meget fåtalligt i Danmark, islom Gavia immer og hvidnæbbet lom Gavia adamsii. Islom er behandlet under øvrige arter.
Lommer overvintrer primært på vanddybder ud til ca. 40 meters dybde i fiskerige områder til havs. Den samlede overvintrende bestand af de to smålommer i Nordvesteuropa er vurderet til at være mellem 210.000 og 340.000 fugle for rødstrubet lom, og mellem 390.000 og 590.000 fugle for sortstrubet lom. De respektive 1 %-kriterier er 3.000 for rødstrubet lom og 4.800 for sortstrubet lom. Begge arter vurderes som værende i mulig tilbagegang (Wetlands International 2024).
Lommer er følsomme over for menneskelige forstyrrelser i det marine miljø. Det er påvist, at fuglene reagerer på forstyrrelser fra skibe på op til mere end én kilometers afstand (Schwemmer m.fl. 2011) og både rødstrubet - og sortstrubet lom var iblandt de arter, der scorede højest i en analyse af en række marine fuglearters sårbarhed overfor forstyrrelse (Fliessbach 2019). Havvindmølleparker har også indflydelse på fordelingen og antallet af lommer. Undersøgelser har påvist, at tilstedeværelsen af havvindmølleparker kan påvirke tætheden af lommer negativt helt ud til en afstand af over 15 km (Petersen m.fl. 2014, Mendel m.fl. 2019). Broforbindelser og en øget mængde skibstrafik påvirker også fordelingen af lommer i vores farvande. Endelig formodes det, at mange lommer omkommer i forbindelse med utilsigtede bifangster af fugle i fiskeredskaber (Zydelis m.fl. 2013).
Rødstrubet lom og sortstrubet lom er i perioden 2018-23 overvåget i forbindelse med de landsdækkende optællinger af vandfugle ved midvinter i 2020 og 2023. I 2023 blev området i sydlige Nordsø dækket, hvilket ikke var tilfældet i 2020. Fra 2022 overvåges arterne også i april i Aalborg Bugt; denne tælling finder fremover sted hvert andet år. Arterne overvåges også i forbindelse med de landsdækkende optællinger af fældefugle i danske farvande, men registreres her kun i små antal.
Kort over undersøgelsesområderne for de landsdækkende optællinger ved midvinter i 2020 og 2023 kan ses i metodeafsnittet om midvintertællinger. Området dækket af transekter på midvintertællingerne vurderes at dække arternes udbredelse i de indre farvande ganske godt. Rødstrubet lom er dog også vidt udbredt i den danske del af Nordsøen. Undersøgelsesområdet for den seneste landsdækkende optælling af fældende vandfugle (2018) kan ses i metodeafsnittet om fældefugletællinger.
Da de to arter især forekommer i mere åbne havområder, optælles de især på transekttællinger fra fly, i mindre omfang på totaltællinger fra fly og fra land.
På den landsdækkende midvintertælling i 2020 blev der i alt registreret 687 lommer (heraf 664 på transekt) (Tabel 1), hvilket resulterede i et modelleret antal på 5.393 fugle (nedre og øvre konfidensgrænser 3.096 - 9.395). Hovedparten af de registrerede lommer blev registreret på transekttællinger. Der blev dog også registreret pæne antal fra kysten enkelte steder (Figur 1).
Der blev på den landsdækkende midvintertælling i 2023 i alt registreret 986 lommer, hvoraf de 962 blev optalt på transekt. De 932 registrerede lommer på transekt giver et estimat på 7.734 lommer (nedre og øvre konfidensgrænser 5.823 - 10.272) indenfor området dækket af transekter. Et samlet estimat indenfor undersøgelsesområdet giver således 7.758 lommer.
I 2020 blev der set fugle spredt over det meste af de indre danske farvande med de største antal i Sejerøbugten (Figur 1). I 2023 var fordelingen en smule anderledes (Figur 2), da der her blev registreret mange i farvandet øst for Falster og syd for Lolland. Der blev desuden registreret mange fugle i den sydlige del af Nordsøen; dette område blev ikke dækket i 2020.
Størstedelen af de artsbestemte fugle blev bestemt til rødstrubet lom, som også er den mest talrige af de to arter i Danmark, men der blev dog også registreret større antal af sortstrubede lommer i området nord for Sjælland, og omkring Lolland-Falster og Møn (primært fra land). Islom er grundet afrapportering til Artikel 12 behandlet selvstændigt i afsnittet om øvrige arter. Der blev ikke registreret hvidnæbbet lom i hverken 2020 eller 2023. På Figur 1 og Figur 2 er der i de områder, der er dækket fra transekttællinger, ikke vist fugle optalt fra land eller set ved totaloptællinger fra fly.
På tællingen i Aalborg Bugt i april 2022 blev der i alt registreret 520 lommer. Flest lommer blev registreret i den sydlige del af området (Figur 3). De 518 registrerede lommer giver et estimat på 2.834 fugle (nedre og øvre konfidensgrænser 1.752 - 4.586) inden for det dækkede område.
På den seneste landsdækkende fældefugletælling i 2018 blev der registreret 18 lommer. Hovedparten af fuglene blev registreret i Aalborg Bugt og Kattegat.
Vinterbestanden af rødstrubet/sortstrubet lom i Danmark blev på baggrund af den landsdækkende midvintertælling i 2008 vurderet til 10.000 - 15.000 individer (heraf 6.000 i de indre farvande), mens bestanden under forårstrækket blev vurderet til at være ca. 20.000 fugle (Petersen & Nielsen 2011). En optælling i Nordsøen (Petersen m.fl. 2019) fra den dansk-tyske grænse i syd og nordpå til Skagen i foråret 2019 gav et modelleret antal på ca. 12.500 fugle (nedre og øvre konfidensgrænser 7.032 - 22.238). Totalen fra den landsdækkende optælling foretaget i 2020 var på 5.400, og bestanden af overvintrende lommer er således formodentlig stabil. Det er svært at sammenligne totalerne fra 2020 og 2023 med tællingerne i 2013 (estimeret 6.729 fugle) og 2016 (estimeret 8.388), da tællingerne ikke er modelleret, og estimaterne er foretaget på baggrund af ratioer fra tidligere tællinger, hvorfor de må formodes at være behæftet med nogen usikkerhed. De modellerede antal i de indre danske farvande i 2020 og 2023 er dog tæt på antallet modelleret i 2008. Fordeling og antal adskilte sig ikke nævneværdigt mellem de to seneste midvintertællinger (jf. Nielsen m.fl. 2019). Sydlige Nordsø blev desværre ikke dækket i 2020, men tællingen ved midvinter 2023 viste, at området stadig er meget vigtigt for lommer ved midvinter.
Apriltællingen af lommer i Aalborg Bugt i 2022 bekræftede, at dette er et vigtigt område for lommer om foråret, hvilket det også er om vinteren (Petersen m.fl. 2016).
Der blev registreret 18 lommer på den landsdækkende fældefugletælling i 2018, hvilket er på niveau med optællingen i 2012, hvor 24 lommer blev registreret.
Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.
Figur 1. Fordeling af lommer optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2020. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link. På kortet vises også de fløjne transekter.
Figur 2. Fordeling af lommer optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2023. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link. På kortet vises også de fløjne transekter.
År | Antal |
---|---|
1987 | 162 |
1988 | 197 |
1989 | 215 |
1991 | 353 |
1992 | 525 |
2000 | 594 |
2004 | 1.014 |
2008 | 598 |
2013 | 873 |
2016 | 740 |
2020 | 687 |
2023 | 986 |
Tabel 1. Antal af lommer optalt ved de landsdækkende midvintertællinger i perioden 1987 til 2023. Bemærk at undersøgelsesområdet ikke er ens alle år, hvorfor en forskel i registreret antal også kan skyldes forskel i dækning. I 2023 blev sydlige Nordsø dækket.