Anser albifrons
Status | Fuglebeskyttelsesdirektiv | Rødliste | Bestand | Bestandsudvikling |
---|---|---|---|---|
Trækfugl | Bilag IIB | Livskraftig (LC) | Midvinter: 5.692-25.387 (2018-2023) | Midvinter: 2012-2023: Stigende Midvinter: 1981-2023: Stigende |
Forår: 50.583 (marts 2022) |
Ved midvintertællingerne i 2022 og 2023 var antallet af optalte blisgæs hhv. 14.020 og 25.387 fugle, og i perioden fra 2018 til 2023 varierede januar-tallet mellem 5.692 og 25.387 fugle. Ved den første marts-tælling for arten i 2022, hvor arten optælles på et tidspunkt, hvor en større andel af bestanden forekommer i Danmark, optaltes 50.583 fugle. Antallet af blisgæs er de seneste årtier steget både i Danmark og for bestanden som helhed. Siden 2005 har arten haft en øget forekomst i Danmark, og antallene ved midvinter i 2022 og 2023 er de højeste registreret i Danmark de seneste 5 årtier. Selvom hovedparten af blisgæssene observeredes i det sydlige Danmark, forekommer arten efterhånden spredt over hele landet.
Blisgås træffes hovedsageligt fouragerende på enge og grønne marker - særligt i den sydlige del af landet, men i stigende grad også i det øvrige Danmark. Den overnatter fortrinsvis på kystnære, kollektive rastepladser blandt andre gæs.
Blisgåsen yngler i Nordsibirien på den arktiske tundra, og trækker til overvintringspladser i det vestlige Europa, herunder Danmark. Hovedtrækket går sydøst om Danmark til Holland, Tyskland og Polen, men antallet af fugle set i Danmark i vinter- og forårsmånederne er som for mange andre gåsearter steget i de seneste år. Blisgås forekommer i stigende grad som træk- og vintergæst over hele landet, men hovedparten registreres i det sydlige Danmark.
Den samlede internationale bestand tæller nu omkring 1.100.000 fugle (Fox & Leafloor 2018, Wetlands International 2022).
Alle jagtbare arter af gæs vurderes at være følsomme overfor forstyrrelser fra jagt, men denne problemstilling er i dag i vidt omfang tilgodeset gennem reservatnetværket (se uddybning under grågås). Antallet af nedlagte blisgæs i Danmark har de sidste 10 år svinget omkring et gennemsnit på ca. 3000 fugle (Vildtudbyttestatistikken). Der formodes ikke at være nogen konkrete trusler for bestanden.
Blisgås overvåges årligt gennem landsdækkende optællinger i midten af januar, på lige fod med de andre gæs, som optræder i Danmark, og siden 2022 ved tællinger i marts hvert andet år. Resultatet af optællingerne afrapporteres til Wetlands International, og danner baggrund for de løbende vurderinger af bestandsstørrelsen af blisgås.
Blisgås overvåges ved målrettede landbaserede optællinger af engområder og agerjorde i indlandet, eller ved totaltællinger af fugle ved ind- og udflyvning fra traditionelle og regelmæssigt benyttede rastepladser. Optællingerne gennemføres af et netværk af optællere på kendte rastepladser for arten, og datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen, fra lokaliteter der ikke benyttes årligt.
En stor del af artens fouragering finder sted på landbrugsarealer uden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget. Fuglebeskyttelsesområderne spiller dog en væsentlig rolle for opretholdelsen af uforstyrrede overnatningspladser.
Ved midvintertællingerne i 2022 og 2023 var antallet af optalte blisgæs hhv. 14.020 og 25.387 fugle (Figur 1, Figur 2). Antallet af blisgæs optalt ved midvinter varierede i årene fra 2018 til 2023 mellem 5.692 (2018) og 25.387 (2023) fugle, med en generel stigende tendens i antal (Figur 4). Ved den første marts-tælling i 2022 optaltes 50.583 fugle, hvilket indikerer, at arten er langt mere talrig i landet i det tidlige forår end ved midvinter, og understreger vigtigheden af marts-tællingen (Figur 3). Blisgæssene blev i både januar og marts registreret med forekomster spredt over hele landet, med en tendens til fortrinsvis at optræde kystnært (Figur 1, Figur 2, Figur 3). Ofte findes arten i områder, hvor der også ses andre arter af gæs, og i blandede flokke med disse.
Antallet af blisgæs i Danmark har været stigende gennem de sidste årtier, og de nyeste tal fra januar og marts viser rekordstore antal for arten (Figur 4, Tabel 1). De seneste årtiers fremgang i Danmark afspejler delvist en voksende bestand på flyway-niveau (Wetlands International 2022), men også med overvejende sandsynlighed, at en større andel af den samlede bestand nu optræder i Danmark ved midvinter og på forårstrækket end tidligere. En del af forklaringen i den årlige variation ved midvinter skyldes givetvis forskelle i vintrenes hårdhed, som afspejles f.eks. i de lavere antal fugle i vintrene 2010 og 2011. Arten, der efterhånden kan ses over hele landet, er ikke i samme omfang som sædgæssene tilknyttet særlige rasteområder, men forekommer ofte i de samme områder som andre arter af gæs.
Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.
Figur 1. Fordeling af blisgæs optalt ved midvintertællingen i 2022.
Figur 2. Fordeling af blisgæs optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2023. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.
Figur 3. Fordeling af blisgæs optalt ved tællingen i marts 2022.
Figur 4. Antal af blisgås optalt i Danmark ved midvintertællingen i januar 1981-1983 og 1987-2023.
År | Januar |
---|---|
1980-1987 | 123 |
1988-1993 | 321 |
1994-1999 | 3.720 |
2000-2005 | 7.939 |
2006-2011 | 12.114 |
2012-2017 | 8.854 |
2018-2023 | 12.339 |
Tabel 1. Gennemsnitlige antal af blisgås optalt ved landsdækkende midvintertællinger i januar 1980-2023 i Danmark. Der er anført gennemsnit for de anførte perioder (oftest 6-årige).