Aarhus Universitets segl

Sandløber

Calidris alba

Sammenfatning

Status Fuglebeskyttelsesdirektiv Rødliste Bestand Bestandsudvikling
Trækfugl Artikel 4.2-udpeget Livskraftig (LC) Maj: 7.838 (2022)
Midvinter: 1.567 (2023)
2013-2023: Usikker

Sandløber bliver i NOVANA-programmet overvåget som trækfugl ved optællinger i maj samt ved midvinter. Ved seneste optælling i maj 2022 blev der talt i alt 7.838 fugle, hvilket er betydeligt flere end ved de tidligere optællinger på dette tidspunkt. Desuden blev arten optalt i forbindelse med den landsdækkende midvintertælling i 2023, hvor der blev optalt 1.567 individer.

Sandløber er kun overvåget få gange under NOVANA-programmet, og det er derfor ikke muligt at bedømme udviklingen i antallet.

Om arten

Sandløber forekommer i Danmark overvintrende og på træk langs kysten, hvor arten ofte søger føde lige i vandkanten på sandstrande.

Sandløber ses i de største antal ved den jyske vestkyst, men kan forekomme i mindre antal ved strande i det meste af landet. Flest forekommer i Vadehavet, hvor antallet kulminerer i maj (Laursen & Frikke 2013). Arten yngler i arktiske områder og spredes uden for yngletiden til strande over stort set hele Jorden.

Den bestand, der optræder i Danmark, yngler i NØ-Canada og NØ-Grønland samt på Svalbard og Tajmyrhalvøen og overvintrer langs Atlanterhavskysten fra Danmark og Storbritannien i nord til Sydafrika i syd. Denne bestand vurderes for perioden 2010-2014 at have en bestandsstørrelse på 200.000 individer, og bestanden vurderes at være i fremgang (Wetlands International 2024). Bestandens 1 %-kriterium er på 2.000 fugle.

Sandløber er fredet i Danmark, og der vurderes ikke at være væsentlige trusler mod arten her i landet.    

Overvågningsmetoder

Sandløber overvåges i NOVANA-programmet hvert andet år ved optællinger i maj samt hvert tredje år ved de landsdækkende midvintertællinger.

Arten blev første gang overvåget i maj i 2018 og er talt hvert andet år siden da. Overvågningen er fokuseret på de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget som trækfugl. Dette omfatter tre fuglebeskyttelsesområder i Vadehavet (F57 Vadehavet, F65 Rømø og F53 Fanø) samt den nordlige del af Aalborg Bugt (F2). Optællingerne under NOVANA er suppleret med et kvalitetssikret udtræk fra DOFbasen for at medtage eventuelle betydende forekomster i andre dele af landet. Her er der som udgangspunkt anvendt maksimumtal pr. lokalitet fra optællingsweekenden plus/minus syv dage.

Optælling af sandløber i Vadehavet sker de fleste år både ved optælling fra fly og fra land. Ved optællinger fra fly opsøges alle rastepladser ved højvande, og hele området tælles inden for få timer. Som regel dækkes sandløber bedst ved optælling fra fly, da en del fugle forekommer på højsandene, hvor de let overses ved optællinger fra land.

Antallet af sandløbere i Vadehavet kulminerer i maj (Laursen & Frikke 2013).

I perioden 2018-2023 er arten overvåget i 2018, 2020 og 2022.

Antallet af sandløbere opgøres desuden i forbindelse med de landsdækkende midvintertællinger, hvilket i perioden er sket i 2020 og 2023.

Resultater

Ved optællingen i maj 2022 blev der i alt talt 7.838 sandløbere. Størsteparten, i alt 6.512, blev registreret i Vadehavet inkl. Blåvandshuk, primært på strandene på Fanø, Rømø og fra Blåvandshuk til Skallingen samt i Ho Bugt. I fuglebeskyttelsesområdet, der omfatter den nordlige del af Aalborg Bugt (F2), blev der talt 450 fugle. Herudover var der 365 fugle omkring udmundingen af Randers Fjord og 93 i Bøvling Fjord (Figur 1).

Ved den landsdækkende midvintertælling i 2023 blev der registreret i alt 1.567 sandløbere.

Udvikling i antal og udbredelse

Sandløber er i NOVANA-sammenhæng blevet talt tre gange i maj mellem 2018 og 2023. Arten er registreret i meget forskellige antal på disse tællinger (Tabel 2). Dette skyldes nok nærmere tilfældige variationer end reelle bestandsændringer. Forårskulminationen af sandløber er meget kortvarig, så antallet vil være meget afhængigt af, at optællingerne ligger på det tidspunkt, hvor der forekommer store antal.

Sandløber er nu fire gange blevet afrapporteret i forbindelse med landsdækkende midvintertællinger. Variationen i antallet på mellem 404 og 2.293 individer (Tabel 1) kan afspejle, at arten forekommer i fluktuerende antal om vinteren, men kan også skyldes forskelle i dækning af arten. Arten forekommer i højere grad end andre vadefugle på lokaliteter, hvor der optræder få andre arter, og hvor lokaliteten derfor ikke altid bliver talt op. Det laveste antal blev registreret i 2013, hvor der ikke blev gennemført en flytælling i Vadehavet ved midvinter, hvilket til dels kan forklare det lave antal dette år.

Den seneste opgørelse over udviklingen i bestandene af rastende fugle i det dansk-tysk-hollandske Vadehav indikerer, at antallet af sandløbere er gået frem på både lang sigt (1987/88-2019/20) og kort sigt (2010/11-2019/20) (Kleefstra m.fl. 2022). Ifølge samme opgørelse er også antallet i den danske del af Vadehavet gået frem på lang sigt, men har været stabilt på kort sigt. I analyserne er der indgået optællinger fra hele året og ikke kun fra den periode, hvor artens forekomst i Danmark kulminerer.

Referencer

Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.

Sandløber


Sandløber
Fotos: Rasmus Due Nielsen

Figur 1. Fordeling af sandløbere optalt i maj 2022. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. 

Figur 2. Fordeling af sandløbere optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2023. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.

År Dækning Antal
2013 Hele landet, midvinter   404
2016 Hele landet, midvinter 2.293
2020 Hele landet, midvinter 1.399
2023 Hele landet, midvinter 1.567

Tabel 1. Antal af sandløber optalt i Danmark ved de landsdækkende midvintertællinger i perioden 2013-2023.

År Dækning Antal
2018 Vadehavet, maj  1.735
2020 Hele landet, maj 4.735
2022 Hele landet, maj 7.838

Tabel 2. Antal af sandløber optalt i Danmark ved optællinger i maj. I 2018 blev arten alene optalt i Vadehavet, mens de øvrige optællinger var landsdækkende.