Storspove er en udbredt, men fåtallig ynglefugl herhjemme, hvor de fleste yngler langs kysten på strandenge og i klitheder. I træktiden og om vinteren træffes den langs kysterne på vadeflader, græssede enge og marker med vintersæd.

I Danmark kan rastende storspover ses i hele landet med de største koncentrationer i Vadehavet samt i Vest- og Nordvestjylland (Meltofte 1993). Vadehavet er det vigtigste område for arten herhjemme, og her samles storspover fra det meste af Skandinavien og Rusland for at raste og foretage fjerfældning. Et højt antal storspover opholder sig i Vadehavet i hele perioden fra juli til april, men antallet kulminerer normalt i august-september (Laursen & Frikke 2013).

Arten yngler i de tempererede dele af Europa mod øst til Uralbjergene og overvintrer i Vesteuropa, omkring Middelhavet og i Nordvestafrika. Den europæiske bestand af storspove vurderes for perioden 1990-2019 at have en bestandsstørrelse på 610.000-830.000 individer, og bestanden vurderes for perioden 2009-2018 at være stabil eller i tilbagegang (Wetlands International 2024).  

Storspove blev jagtfredet i 1994, og der er ikke kendskab til nuværende trusler mod de rastende storspover i Danmark. Dog er arten meget følsom over for forstyrrelser (Laursen m.fl. 2005), og jagt på andre arter kan skræmme storspover bort fra fourageringsområder og dermed være med til at begrænse antallet af rastende fugle i Danmark.

Storspove overvåges i NOVANA-programmet hvert andet år ved optællinger i august samt hvert tredje år ved de landsdækkende midvintertællinger.

Arten blev i august overvåget første gang i 2005 og er talt hvert andet år siden da. Overvågningen er fokuseret på de fuglebeskyttelsesområder, hvor arten er på udpegningsgrundlaget som trækfugl. Dette er alene tilfældet for Vadehavet, hvor arten er på udpegningsgrundlaget for to fuglebeskyttelsesområder (F57 Vadehavet og F60 Vidåen, Tøndermarsken og Saltvandssøen).

Optælling af storspove i Vadehavet sker de fleste år både ved optælling fra fly og fra land. Ved optællinger fra fly opsøges alle rastepladser ved højvande, og hele området tælles inden for få timer. Herved undgår man, at fuglene når at flytte mellem forskellige lokaliteter. Der er fordele og ulemper ved både fly- og landtællinger. En art som storspove er dog vanskelig at dække fuldt ud ved en flytælling, da en del fugle fouragerer på enge og marker inde i landet. Der præsenteres derfor resultater fra både fly- og landtællinger.

I perioden 2018-2023 er arten overvåget i 2019, 2021 og 2023.

Antallet af storspove opgøres desuden i forbindelse med de landsdækkende midvintertællinger, hvilket i perioden har fundet sted i 2020 og 2023. Her er optællingerne under NOVANA suppleret med et kvalitetssikret udtræk fra DOFbasen for at medtage eventuelle betydende forekomster i andre dele af landet. Der er som udgangspunkt anvendt maksimumtal pr. lokalitet fra optællingsweekenden plus/minus syv dage.

Ved optællingen i Vadehavet i august 2023 blev der fra land talt i alt 16.526 storspover. De største antal opholdt sig på Keldsand ved Fanø, ved Rømødæmningen og i Saltvandssøen (Figur 1). Der blev udført en optælling fra fly 29. august, hvor der blev talt 4.539 storspover, altså væsentligt færre end ved landtællingen.

Ved optællingerne af storspove i Vadehavet i august 2019 og 2021 blev der (ved landtællingerne) talt i alt hhv. 11.894 og 11.257 individer (Tabel 1). Resultaterne fra disse optællinger er omtalt nærmere i tidligere NOVANA-rapporter. 

Ved den landsdækkende midvintertælling i 2023 blev der registreret i alt 22.889 storspover (Figur 2). Midvinterbestanden blev første gang forsøgt opgjort i 2020, hvor antallet blev opgjort til 20.941 storspover.

Udvikling i antal og udbredelse

Antallet af rastende storspover i Vadehavet ser ud til at være i fremgang vurderet ud fra optællingerne i august. Ved de fem optællinger fra land i perioden 2005-2013 blev der i gennemsnit talt ca. 9.200 fugle, mens der ved de fem optællinger i 2015-2023 i gennemsnit blev talt ca. 10.700. De godt 16.500 storspover i august 2023 er det hidtil højeste antal, der er registreret i forbindelse med NOVANA-overvågningen (Tabel 1).

I perioden 1990-2005 steg antallet af storspover i den danske del af Vadehavet kraftigt, hvilket formentlig skal ses i sammenhæng med jagtfredning af arten fra 1994 og generelt mildere vintre (Laursen & Frikke 2013, Meltofte m.fl. 2009). NOVANA-optællingerne i august tyder på, at fremgangen i antallet af rastende storspover i efteråret er fortsat med at stige efter 2005.

Antallet registreret ved optællinger fra fly er ret konsekvent lavere end ved landtællingerne. En del af forklaringen på dette er, at arten i høj grad også benytter enge og marker uden for selve Vadehavet.

Den seneste opgørelse over udviklingen i bestandene af rastende fugle i det dansk-tysk-hollandske Vadehav indikerer, at antallet af storspover har været stabilt på både lang sigt (1987/88-2019/20) og kort sigt (2010/11-2019/20) (Kleefstra m.fl. 2022). Ifølge samme opgørelse har der i den danske del været markant fremgang på lang sigt og en moderat fremgang på kort sigt. I analyserne er der indgået optællinger fra hele året og ikke kun fra den periode, hvor artens forekomst i Danmark kulminerer.

Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.