Pibesvane forekom førhen primært ved lavvandede fjorde, kystlaguner eller søer med udbredt undervandsvegetation, men er i dag i lighed med sangsvane i stigende omfang skiftet til at fouragere på agerjorde, hvor de fouragerer på de samme habitater og ofte sammen med sangsvaner (se detaljer under sangsvane i trækfugleafsnittet) (Laubek 1995a). Pibesvane har desuagtet en forkærlighed for fouragering på børstebladet vandaks og kransnålalger i lavvandede vådområder, hvor de ved ankomsten om efteråret ofte fouragerer på disse habitater, inden de senere på vinteren skifter til agerjordene. 

Pibesvane er udbredt som træk- og vintergæst, især i Jylland, hvor til de kommer fra yngleområder i arktisk Rusland (Nagy m.fl. 2012).

Bestanden af pibesvaner i Nordvesteuropa var i fremgang fra 1980'erne til 1995, hvor den toppede med knap 30.000 fugle. Siden da er den faldet, men måske stabiliseret på et lavere niveau, idet der ved de seneste to internationalt koordinerede tællinger blev registreret henholdsvis 18.000 i 2010 og 20.000 i 2015 (Beekman m.fl. 2019).

I lighed med knopsvane påvirkes pibesvanernes antal negativt i fjordområder, hvor der er observeret eutrofieringsbetingede tilbagegange i udbredelse og tætheder af vandplanter. Dette er veldokumenteret fra Ringkøbing Fjord (Meltofte & Clausen 2011) og Nissum Fjord (Clausen & Holm 2011). Der er dog i de senere år også indikationer fra Ringkøbing Fjord på, at svanerne vender tilbage, hvis vegetationen genetableres.  

Pibesvane har siden 1992 været overvåget årligt i forbindelse med landsdækkende midvintertællinger af gæs og gulnæbbede svaner. Derudover er arten overvåget hvert andet år i november fra 2005-2023. I 2018 blev der i NOVANA-programmet tilføjet en tælling i marts, der herefter er blevet udført hvert andet år og således også 2020 og 2022 i denne afrapporteringsperiode. Fra 1968-1973 og 1980'erne foreligger også flere opgørelser af bestanden ved midvinter, i marts og november. 

Pibesvane optælles primært ved målrettede optællinger af fjordområder, kystlaguner, søer og omkringliggende agerjorde i Nord- og Vestjylland, som er kendte faste rastepladser. Datagrundlaget suppleres efterfølgende med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke benyttes årligt. 

Arten er især registreret ved optællinger foretaget fra land, sjældnere ved totaltællinger foretaget fra fly. Mindre antal er registeret i forbindelse med transekttællinger fra fly.

Der blev optalt en samlet bestand på 1.281 pibesvaner i vinteren 2022 og 1.240 i 2023 (Figur 1, figur 2), to antal der er meget tæt på det gennemsnitlige antal på 1.186 fugle opgjort i rapportperioden 2018-2023 (Tabel 1; se detaljer om de fire første år i NOVANA-rapporterne for disse, Holm m.fl. 2021 og Nielsen m.fl. 2023). 

Ved de fire tællinger udført i 2022 og 2023 blev der registreret antal, der overstiger det internationale 1 %-bestandskriterie på 220. I vintrene 2022 og 2023 drejede det sig om flokke på henholdsvis 480 og 418 fugle på agerjorde i omegnen af Toftlund i Sønderjylland. I marts 2022 var der en forekomst på 256 fugle i fuglebeskyttelsesområde nr. 63 (Sønder Ådal) i Sønderjylland og en flok på 320 fugle på Bolle Enge i Østvendsyssel. I november 2023 blev 223 pibesvaner talt i Debelenge vest for Store Vildmose. 

Den overvintrende bestand varierer betydeligt fra år til år (Figur 5), hvor de laveste antal ses i kolde vintre (fx 1996, 1997, 2010 og 2011) og de højeste i milde vintre (fx 2007, 2012 og 2014). 

Ved tællingen i marts 2020 blev der registreret 1.500 pibesvaner (Figur 3), mens der i november 2023 blev set 1.265 (Figur 4). Tallet i marts er på niveau med tællingen i 2018 og november forekomsten det højeste i rapport-perioden 2018-2023, men på niveau med flere tællinger i den foregående seksårsperiode (Figur 5).     

Udvikling i antal og udbredelse

Pibesvane var ved alle de seneste tællinger i 2022-2023 udbredt over større dele af Jylland, men især i Sønder-, Midt- og Nordøstjylland. Arten var førhen, fra midten af 1960'erne til første halvdel af 1990'erne, ikke udbredt i de indre dele af Jylland, men forekom især ved søer og kystlaguner i Nord- og Vestjylland (Joensen 1974, Laubek 1995b).

Set i det lange perspektiv er den overvintrende bestand af pibesvane steget over en 50-årig periode (Tabel 1, Figur 5), når der ses bort fra en periode omkring 2000, hvor tallene for arten generelt var lave, uden at det kunne tilskrives hårde vintre. Nedgangen på det tidspunkt tilskrives en generel tilbagegang i den samlede trækvejsbestand (Nagy m.fl. 2012, Beekman m.fl. 2019). Antallene af pibesvaner, der opholder sig i Danmark er med sikkerhed faldet om efteråret og formentlig også om foråret (Figur 5) - også når der ses bort fra det meget lave antal i marts 2020, der skyldtes en meget tidlig afrejse for svanerne til østligere dele af Østersøen dette år (se uddybning i NOVANA-rapport 2020-2021, Nielsen m.fl. 2023).   

Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.