Sangsvane forekom i 1965-1973 primært ved lavvandede fjorde eller beskyttede vige med udbredt undervandsvegetation (Joensen 1974), men er i dag for hovedpartens vedkommende skiftet til at fouragere på agerjorde, hvor de fouragerer på vintersæd- og rapsmarker samt spild fra høstede roe-, gulerods- og kartoffelmarker (Laubek 1995a). I de seneste år er større flokke set på høstede majsmarker (Clausen m.fl. 2018).

Sangsvane er i dag en udbredt og relativt talrig vintergæst i hele landet, hvortil de kommer fra yngleområder i Sverige, Finland, Polen, de Baltiske Lande og Rusland (Bønløkke m.fl. 2006). Arten er en meget sjælden ynglefugl i Danmark. I 2023 ynglede der 7-10 par i landet (Christensen & Christophersen 2024). 

Den overvintrende kontinentale bestand af sangsvane i Nordvesteuropa har været jævnt stigende siden 1960'erne og blev senest opgjort til 138.500 fugle i januar 2015, hvoraf 45 % overvintrede i Danmark, der er det vigtigste overvintringsområde for flyway-bestanden (Laubek m.fl. 2019).

Sangsvanerne fouragerer sjældnere på planter i lavvandede vådområder end knop- og pibesvanerne, og man kan på den baggrund næppe tale om, at de er udsat for de samme trusler fra eutrofiering, som er omtalt under disse arter. Lokalt er der eksempler på, at sangsvaner omkommer ved kollision med højspændingsledninger.

Sangsvane har siden 1992 været overvåget årligt i forbindelse med landsdækkende midvintertællinger af gæs og gulnæbbede svaner. Fra 1968-1973 og 1980'erne foreligger der også flere opgørelser af midvinterbestanden.

Sangsvane optælles primært ved målrettede optællinger af kendte faste rastepladser i fjordområder, kystlaguner, søer og omkringliggende agerjorde i store dele af landet. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt. 

Arten er især registreret ved optællinger foretaget fra land, sjældnere ved totaltællinger foretaget fra fly. Mindre antal er registreret i forbindelse med transekttællinger fra fly.  

Der blev optalt en samlet bestand på 61.320 sangsvaner i vinteren 2022 og 55.122 i 2023 (Figur 1 og 2), henholdsvis det højeste og laveste antal, opgjort i rapportperioden 2018-2023 (Figur 3), hvor der gennemsnitligt er talt 58.744 fugle hver vinter (se detaljer om de fire første år i NOVANA-rapporterne for disse, Holm m.fl. 2021 og Nielsen m.fl. 2023). Langt de fleste sangsvaner tælles i dagtimerne, hvor de fouragerer spredt ud over (oftest) kystnære landbrugsarealer. Der blev således kun i 2023 registreret et antal, der overstiger det internationale 1 %-bestandskriterie på 1.400 fugle i et tælleområde, fuglebeskyttelseområde nr. 15 ved Mariager Fjord (1.964 fugle). Større antal overnatter givetvis i flere af fuglebeskyttelsesområderne. 

Udvikling i antal og udbredelse

Udviklingen i antal indikerer, at den overvintrende bestand af sangsvane de seneste år har været stagnerende. Set i det lange perspektiv er den overvintrende bestand mangedoblet siden midten af 1960'erne (Figur 3, Tabel 1).

Udviklingen afspejler en markant forandring i yngleudbredelsen af arten, som i begyndelsen af 1970’erne kun ynglede i de nordligste dele af Fennoskandien og Rusland, men i dag er udbredt i hele Sverige og Finland (Ottosson m.fl. 2012, Valkama m.fl. 2011), og har bredt sig til nye yngleområder i fx Baltikum, Polen, Tyskland og Danmark (Keller m.fl. 2020, Vikstrøm & Moshøj 2020). Parallet med udvidelsen af udbredelsen er den samlede bestand steget markant (Laubek m.fl. 2019).  

Sangsvane var i begge vintrene 2022-2023 udbredt over hele landet og udbredelsen var meget lig den observerede ved tællinger i 2010'erne, jf. tidligere års NOVANA-afrapporteringer. Den tidligere overvægt af forekomster i Nordøstjylland og på Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn (jf. Laubek 1995b, Heldbjerg m.fl. 2024) er således ikke længere til stede.

Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.