Tajgasædgås træffes i Danmark hovedsageligt på grønne enge, og i mindre udstrækning på høstede marker, vintersæd og kulturgræsser (Clausen m.fl. 2024). Den overnatter på akvatiske kollektive rastepladser, hvorfra underarten udviser en relativ lille aktionsradius ift. fødesøgningsområde sammenlignet med andre gæs.

Tajgasædgås yngler i skovmoser i det nordlige Skandinavien og det nordlige Rusland, og overvintrer i det nordvestlige Europa og Centralasien. Nyere studier har påpeget, at bestanden af tajgasædgås bør opfattes som fire delbestande, hvoraf to forekommer i Danmark og to andre østligere (Marjakangas m.fl. 2015). Dette blev for så vidt angår den vestligste delbestand godkendt på Vandfugleaftalens 8. partsmøde i oktober 2022 (AEWA 2022, Resolution 8.2), mens den delbestand, der benævnes "den centrale" og som også forekommer i Danmark, endnu ikke er udskilt fra de to østligere delbestande. Her i landet optræder de to delbestande som træk- og vintergæster i to adskilte områder. Fugle fra den vestlige delbestand forekommer stort set udelukkende i Thy og Hanherred, og denne bestand var ved seneste opgørelse på flyway-niveau kun på 2.200 fugle. Fugle fra den centrale delbestand forekommer i størst antal henholdsvis i Nordøstjylland (især i Lille Vildmose og omkring Tjele/Nørreådalen, se Brandt m.fl. 2017, Clausen m.fl. 2024), samt på Sjælland, Lolland, Falster og Møn, hvor den specielt i kolde vintre optræder talrigt. Den centrale delbestand tæller samlet set ca. 71.000 fugle (Jensen m.fl. 2022). 

Alle jagtbare arter af gæs vurderes at være følsomme overfor forstyrrelser fra jagt, men denne problemstilling er i dag i vidt omfang tilgodeset gennem reservatnetværket (se uddybning under grågås). De i Danmark overvintrende bestande af tajgasædgås påvirkes på flyway-niveau formentlig af både jagt og intensiveret skovbrug (Marjakangas m.fl. 2015). Resultater fra Sverige indikerer, at en midlertidig jagtfredning i Finland havde en positiv effekt på den centrale delbestand (Skyllberg & Nousiainen 2017), og de nylige indskrænkninger i både den rumlige og tidsmæssige jagtudøvelse i Danmark, har formentlig reduceret truslerne betydeligt på nationalt plan (Madsen m.fl. 2021). Der kan dog, særligt i Nord- og Vestjylland samt på Lolland og Falster, være en problematik omkring forveksling af tajgasædgæssene med de jagtbare kortnæbbede gæs, og der forekommer i nogle af underartens danske overvintringsområder forstyrrelser fra jagt på andre arter (Brandt m.fl. 2017).

Tajgasædgås overvåges årligt gennem landsdækkende optællinger i midten af januar. Ved midvintertællingen i januar tælles tajgasædgås på lige fod med de andre gæs, som optræder i Danmark. Optællingsresultaterne indsendes til Wetlands International og danner baggrund for de løbende vurderinger af bestandsstørrelsen af tajgasædgås.

Tajgasædgås optælles på alle kendte og regelmæssigt benyttede danske raste- eller fourageringspladser, hvoraf de vigtigste findes i det sydøstlige Danmark og det nordlige Jylland. 

Tajgasædgås er især registreret ved optællinger foretaget fra land, men enkelte flokke er observeret ved totaltællinger foretaget fra fly. De landbaserede optællinger gennemføres af et netværk af optællere, som en totaltælling af fugle enten ved udflyvning fra sovepladser eller i fourageringsområderne. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt.

En stor del af fourageringen finder sted på enge og landbrugsarealer uden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor underarten er på udpegningsgrundlaget. Fuglebeskyttelsesområderne spiller dog en væsentlig rolle for opretholdelsen af uforstyrrede overnatningspladser.

Ved midvintertællingerne i 2022 og 2023 var antallet af optalte tajgasædgæs hhv. 3.997 og 2.398 fugle (Figur 1, Figur 2). Antallet af tajgasædgæs i januar har i årene fra 2018 til 2023 varieret mellem 2.398 (2023) og 4.338 (2021) fugle (Figur 3). Dertil kommer mellem 10 og 750 sædgæs årligt, der blev indrapporteret uden angivelse af underart fra områder af landet, hvor en del af disse sandsynligvis er tajgasædgæs (nogle af observationerne er gjort i traditionelle rasteområder for denne underart). Antallet af indrapporterede sædgæs uden bestemmelse til underart har imidlertid været faldende i de senere år.

De største forekomster af tajgasædgæs blev optalt i traditionelle rasteområder for underarten i Sydøstdanmark (Lolland, Falster og Møn), på Vestsjælland (nær Tissø og Saltbæk Vig), i det nordøstlige Jylland (Lille Vildmose og Nørreådalen) samt i Thy (Figur 1, Figur 2). Antallet af fugle sikkert bestemt som tajgasæsgæs fra den lille vestlige delbestand i Thy og Hanherred var i 2022 1.964 fugle og i 2023 411 fugle, svarende til hhv. 90 % og 65 % af de fugle, der blev optalt indenfor den vestlige delbestands geografiske afgrænsning de to vintre (EGMP 2024).

Udvikling i antal og udbredelse

Selv hvis hovedparten af de ikke-bestemte sædgæs i de senere år er tajgasædgæs, ligger landstotalerne ved de seneste januar-tællinger lavere end ved tilsvarende tællinger gennem de seneste årtier (Tabel 1, Figur 3). De seneste totaler på ca. 4.000 og 2.400 fugle i hhv. 2022 og 2023 ligger således et stykke under forekomsterne i 1990'erne og 2000'erne, hvor der sås tilbagevendende forekomster på over 10.000 fugle. På flyway-niveau ser den centrale delbestand ud til at være i en positiv udvikling, mens den vestlige delbestand stadig er meget lille (Jensen m.fl. 2022).

Fuglenes udbredelse og fordeling i Danmark er temmelig stabil, og underarten er foreløbig temmelig konservativ i sit valg af rasteområder. De lavere antal af den centrale delbestand i de senere år skyldes hovedsageligt færre fugle i de traditionelt benyttede områder, og en del af forklaringen herpå er formentlig de hyppigere lune vintre, hvor underarten er mindst talrig, da fuglene så i større omfang overvintrer i Sverige (Nilsson & Kampe-Persson 2020).

Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.