Aarhus Universitets segl

Spidsand

Anas acuta

Sammenfatning

Status Fuglebeskyttelsesdirektiv Rødliste Bestand Bestandsudvikling
Trækfugl Bilag IIA og Artikel 4.2-udpeget Livskraftig (LC) Oktober: 19.867-28.702 (2020, 2022, 2023) Oktober 2012-2023: Stigende
Oktober 1981-2023: Stigende
Marts: 32.602 (2022)
Midvinter: 14.032 (2020)
Midvinter: 26.316 (2023)
Midvinter 2012-2023: Stigende
Midvinter 1987-2023: Stigende

De største antal af spidsænder forekommer normalt om efteråret, hvor arten har været talt årligt fra 2004-2023, bortset fra i 2017, 2019 og 2021. Endvidere er arten optalt regelmæssigt ved midvinter siden 1968 og årligt i perioden 1987-2023. I rapportperioden 2018-2023 er den samlede nationale bestand i oktober opgjort tre gange (ved at medtage supplerende data fra DOFbasen), med et gennemsnitligt antal på 22.996 fugle de tre år (min. og max. er angivet ovenfor). Ved de sidste to midvintertællinger blev der talt henholdsvis 14.032 fugle i 2020 og 26.316 i 2023, der er de hidtil højeste antal registeret. Martstællingen, der er ny, har desuagtet givet det højeste antal af spidsand optalt i Danmark ved en landsdækkende tælling i NOVANA-programmet 2004-2023. 

De optalte antal fluktuerer meget fra år til år, både ved midvinter og om efteråret, men indikerer desuagtet i det lange perspektiv en overordnet set stigende bestand både vinter og efterår. 

Om arten

Spidsand er en lokalt talrig trækgæst. Fuglene lever især af plantefrø, som de finder på lavt vand, eller af smådyr, som de finder på blotlagte eller meget lavvandede mudderflader. I Danmark er spidsand især tilknyttet brakke og salte vådområder, og ses derfor sjældnere i større antal ved ferske vådområder end de øvrige svømmeandearter.

Spidsand findes i træktiden i større antal på ganske få lokaliteter, men ses i øvrigt i små antal blandt andre svømmeænder på de fleste af de optalte lokaliteter. Vadehavet er Danmarks vigtigste rasteplads, men lokaliteter med tusindtallige flokke findes i Jylland også ved Ringkøbing Fjord og på Agger Tange. På Øerne har Ulvshale-Nyord førhen været den vigtigste rasteplads (Clausen m.fl. 2013), men arten er forekommet i lavere antal dér de senere år, jf. NOVANA overvågningen.

Bestanden af overvintrende spidsænder i Nordvesteuropa er senest opgjort til 74.000 fugle og med en stabil eller stigende bestandsudvikling (Wetlands International 2024).   

Spidsand reagerer i lighed med knop- og pibesvane samt blishøne på situationer, hvor bundvegetationen forsvinder som følge af eutrofiering - og reduceres i antal som følge heraf. Det er dokumenteret fra Ringkøbing Fjord og Nissum Fjord. Artens tilbagegang er dog som regel mindre udtalt end for de andre arter, bl.a. fordi spidsænderne kan skifte til at fouragere på ferske enge og strandenge både om dagen og natten.  

Alle svømmeænder i Danmark er jagtbare og følsomme overfor forstyrrelser forårsaget af jagt. Det var således denne gruppe af arter, der responderede mest entydigt på reservatforsøgene ved Nibe-Gjøl Bredninger og Ulvshale-Nyord (Madsen m.fl. 1995, Madsen 1998) og på etableringen af de mange nye reservater ("jagtfrie kerneområder") fra 1989 til 2000. Det samlede reservatnetværk har således bevirket, at langt højere antal af svømmeænder, herunder også spidsænder, forekommer i Danmark i dag end tilbage i 1970'erne og 1980'erne (Clausen m.fl. 2013).

Det årlige jagtudbytte de seneste seks jagtsæsoner 2018/19-2023/24 har i gennemsnit været på 5.025 fugle (Min.: 4.264, Maks.: 5.549) (Vildtudbyttestatistikken). Der er betydelige år-til-år variationer, men ingen hverken opad- eller nedadgående tendens, så udbyttet må betragtes som stabilt. Da den rastende bestand af spidsænder siden 1980'erne har været stigende, og jagtudbyttet stabilt, er den jagtlige udnyttelse af arten i Danmark blevet mere bæredygtig.

Overvågningsmetoder

Spidsand er i perioden 2018-2023 overvåget på de to landsdækkende optællinger af vandfugle ved midvinter i 2020 og 2023, samt på de årlige reducerede midvintertællinger. Kort over undersøgelsesområderne for de landsdækkende optællinger ved midvinter i 2020 og 2023 kan ses i metodeafsnittet om midvintertællinger. Den årlige, reducerede midvintertælling består af optællinger af indekslokaliteterne, der også er omtalt i metodeafsnittet for midvintertællingerne. Alle tal fra midvintertællingernes indekslokaliteter indrapporteres til Wetlands International og benyttes til vurdering af udviklingen for artens flyway-bestand. 

Den primære optælling for spidsænder er en næsten landsdækkende optælling i første halvdel af oktober, som er udført årligt fra 2004-2016. I NOVANA-programmet 2017-2021 overvågedes arten hvert andet år i oktober (lige år), men i det nuværende program overvåges den igen årligt i oktober, og blev således talt i både 2022 og 2023. Disse tællinger udgør et nationalt program, der sigter mod at optælle svømmeænderne, når der forventeligt er flest her i landet om efteråret. De indgår ikke i internationale optællinger, men er vitale for den nationale monitering af artens forekomst, fordi fuglene trækker helt bort i kolde vintre og ellers kun ses i beskedne antal ved midvintertællingerne. Nationalt bruges tællingerne bl.a. til overvågning af arten i fuglebeskyttelsesområder, hvor den indgår i udpegningsgrundlaget.

Optællingerne i oktober udføres ved ca. 120 udvalgte optællingsområder, der forventeligt rummer langt størstedelen af landets bestande af svømmeænder, herunder alle fuglebeskyttelsesområder, der er udpeget for en eller flere svømmeandearter. Optællingsområderne omfatter fjorde, lavvandede bugter, kystlaguner og søer jævnt fordelt over hele landet, herunder alle større reservatområder samt de fleste større naturgenopretningsområder. Blandt disse benyttes 56 udvalgte områder, hvorfra der findes data helt tilbage til dele af 1980'erne og 1990'erne, til beregning af årlige bestandsindeks.  

I det nuværende NOVANA-program er spidsand medtaget i martstællingen, fordi data fra DOFbasen og de månedligt overvågede lokaliteter i Vadehavet, på Tipperne og i Vejlerne indikerede, at arten måske kan forekomme i højere antal i denne måned.  

Midvinteroptællingerne af spidsand udføres især fra land og ved totaltællinger foretaget fra fly. Mindre antal registreres også ved transekttællinger fra fly.  

I marts og oktober optælles hovedparten af områderne fra land. Der foretages dog, hvis vejrlig og andre forhold tillader det, flytællinger i Vadehavet og det Sydfynske Øhav samt evt. ved Lolland. Især Vadehavet og Saltholm kan ikke altid overvåges, da udførelse af tællingerne her fordrer meget ideelle vejrforhold.   

Til denne rapport er der suppleret med et kvalitetssikret udtræk af data fra DOFbasen fra lokaliteter, der ikke tælles årligt, for at beregne landstotaler for både midvinter 2020 og 2023, marts 2022 samt oktober 2022 og 2023.

Resultater

Der blev registreret henholdsvis 14.032 og 26.316 spidsænder på de landsdækkende midvintertællinger i 2020 og 2023, der er de hidtil højeste antal, der er truffet i år med midvintertællinger (Tabel 1).  Arten kan om vinteren ses over det meste af landet, men dog med langt hovedparten i Vadehavet og i flere af landets større reservatområder. I vinteren 2020 var der ud over i Vadehavet således flest ved Ringkøbing Fjord, i det Sydfynske Øhav samt på Saltholm (Figur 1) og i vinteren 2023 i Mariager Fjord og på Saltholm (Figur 2).

Bestandsindekset for midvinter har været markant stigende de seneste år (Figur 3). Bestandens udvikling klassificeres ud fra de log-lineære modeller, baseret på GAM-modellernes output, som værende stærkt stigende i såvel den lange periode fra 1987-2023, som den korte fra 2012-2023. 

I marts 2022 gennemførtes for første gang siden 1980'erne en landsdækkende forårsoptælling af spidsand, med et overraskende højt antal - 32.602 fugle, som resultat (Figur 5). Flest fugle, og antal der oversteg international betydning ud fra 1 %-bestandskriteriet på 740 fugle, forekom i fuglebeskyttelsesområderne nr. 57 Vadehavet (22.510 fugle), nr. 43 Ringkøbing Fjord (3.900) og nr. 55 Langli og Skallingen (1.094) (Figur 4).   

Ved de to seneste oktobertællinger i 2022 og 2023 blev bestanden opgjort til henholdsvis 19.867 og 20.420 fugle (Figur 5, Figur 6). Spidsand forekom i størst antal i Vadehavet (godt 11.000 fugle optalt begge år). Andre lokaliteter af international betydning var fuglebeskyttelsesområde nr. 89 Præstø Fjord og Ulvshale-Nyord (1.939 fugle), nr. 43 Ringkøbing Fjord (1.267) og nr. 83 Hyllekrog og Rødsand syd for Lolland (821) i 2022 (Figur 5) samt nr. 43 Ringkøbing Fjord (2.737) og nr. 23 Agger Tange (927) i 2023 (Figur 6).

Bestandsindekset baseret på oktobertællingerne fra 56 lokaliteter med regelmæssige tællinger tilbage til 1980 har været jævnt stigende (Figur 7). Bestandens udvikling klassificeres ud fra de log-lineære modeller, baseret på GAM-modellernes output, som værende moderat stigende i såvel den lange periode fra 1987-2023, som den korte fra 2012-2023. 

Udvikling i antal og udbredelse

Spidsandens antal om efteråret varierer meget fra år til år, både fsva. landstotaler og de individuelle års vigtigste lokaliteter. Oktoberbestanden har været jævnt stigende siden de mange nye reservater blev etableret i 1990'erne (Clausen m.fl. 2013). 

Antallet af overvintrende spidsænder er stærkt afhængigt af vinterens hårdhed, med lavere antal i kolde vintre og højere i mildere år. De stadigt hyppigere mildere vintre synes at bevirke, at stadigt flere spidsænder overvintrer i Danmark og især i Vadehavet. 

Referencer

Se afsnittet med Referencer for trækfugle - nederst i trækfugledelen af rapporten.


Spidsand
Foto: Wikimedia Commons / Dick Daniels

Figur 1. Fordeling af Spidsænder optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2020. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.

Figur 2. Fordeling af Spidsænder optalt ved den landsdækkende midvintertælling i 2023. Kortet er et detaljekort, hvor fordelinger inden for fuglebeskyttelsesområderne er vist. Et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne kan ses via dette link.

Figur 3. Udvikling i bestandsindeks for spidsand ved midvinter fra 1987 til 2023, baseret på optællinger i indeksområderne. Indeks er sat til 100 i 1994. Den mørke kurve og punkterne angiver udviklingen i indeks, det lyseblå bånd angiver usikkerhed på den beregnede værdi (95 % konfidensintervaller). 

Figur 4. Fordeling af spidsænder optalt i marts 2022. Kortet er et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne. 

Figur 5. Fordeling af spidsænder optalt i oktober 2022. Kortet er et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne. 

Figur 6. Fordeling af spidsænder optalt i oktober 2023. Kortet er et sumkort med sammentællinger i fuglebeskyttelsesområderne. 

Figur 7. Udvikling i bestandsindeks for spidsand i oktober 1980-2023 optalt i 56 områder (især reservater), hvorfra der foreligger tidsserier fra mange af årene før NOVANA programmets opstart i 2004. Den mørke kurve og punkterne angiver udviklingen i indeks, det lyseblå bånd angiver usikkerhed på den beregnede værdi (95 % konfidensintervaller). 

År Antal
1968 5
1969 300
1970 0
1971 25*
1973 100
1987 17
1988 378
1989 6.044
1991 4.448
1992 3.477
2000 211
2004 659
2008 4.780
2013 510
2016 7.026
2020 14.032
2023 26.316

Tabel 1. Antal af spidsænder optalt ved de 17 landsdækkende midvintertællinger gennemført i perioden 1968 til 2023. 25* angiver at der blev afrapporteret en landstotal på 1-49 fugle.