Aarhus Universitets segl

Tundrasædgås

Anser fabalis rossicus

Sammenfatning

Status Fuglebeskyttelsesdirektiv Rødliste Bestand Bestandsudvikling
Trækfugl Bilag IIA Livskraftig (LC) Midvinter: 1.193-4.943 (2018-2023) Midvinter: 2012-2023: Fluktuerende
Midvinter: 2001-2023: Stigende

Ved midvintertællingerne i 2022 og 2023 var antallet af optalte tundrasædgæs hhv. 1.193 og 3.968 fugle, og i perioden fra 2018 til 2023 varierede januar-tallet mellem 1.193 og 4.943 fugle. Bestanden af tundrasædgæs har, siden underarten begyndte at benytte landet i større antal, fluktueret betydeligt fra år til år.

Om underarten

Tundrasædgås træffes i Danmark fouragerende på høstede marker og inddæmmede områder - særligt i den sydøstlige del af landet.  Den overnatter fortrinsvis på kystnære kollektive rastepladser.

Tundrasædgås yngler hovedsageligt i lavarktiske områder i det nordlige Rusland og vestlige Sibirien, men har i de seneste år også ynglet på tundraen i det nordlige Skandinavien (Heinicke 2010). Den overvintrer i Nordvesteuropa, hovedsageligt i Holland og Tyskland, samt i Sydøsteuropa. Tundrasædgås har tidligere været anset som sjælden i Danmark, med kun sporadiske forekomster blandt tajgasædgæs på Sjælland og kortnæbbede gæs i Vestjylland. Siden 2005 har underarten dog optrådt i større antal som træk- og vintergæst på Lolland (Nakskov Fjord), Falster (Bøtø) og Møn, samt som enkeltindivider eller småflokke blandt andre gæs i den øvrige del af landet, se fx Amstrup (2010).

På flyway-niveau vurderes bestanden, der er på omkring 600.000 fugle, som værende stabil eller voksende (Fox & Leafloor 2018, Wetlands International 2024).

Alle jagtbare arter af gæs vurderes at være følsomme overfor forstyrrelser fra jagt, men denne problemstilling er i dag i vidt omfang tilgodeset gennem reservatnetværket (se uddybning under grågås). På flyway-niveau har antallet af tundrasædgæs været stabilt til stigende gennem de sidste årtier. Tundrasædgås er genstand for stor jagtlig udnyttelse i landene øst for Danmark, og i mindre omfang i Danmark, hvor der i de seneste år er indrapporteret omtrent 300 sædgæs årligt (af ukendt underart, Vildtudbyttestatistikken). Der synes ikke at være konkrete trusler for bestanden.

Overvågningsmetoder

Tundrasædgås overvåges årligt gennem landsdækkende optællinger i midten af januar. Ved midvintertællingen i januar tælles tundrasædgås på lige fod med de andre gæs, som optræder i Danmark. Frem til 2005 var tundrasædgæs og tajgasædgæs Anser f. fabalis ikke adskilt, men blot optalt som sædgæs Anser fabalis. Dette skyldes dels, at de to underarter ligner hinanden særdeles meget, og dels at antallet af tundrasædgæs tidligere var meget lille. Optællingen afrapporteres til Wetlands International og danner baggrund for de løbende vurderinger af bestandsstørrelsen af tundrasædgås.   

Tundrasædgås optælles på kendte og regelmæssigt benyttede danske raste- eller fourageringspladser, hvoraf de vigtigste findes i det sydøstlige Danmark.

Tundrasædgås er især registreret ved optællinger foretaget fra land. Optællingerne gennemføres af et netværk af optællere, som en totaltælling af fugle enten ved udflyvning fra sovepladser eller i fourageringsområderne. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt af underarten.

En stor del af fourageringen finder sted på landbrugsarealer uden for de fuglebeskyttelsesområder, hvor underarten er på udpegningsgrundlaget. Fuglebeskyttelsesområderne spiller dog en væsentlig rolle for opretholdelsen af uforstyrrede overnatningspladser.

Resultater

Ved midvintertællingerne i 2022 og 2023 var antallet af optalte tundrasædgæs hhv. 1.193 og 3.968 fugle (Figur 1, Figur 2). Antallet af tundrasædgæs i januar har i årene fra 2018 til 2023 varieret mellem 1.193 (2022) og 4.943 (2020) fugle (Figur 3). Hertil kommer, at mellem 10 og 750 fugle årligt er indrapporteret uden angivelse af underart, hvoraf en mindre del kan være tundrasædgæs, da de blev observeret i områder, hvor tundrasædgåsen normalt forekommer. Ved den seneste januar-tælling i 2023 er antallet af ubestemte sædgæs dog kun 91 fugle. Ved midvintertællingerne i 2022 og 2023 blev tundrasædgæssene hovedsageligt observeret i kendte rasteområder i det sydøstlige Danmark, samt i mindre omfang som enkeltindivider eller småflokke på lokaliteter i resten af landet (Figur 1, Figur 2).

Udvikling i antal og udbredelse

Tundrasædgås har kun været intensivt overvåget siden 2005, og kan derfor i mindre omfang have været overset i årene inden da. Den begrænsede tidsserie af data på forekomsten af tundrasædgæs i Danmark indikerer, at antallet kan svinge betydeligt fra år til år. Antallet af tundrasædgæs i januar steg markant i årene 2005-2012, med den største forekomst tællende 4.747 individer i 2012. I perioden 2013-2015 var antallet af overvintrende tundrasædgæs i Danmark faldende, for derefter i perioden 2016-2020 at være stigende igen til knap 5.000 individer. Optællingerne i 2020 og 2021 var de laveste i 15 år, men i 2023 var antallet af observerede tundrasædgæs steget til knap 4.000 (Figur 3, Tabel 1).

Samlet set understreger resultaterne den fluktuerende midvinterforekomst i Danmark, som dog ikke åbenlyst relateres til vinterens hårdhed, men de rastende fugle i Danmark udgør en meget lille del af den samlede bestand, og årsvariationerne kan skyldes variation i fødeudbud og konkurrence i både Syddanmark og de primære rasteområder syd for landet.

Referencer

Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.

Tundrasædgås
Foto: Ole Amstrup

Figur 1. Fordeling af tundrasædgæs optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2022. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.

Figur 2. Fordeling af tundrasædgæs optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2023. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.

Figur 3. Antal af tundrasædgås optalt i Danmark ved midvintertællingen i januar 1981-1983 og 1987-2023.

År Januar
1980-1987 -
1988-1993 -
1994-1999 -
2000-2005 484
2006-2011 3.468
2012-2017 2.411
2018-2023 3.031

Tabel 1. Gennemsnitlige antal af tundrasædgås optalt ved landsdækkende midvintertællinger i januar 1980-2023 i Danmark. Der er anført gennemsnit for de anførte perioder (oftest 6-årige).