Strandskade yngler herhjemme mest langs kysterne og er særlig talrig i lavvandede områder, fjorde og vige. Uden for yngletiden raster arten i lavvandede kystområder med tidevand eller tidevandspræg, hvor den kan søge føde på muslingebanker eller sandbund med hjertemuslinger. Strandskade er udbredt langs alle landets kyster. Uden for yngletiden trækker et stort antal strandskader fra Skandinavien og Baltikum igennem landet.

Langt den største del af de strandskader, der træffes her i landet, opholder sig i Vadehavet (Meltofte 1981), hvor fugle samles fra det meste af landet samt fra dele af Skandinavien og Baltikum. Arten optræder i store tal i Vadehavet gennem næsten hele året, men med en kulmination i antallet i september (Laursen & Frikke 2013).

For perioden 2007-2018 er den samlede syd- og vesteuropæiske samt nordvestafrikanske flyway-bestand vurderet til at udgøre 750.000-970.000 individer, og bestanden vurderes at være stabil eller i tilbagegang (Wetlands International 2024).

I yngletiden er produktionen af unger nogle steder (såsom i Vadehavet) truet af prædation og sommerhøjvander. Trusler uden for yngletiden omfatter muslingefiskeri, der kan resultere i et reduceret udbud af føde, samt habitattab, herunder øget vandstand som følge af klimaforandringer (van de Pol m.fl. 2014).  

Strandskade overvåges i NOVANA-programmet ved optællinger i oktober, hvert tredje år ved de landsdækkende midvintertællinger samt på de årlige reducerede midvintertællinger.  

Arten blev i oktober overvåget første gang i 2005 og er talt omtrent hvert andet år siden da. Fra 2022 sker overvågningen hvert år. Overvågningen er fokuseret på de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget som trækfugl. Dette er tilfældet for Vadehavet, hvor arten er på udpegningsgrundlaget for tre fuglebeskyttelsesområder (F57 Vadehavet, F53 Fanø og F54 Skallingen og Langli).

Optælling af strandskade i Vadehavet sker de fleste år både ved optælling fra fly og fra land. Ved optællinger fra fly opsøges alle rastepladser ved højvande, og hele området tælles inden for få timer. Herved undgår man, at fuglene når at flytte mellem forskellige lokaliteter. Optællingerne under NOVANA er suppleret med et kvalitetssikret udtræk fra DOFbasen for at medtage eventuelle betydende forekomster i andre dele af landet. Her er der som udgangspunkt anvendt maksimumtal pr. lokalitet fra optællingsweekenden plus/minus syv dage.

I perioden 2018-2023 er arten overvåget i oktober i 2018, 2020, 2022 og 2023.

Landsdækkende midvintertællinger er i perioden gennemført i 2020 og 2023. Kort over undersøgelsesområderne for de landsdækkende optællinger ved midvinter i 2020 og 2023 kan ses i metodeafsnittet om midvintertællinger. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger af indekslokaliteterne, der også er omtalt i metodeafsnittet for midvintertællingerne. 

Ved optællingerne i Vadehavet i oktober blev der fra land talt 23.734 strandskader i 2022 og 26.611 strandskader i 2023. Ingen af årene blev der gennemført en optælling fra fly. I forbindelse med begge disse optællinger er der også lavet en bearbejdning af observationer fra resten af landet. Ud fra dette er det samlede antal strandskader i hele landet opgjort til 27.211 i oktober 2022 (Figur 1) og 29.902 i oktober 2023 (Figur 2). Ved disse tællinger blev hhv. 87 % og 89 % talt i Vadehavet, mens de største flokke i øvrigt blev registreret langs kysterne af Aalborg Bugt.

Ved den landsdækkende midvintertælling i 2023 blev der registreret i alt 41.647 strandskader. Langt størsteparten (38.070) opholdt sig i Vadehavet (optalt fra fly 5. januar), men også på dette tidspunkt var der mange fugle langs kysterne af Aalborg Bugt (Figur 3). Ved midvintertællingen i 2020 blev der talt 23.319 strandskader.

Bestandsindekset for midvinter indikerer, at antallet af strandskader om vinteren er stabilt, men fluktuerende (Figur 4).

Udvikling i antal og udbredelse

Vurderet ud fra optællingerne i oktober, er antallet af strandskader i den danske del af Vadehavet faldet i løbet af den periode, arten er blevet overvåget under NOVANA-programmet. Ved optællingerne fra land i 2005-2009 blev der talt mellem ca. 39.000 og 44.000 strandskader, mens der i perioden 2013-2023 blev talt mellem ca. 23.000 og 32.000 (Tabel 1).

Ved optællingerne fra fly registreres typisk færre fugle end fra land, men der ses samme tendens til et faldende antal (Tabel 1). Både optællingerne fra fly og land er forbundet med en del usikkerhed.

Ved midvintertællingen i 2023 blev der talt et meget højt antal strandskader; i alt knap 42.000, heraf 91 % i Vadehavet. Tidligere var der betydeligt færre fugle i Vadehavet i januar end i oktober (Laursen & Frikke 2013), men de seneste tal kan tyde på, at artens fænologi i området har ændret sig.

Den seneste opgørelse over udviklingen i bestandene af rastende fugle i det dansk-tysk-hollandske Vadehav indikerer, at antallet af strandskader er gået tilbage på både lang sigt (1987/88-2019/20) og kort sigt (2010/11-2019/20) (Kleefstra m.fl. 2022). Ifølge samme opgørelse har antallet i den danske del af Vadehavet været stabilt på både lang og kort sigt. I analyserne er der indgået optællinger fra hele året og ikke kun fra den periode, hvor artens forekomst i Danmark kulminerer.

Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.